Kirkerne på Tuse Næs

Variationer i middelalderens nordvestsjællandske kirkebyggeri belyst ved tre lokale eksempler

Netversion af artikel i ´Fra Holbæk Amt - Årbog for kulturhistorien i Holbæk Amt' 2004, 123-141.

Jeg har igennem de senere år beskæftiget mig en del med middelalderens kirker i Nordvestsjælland i forbindelse med afslutningen på min kandidatuddannelse i historie og geografi på Roskilde Universitetscenter.[1] Her har jeg foretaget en række analyser af de generelle tendenser i regionens kirkebyggeri for bl.a. at kunne identificere og forsøge at tolke på de ligheder og afvigelser fra sædvanen, som regionens i alt 77 middelalderlige landsognekirker rummer. Kirkernes karakteristika er herefter forsøgt inddraget sammen med en række andre forhold til belysning af Nordvestsjællands kulturgeografiske udvikling op gennem middelalderen. Sideløbende med opgaveskrivningen har jeg haft lejlighed til at stifte nærmere bekendtskab med kirkerne på Tuse Næs, hvor jeg har kunnet gå lidt mere i dybden med de enkelte kirkers bygningshistorie. Og selvom de tre kirker måske umiddelbart for de fleste vil fremstå forholdsvis ensartede, så rummer de i deres bygningshistoriske udvikling faktisk også mange forskelligheder, som tilsammen viser sig at være ganske repræsentative for kirkebyggeriet som helhed i middelalderens Nordvestsjælland. Derfor vil jeg i nærværende artikel prøve at beskrive nogle af tendenserne og variationerne i regionens kirkebyggeri med fokus på næssets tre kirker.[2]

Nogle vil måske undres over, at jeg taler om tre kirker på Tuse Næs, men her må man erindre, at middelalderens Tuse Næs gik et betragteligt stykke længere ind i landet end i dag, hvor inddæmningen af Lammefjorden og dræningen af området omkring de nedre dele af Tuse Å har medført, at “fastlandet” i mange næsboeres bevidsthed starter i en linie vest for Audebo og Mårsø med nutidens Nykøbingvej som den reelle grænse til næsset. Selv ud fra denne definition er der faktisk stadig tre kirker at finde på Tuse Næs, nemlig foruden i Hørby og Udby også i Hagested, der befinder sig på østsiden af landevejen - og dengang man byggede kirker lå hele Hagested By klart ude på næsset, hvorfor byen og kirken naturligt indgår som en del heraf i denne gennemgang.

De romanske kirkers grundopbygning (kor og skib)

Kirkerne på Tuse Næs er alle fra den ældre middelalder. De ældste dele af de eksisterende stenkirker kan dateres til 1100-tallet, og er derfor at betegne som højromanske. Stenkirkerne kan have afløst endnu ældre trækirker, som der dog ingen viden haves om her. Næssets kirker fulgte den traditionelle nordvesteuropæiske grundform med et rektangulært skib og et omtrent kvadratisk kor omkring en mere eller mindre solret længdeakse med koret i øst. Den traditionelle højromanske landkirke havde et ydre og indre udseende svarende til tegningen i fig. 2. Der var adgang til kirkeskibet fra to døre i nord- og sydvæggen i skibets vestlige tredjedel. Inde i kirken, langs med skibets vægge, fandtes murede bænke. Koret var typisk lidt smallere og lavere end skibet, og adskilt fra dette med en såkaldt triumfbue, der på siden ind mod skibet var flankeret af to sidealtre med tilhørende nicher muret ind i skillevæggen til koret. Længst inde i kirken, evt. i et halvcirkelformet apsis, stod hovedalteret. Mens apsiden var dækket af et halvkuppelhvælv, var både kor og skib i den romanske tid dækket af flade trælofter.

Fig. 2. Principtegning af traditionel romansk landsbykirke. Cirklen i skibet på tegningen nederst til venstre viser placeringen af døbefonten. Jørgensen & Johannsen 1979, fig. 2, s. 10.

Den beskrevne typiske romanske kirke genfindes på Tuse Næs især i Hagested og Udby. Dette er først og fremmest tydeligt i Hagested - ikke mindst hvis man beskuer kirken fra sydøst som på fig. 3. På næsset er det forholdsvis nemt at skelne de romanske dele af kirkerne fra senere tilbygninger, idet de ældste mure her er kalket hvide, mens de yngre dele enten er kalket røde (i Hørby og Udby) eller står i udækkede røde munkesten (i Hagested). Farvereglen er dog strengt taget ikke helt korrekt hvad angår koret i Udby, der i sin nutidige form stammer fra en ombygning i 1867-68.

Fig. 3. Hagested Kirke set fra sydøst. De hvidkalkede mure repræsenterer den oprindelige romanske kirke. Eget fotografi 2004.

Også Hørby Kirke var i sin oprindelige grundform ganske traditionelt opbygget omkring et kor og et skib. Hvad der til gengæld var mindre traditionelt ved den oprindelige Hørby Kirke var skibets proportioner. Skibet var godt 15 m langt og knap 8 m bredt med et samlet indvendigt fladeareal på ca. 118 m². Til sammenligning målte nabokirkerne i Udby og Hagested henholdsvis 10,5 x 7 m (73,5 m²) og 13 x 7 m (91 m²), uden at disse i øvrigt på nogen måde kan regnes blandt de mindre kirker efter datidens lokale standard; den gennemsnitlige romanske landsognekirke i Nordvestsjælland havde et indre flademål i skibet på knap 73 m². 1100-tallets nordvestsjællandske kirker kunne dog variere ganske betragteligt i størrelse, hvor en af de mindste i næssets opland var kirken i Søndersted med et romansk skib på blot 37 m². I Nordvestsjælland overgås det romanske skib i Hørby kun af Højby Kirke (142 m²) og den helt exceptionelt store Ubby Kirke (188 m², vistnok Sjællands største landsognekirke i højmiddelalderen). Hørby Kirke havde altså det største kirkeskib i hele det sydvestlige Isefjordsområde i 1100-tallet. Faktisk er skibets areal identisk med det nutidige, men hvor vi i dag vil kunne finde mange andre kirker i området med samme indre areal som i Hørby, så er disse altid opnået gennem senere udvidelser.

Hvorfor kirken i Hørby skulle være så stor allerede i 1100-tallet er ikke til at sige med sikkerhed. I højmiddelalderen synes kirkerummet at have været meget skarpt opdelt, således at skibet tilhørte menigheden og koret tilhørte gejstligheden. Der kendes ligefrem til sogne, hvor hver del havde sit eget driftsregnskab, og hvor menigheden stod for skibets bygning og drift. I Nordvestsjælland er der da også adskillige eksempler på kirker, hvor koret er opført i sten tidligere end skibet, ligesom koret ofte blev overhvælvet først, men om dette skyldes en tilsvarende ejermæssig opdeling, er dog ikke nødvendigvis sikkert. Hvis kirkeskibet har været at betragte som menighedens forsamlingsrum, kan man bruge skibets areal som et indirekte og relativt udtryk for størrelsen af den tilhørende menighed; kirker med store skibe har altså skullet kunne rumme flere mennesker end kirker med små skibe. Ud fra dette princip har flere kirkehistorikere gennem tiden anvendt opmålinger af de romanske skibsarealer til bestemmelse af den relative befolkningsstørrelse sognene imellem.[3]

Sådanne overvejelser besvarer imidlertid ikke det indledende spørgsmål videre godt, men stiller blot et nyt: Hvorfor skulle Hørby Kirke (muligvis) tjene en så meget større menighed end alle andre landsognekirker i området? Hørby Sogn er dog ikke tilsvarende usædvanligt stort. Forklaringen kan være, at kirkerne endnu i højmiddelalderen havde forskellige målgrupper. Fra England og Norge kan man således følge en tidlig kirkelig opdeling, hvor der ved siden af en række små private kirker anlagt ved stormandsgårde fandtes et net af store offentlige dåbs- eller herredskirker (eng.: minsters; no.: fylkeskirker) med et langt større opland end de senere sogne. Tilsvarende forhold er blevet foreslået for Danmark.[4] Kirken i Hørby kan altså fra begyndelsen have været en sådan dåbskirke for beboerne på hele næsset og muligvis et stykke ned i Tuse Herred. Også andre årsager er dog blevet foreslået, ikke mindst at kirkens størrelse primært skulle afspejle bygherrens økonomiske formåen og personlige ønske om at manifestere sig.

Fig. 4. Rekonstruktion af Hørby Kirkes ældste fase (1100-tallet). Beyer & al. 1980, fig. 18, s. 62.

Var det oprindelige romanske skib i Hørby exceptionelt i regional målestok, så var taget på kirken også enestående på nationalt niveau. Hørby Kirkes ældste tag var, som det fremgår af fig. 4, todelt i den forstand, at det ikke gik i en lige linie fra tagryggen til tagfoden. Omkring midtvejs blev linien brudt af et lodret fald på ca. 40 cm, hvor der mellem de spåndækkede tagflader sad langsgående planker sat på højkant over såvel skib som kor. Tagkonstruktionen, der ikke kendes fra nogen anden dansk middelalderkirke, er blevet betegnet som “basilikal”, idet den minder om de såkaldte basilikaer, der er kirker med et hovedskib flankeret af to mindre sideskibe, hvis tage er bygget sammen, men ligger i forskellig højde. I Hørby har der imidlertid aldrig været mere end ét skib, hvilket gør konstruktionen enestående. Tagformen leder tanken hen på vikingetidens langhuse, og det er da også blevet foreslået, at bygmesteren med vilje har tilstræbt at give stenkirken et ydre i stil med de ældre trækirker. Under tagspringet har der muligvis stået et sæt jordgravede stolper i begge sider, der således har dannet en “søjlerække” inde i kirken. Dette var normalt ikke noget man brugte i de romanske stenkirker, hvor taget alene hvilede på de tykke ydermure og gavlene, men netop pga. kirkens usædvanligt store størrelse kan en bygmester i første halvdel af 1100-tallet tænkes at have tyet til den gammelkendte understøtningsmodel af frygt for, at taget ellers ville styrte sammen. En øvre grænse for skibets størrelse i Nordvestsjælland, hvis det skulle holde normen, synes således netop at have været bredden, da noget tyder på, at man i højromansk tid havde meget svært ved at konstruere et tag, der kunne spænde over mere end 7,3 m. Regionen rummer kun tre eksempler herpå, hvilket foruden Hørby Kirke (på 7,8 m) er de to allerede omtalte kæmpekirker i Højby og Ubby på hver 8 m.[5] Allerede i 1200-tallet blev den særegne tagkonstruktion i Hørby imidlertid fjernet igen, hvilket således både kan skyldes et modeskifte, at den tekniske kunnen i mellemtiden var forbedret eller at kirkens bygherre havde fået bedre adgang til tømmer.

En supplerende forklaring på den ændrede tagkonstruktion er brand, idet der ved udgravning af kirkens gulv er fundet rester af en brand, der kan dateres til den romanske periode (dvs. før 1250). Formentlig en gang i første halvdel af 1200-tallet gennemgik Hørby Kirke under alle omstændigheder sin første større ombygning, der medførte, at gavlene og taget blev ændret til den normale retlinede form, hvorved de bærende træstolper i kirkerummet - der meget vel kan have været en medvirkende faktor til en eventuel brand - ikke længere var nødvendige.

Med ændringen af tagkonstruktionen blev Hørby Kirke måske umiddelbart mere normal at se til, bortset fra at den fortsat var usædvanlig stor, men en tilsyneladende samtidig ombygning af koret gjorde herefter også kirken bemærkelsesværdig på anden vis. Koret blev ved ombygningen forlænget i østlig retning til omkring den dobbelt længde af hidtil; dvs. fra ca. 4,5 x 4,7 m til knap 8,8 x 4,7 m (41,4 m²). Sådanne korudvidelser er foregået ved flere af landets kirker, men i langt de fleste tilfælde på et senere tidspunkt end i Hørby. Det står ikke helt klart, hvorfor man nogle steder valgte at gøre korene så store på dette tidlige tidspunkt. Normalt var menigheden forment adgang til koret, hvor kun de indviede gejstlige måtte være. Måske skal de allerede omtalte “dåbs- eller herredskirker” netop søges ved romanske kirker med særligt store kor, da sådanne centralkirker kan have haft flere præster tilknyttet og derfor havde behov for større korbygninger? Under alle omstændigheder har Hørby Kirke ved udvidelsen fået sig et stort og prægtigt kor, der fuldt ud svarede til det størrelsesmæssigt overlegne skib. I Tuse og Merløse Herreder havde de romanske kirkekor typisk en størrelse på enten 13-14 m² eller 20-21 m², hvor Hørby Kirke med sine ca. 20 m² altså allerede fra begyndelsen lå i den pæne gruppe. Med udvidelsen til knap 42 m² fik Hørbykirken et kor, der var ligeså stort som eller større end adskillige af områdets kirkeskibe. Selv kirkerne i Tølløse og Hagested, der også havde nogle for regionen ganske store kor, måtte nøjes med korarealer på “blot” henholdsvis 32 m² og knap 30 m².

Knap halvdelen af Nordvestsjællands gamle landsognekirker fik udvidet skibet endnu i middelalderen. På Tuse Næs skete det kun for den oprindeligt mindste af kirkerne i Udby. Det oprindelige romanske kirkeskib kunne i princippet udvides i alle retninger. Det mest normale var dog, at vestgavlen blev flyttet omkring et fags længde mod vest, hvilket typisk ville give en arealudvidelse på omkring 50%; dette var også, hvad der skete i Udby. Der har sandsynligvis været flere forskellige årsager til, at man udvidede kirkens skib, men i de fleste tilfælde synes den mest oplagte forklaring at være en samtidig vækst i sognets befolkningstal. Det er endda muligt at komme nær en tidsmæssig datering af udviklingen i regionens potentielle befolkningstilvækst, som den (antageligvis) kommer til udtryk i kirkernes udvidelse, ved at anvende de bygningshistoriske dateringer af udbygningerne, hvilket er forsøgt vist i fig. 5.

Fig. 5. Grafisk afbildning af skibsudvidelsernes udbredelse i Nordvestsjælland dateret til tre høj- og senmiddelalderlige perioder; 1200-1350, 1350-1500 og 1500-1550. Jakobsen 2004, fig. 7.11, s. 124.

Langt de fleste skibsudvidelser på Sjælland foregik efter år 1300, men da udvidelsen i Udby Kirke kan dateres til 1200-tallet, er den forholdsvis tidlig. Som det fremgår af fig. 5, fordeler regionens skibsudvidelser sig lidt forskelligt i de tre delperioder, og også i denne sammenhæng er Udby Kirkes udvidelse atypisk for denne del af regionen, hvor samtidige udvidelser primært kendes i sognene langs vestkysten. En mulig forklaring på disse observationer kan være, at den første vækstfase især er foregået i regionens kystegne gennem rydning af højmiddelalderens bælte af kystskove, der ikke længere fandtes nødvendigt som værn mod vendiske overfald fra søsiden. Om også spidsen af Tuse Næs indtil da har været skovpræget er uvist, men flere forhold kunne indikere, at udvidelsen af Udby Kirke hænger sammen med en kraftig befolkningsmæssig ekspansion i sognet i 1200-tallet.

De romanske kirkers byggemateriale

Det anvendte byggemateriale i Danmarks romanske stenkirker kan inddeles i to hovedtyper: Brudte sten og marksten. Til de brudte sten hører først og fremmest frådsten, sandsten og limsten (kalksten). Hvor sådanne materialer har været til rådighed, har man tydeligvis foretrukket dem. Nogle steder har man således rene brudstenskirker, andre steder er brudstenene suppleret med marksten og de fleste steder har man måttet nøjes med brudsten til de mest teknisk krævende dele af byggeriet, f.eks. som firkantede kvadre i kirkernes hjørner og som mindre indstik omkring vinduer og døre. Fordelen ved brudsten frem for marksten er, at de relativt let kan udskæres i den ønskede form. Var der ikke tilstrækkelige ressourcer af brudsten til rådighed, blev hjørnekvadrene udhugget af store marksten. Især i Nord- og Vestjylland lod man hele kirken opføre i sådanne markstenskvadre, mens man i Østjylland og på Øerne til de store murstræk nøjedes med at bruge kampestenene enten som de var eller kløvet over en enkelt gang.

De ældste dele af stenkirkerne i Hørby og Udby blev først og fremmest opført af sådanne kløvede kampesten, som sandsynligvis stammer fra de omkringliggende marker på næsset. I begge kirker findes dog også et mindre antal brudsten af frådstenstypen, hvilket er forholdsvis udbredt i kirkerne omkring Isefjorden. Næsset har imidlertid også en af de mere sjældne rene brudstenskirker, idet de romanske dele af Hagested Kirke udelukkende er opført i frådsten.

Fig. 6. Den geografiske fordeling af de romanske kirker i Nordvestsjælland inddelt efter stenindholdet i de oprindelige mure. Frådstensbruddet ved Vintre Møller er ligeledes markeret.

Frådsten, hvis geologiske betegnelse er kildekalk, er en kalkstensdannelse, der aflejres, hvor underjordiske kildevæld med sedimenter af kalk kommer i kontakt med luften. Typisk aflejres kalken på planter omkring vældets udspring. Den nydannede sten er forholdsvis blød og let at bearbejde, inden den hærder under luftens påvirkning. Betegnelsen frådsten skyldes angiveligt, at den kan minde om skummet eller “fråden” i strandkanten. Et gammelt folkesagn fortæller, at da Knud den Hellige ville opføre kirker af sten i stedet for som hidtil af træ, bad han Gud om hjælp til at skaffe de nødvendige sten. Derpå gik kongen med sine murere ned til kysten, hvor stormen drev skummende bølger op på stranden. Kong Knud bød murerne opsamle havets fråde i deres trug, hvor skummet ved hans hellighed blev forvandlet til sten, der herefter kaldtes frådsten.[6] Dette må vitterligt have været lidt af et mirakel, idet frådstensdannende kildevæld ifølge geologerne ellers primært forekommer i kuperede bakkelandskaber, hvor kalklagene ligger forholdsvis højt. Nogle af de største forekomster findes ved Maglekilde i Roskilde og Vintre Møller ved Elverdamsåens udløb i Isefjord.

Af rene eller overvejende frådstenskirker kendes i Danmark omkring 100, først og fremmest i Østjylland, på Vestfyn og Midtsjælland - samme steder som også de primære frådstensbrud findes. Foruden denne geografiske afhængighed synes frådstenskirkerne (i hvert fald på Sjælland) at være lidt ældre end de øvrige højromanske stenkirker. De fleste frådstenssognekirker menes at kunne dateres til perioden 1100-1150. Efterhånden som bruddene blev udtømt, blev materialet også på Midtsjælland kun anvendt til de mere teknisk krævende detaljer, og efter midten af 1100-tallet kun sjældent i det hele taget. Et indhold af frådsten kan derfor indikere høj alder, men kan tillige betyde, at bygherren har haft særlig adgang til de sparsomme ressourcer. Det er i den forbindelse oplagt at pege på kongen og bisperne som de primære ejere af frådstensbruddene. At netop Hagested Kirke skulle have haft særlig adgang til et frådstensbrud harmonerer ganske godt med, at kirken kan være kongeligt bygget, idet området og den tilstødende hovedgård var krongods i første halvdel af 1200-tallet. Omvendt er der dog også rimelighed i at formode, at Hagested Kirke kan være en smule ældre end de to andre, da der generelt synes at være foregået en demografisk ekspansion fra det indre af næsset og udefter i netop den periode, hvor stenkirkerne er blevet bygget.

Det prestigiøse i frådstenene viser sig muligvis også i den ene af næssets to kampestenskirker. Selvom Hørby Kirke kun indeholder en smule frådsten, har bygherren tilsyneladende gerne ville give indtryk af, at hele kirken var opført i de eftertragtede rektangulært udhugne frådstenskvadre, idet fugemørtelen mellem kampestenene til dels er glattet ud over disse, hvorpå frådstenenes omrids er forsøgt efterlignet med en lidt primitiv indridsning med murskeen. Denne skik er velkendt i områdets romanske kampestenskirker og er bl.a. blevet nøjere afdækket i pudslaget i Butterup Kirke.[7] Formentlig blev også frådstenene fra begyndelsen dækket med et lag kalk, der dog næppe har været tykkere, end at de naturlige furer imellem stenene var synlige. Idag er frådstensmurene i Hagested Kirke dækket af et ganske tykt kalklag, hvorfor det akkurat som i de fleste øvrige sjællandske frådstenskirker er temmeligt svært overhovedet at se disse engang så værdsatte byggesten. Hvis man vil have et indtryk af, hvordan de ser ud, kan man her på egnen stifte bekendtskab med dem i de øvre dele af Tveje Merløse Kirkes murværk, og i koret og apsiden på Nørre Jernløse Kirke.

De romanske kirkers vinduer

Jævnfør fig. 2 havde de romanske kirker små højtsiddende vinduer med en tragtformet ramme på hver side af glasset, som dels minimerede forbruget af glas og dels maksimerede lysindførelsen. Vinduerne var typisk indrammet i egetræ. Ofte er de oprindelige romanske vinduer i eftertiden blevet erstattet af nye større vinduer i den gotiske periode, der igen er blevet udskiftet i nyere tid. Udskiftningen hang dels sammen med et stilskifte, idet kirkerummet under den gotiske periode generelt blev gjort større, og mere lyst og åbent. Dertil kom, at hvælvslagningen ofte gjorde det nødvendigt at bygge nye vinduer, fordi hvælvpillerne dækkede for de gamle. Eksempler på såvel bevarede som tilmurede romanske vinduer haves i nordvæggen af skibet i Hagested Kirke.

Fig. 8. Eksempel på nygotisk (t.v.) og romansk vindue (t.h.) i Hagested Kirke. Eget fotografi 2004.

Et bevaret senromansk vindue findes i østgavlen af koret i Hørby Kirke, der stammer fra korudvidelsen i 1200-tallet. Hovedparten af de øvrige nutidige vinduer i næssets kirker repræsenterer en nygotisk stil, der var populær i midten af 1800-tallet.

Apsider

Den klassiske romanske kirke bestod som ovenfor beskrevet af et kor og et skib. Nogle romanske kirker havde herforuden på østgavlen en halvcirkelformet korafrunding, en såkaldt apsis eller apside. Apsider tilhører først og fremmest den romanske byggeperiode, men har med varierende styrke også indgået i nye kirkeopførelser lige siden. Mange træ- og stenkirker med ret korafslutning blev i løbet af især 1100-tallet afløst af apsidekirker eller de fik tilføjet en apside. Fra omkring midten af 1200-tallet gik udviklingen den anden vej, idet mange apsider forsvandt til fordel for større kor med ret afslutning - sådan som det kan være sket i Hørby. Muligvis har alle kirkerne på Tuse Næs oprindeligt haft apsis, men i dag findes et sådan kun på Hagested Kirke. Også Udby Kirke har med sikkerhed haft et, men det blev opgivet ved korombygningen i 1867-68. Det er umuligt at sige, om også den ældste romanske stenkirke i Hørby har haft apsis, men i givet fald blev det sløjfet ved udvidelsen af koret i 1200-tallet, hvor den nye korgavl - i overensstemmelse med tidens mode - blev retlinet.

Fig. 9. Eneste bevarede apsis på Tuse Næs tilhører Hagested Kirke. Eget fotografi 2004.

Der har gennem tiden været lanceret mange forskellige hypoteser om apsidekirkernes baggrund. Spørgsmålet om apsis eller ej synes bl.a. at afspejle forskellige byggeperioder, således at apsidekirken som hovedregel var ældst, mens kirken med ret altervæg tilhørte overgangstiden til gotikken. En del af apsidekirkernes gåde ligger i usikkerheden blandt de lærde om apsidens egentlige funktion. Foruden et rent religiøst symbolsformål kan der også have ligget mere fysiske eller verdslige årsager bag opførelsen af et apsis. Således kan man tænke sig en mulig sammenhæng mellem korets udformning og kirkens akustiske behov, hvor apsiden kan have virket som en resonansbund for gregoriansk sang og tekstlæsning, idet halvcirkelformen forstærkede officiantens stemme foran alteret. Axel Bolvig kædede apsiderne sammen med en socialt betinget prestigiøs symbolværdi, hvor apsidens indervæg tilsyneladende ofte - som det er tilfældet i Hagested - var udsmykket med kalkmalerier i det såkaldte Majestas Domini-motiv med Kristus på Himmeltronen omgivet af ærkeengle, disciple og helgener. Apsiderne skulle da repræsentere stormandskirker, idet denne udsmykning ifølge Bolvig især måtte tiltale de lokale feudalherrer, der fra deres sæde i kirkernes vestende så at sige kunne spejle sig i billedet af Himlens herskere.

Den i nyere tid nok mest udbredte opfattelse bygger på, at eksistensen af apsider først og fremmest udtrykker den samtidige økonomi i sognet.[8] Som et alternativ eller supplement til Bolvigs Majestas-tese foreslog Jes Wienberg endvidere, at apsiden først og fremmest skulle symbolisere bispernes overhøjhed. Om de to apsidekirker på Tuse Næs fra begyndelsen har haft en særlig relation til den sjællandske biskop i Roskilde er uvist, men ved de ældste omtaler af hovedgårdene i Udby og det nærliggende Mose indgår disse faktisk som en del af Roskildebispens gods. Hagested Kirke og Hagestedgård synes som nævnt snarere at have gammel relation til Kronen, men på underkanten af korbuen i Hagested findes romanske kalkmalerier af to uidentificerede bisper; stifterbilledet af kirkens mulige grundlægger tyder dog imidlertid hverken på, at denne har været gejstlig eller kongelig.

Gotikken og de senmiddelalderlige tilbygninger

Fra omkring midten af 1100-tallet skete et skifte i vesteuropæisk byggestil fra den såkaldte romanske stil til den gotiske. Stilen opstod i Paris og bredte sig herfra til resten af Vest- og Nordeuropa. Den nåede relativt sent til Danmark, hvor den underinddeles i tre delperioder: Unggotik (1250-1300), højgotik (1300-1450) og sengotik (1450-1550). Gotikken i Danmark er udpræget nordtysk i sit tilhørsforhold. Den kom til landet fra de nordtyske havnestæder via Hansaen, hvor den først indtog købstæderne, og herfra blev bragt ud til landkirkerne med omrejsende værksteder. Den gotiske byggestil giver sig udslag i en række arkitektoniske og kunstneriske ændringer i forhold til den romanske. Hvor sidstnævnte dyrkede rundbuestilen og den til tider lidt bastante, runde form, der resulterede i et lukket og mørkt kirkerum med vægt på de klassiske indbyrdes proportioner, blev dette opgivet i gotikken til fordel for en dyrkelse af spidsbuestilen og et lyst og åbent rum, der tilstræbte at fremtræde så langt og højt som muligt. De første tiltag var således som regel indbygningen af store gotiske vinduer til afløsning af de små romanske, hvilket gjorde kirkerummet mere lyst. Udover brugen af spidsbuen er de væsentligste gotiske stiltræk i Danmark det såkaldte ribbehvælv, langhuskoret og de kamtakkede gavle med blændinger. Selvom blot 88 af det nuværende Danmarks omkring 1.850 middelalderlige kirker er fra den gotiske periode, har gotikken sat sit markante præg på alle danske kirker - også de romanske i form af en række forskellige ud- og tilbygninger. Ikke mindst mange af vore domkirker er reelt blevet fuldkomment ombygget i den gotiske periode, hvilket efterfølgende er blevet delvist efterlignet i landsognene.

Hvælvinger

Det første nye element i de fleste østdanske landsognekirker var hvælvingerne, der på Sjælland og i Skåne begyndte at dukke op i 1300-tallet. I efterhånden samtlige kirker udskiftedes de flade bjælkelofter over skibet og koret med hvælvinger lagt i munkesten, dvs. brændte teglsten noget større end nutidige mursten. På Tuse Næs kan de ældste hvælvingsbyggerier dateres til perioden 1350-1450. I Hagested Kirke blev både kor og skib overhvælvet i denne periode med henholdsvis ét fag i koret og tre fag i skibet; af hensyn til de eksisterende døre og vinduer måtte skibets hvælvfag gives forskellig bredde.

Mange steder lod man først koret og siden skibet overhvælve, hvilket formentlig skyldtes økonomiske årsager. Dette skete i Hørby Kirke, hvor koret blev overhvælvet i samme periode som hele kirken i Hagested, men som bekendt var kirken i Hørby også betydeligt større og især det brede skib var næppe helt enkelt at overhvælve. Da også koret var usædvanligt stort i Hørby, måtte korhvælvingen her deles op på to fag, hvor det vestligste fag omtrent svarer til det gamle kors areal. Hørby Kirkes skib blev først overhvælvet omkring år 1500, hvor det ligesom i Hagested fik tre fag, men her af mere symmetrisk størrelse. Kronologien for hvælvbyggeriet i Udby Kirke er lidt mere usikkert. De nuværende hvælvinger er ligesom skibshvælvingerne i Hørby fra omkring år 1500, hvilket efter nordvestsjællandske forhold er ret sent, men om det skyldes dårlig økonomi, en usædvanlig lang byggeperiode eller at de bevarede hvælvinger repræsenterer en ombygning af tidligere hvælv er uvist.

Der har været flere forslag fremme om årsagen til hvælvslagningen i senmiddelalderens kirker. Først og fremmest er hvælvene blevet opfattet som en sikring af kirkerne imod brand; flere kirker synes da også netop at have fået hvælv efter store brande. Som en mere religiøs begrundelse er det blevet foreslået, at hvælvene var med til at gøre kirkebygningen endnu mere overdådig og overjordisk, hvilket rent konkret udmøntede sig i hvælvenes form, der i symbolsk forstand åbnede kirkens loft op imod himmelen og endog afspejlede himmelhvælvet selv, hvor de endvidere dannede en prima flade for de senmiddelalderlige kalkmalerier. Endelig er hvælvene blevet forklaret som lidt af et modefænomen.

Våbenhuse

I den sengotiske periode tilførtes kirkerne ofte et våbenhus ud for mindst den ene af indgangene. Også våbenhuset fik kamtakket gavl med blændinger. Våbenhuse kunne være af højst vekslende størrelse og har tilsyneladende også tjent flere forskellige formål. Først og fremmest havde de en rent praktisk funktion som vindfang og som forhal til selve kirkerummet; en slags mellemstation mellem den jordiske verden og Guds rige. Her kunne præsten forberede de af menigheden, der af den ene eller anden grund endnu ikke var rene nok i religiøs forstand til at træde ind i kirken. Dertil synes de sydlige våbenhuse (ved mandedørene) i hvert fald i perioder tillige at have levet op til deres navn. Således kunne svenskeren Olaus Magnus i midten af 1500-tallet berette, at bønderne i Norden gik væbnede til kirke, men lagde våbnene enten uden for kirken eller i dennes forhal. Flere våbenhuse synes endvidere at have fungeret som skolestuer. Våbenhusene fik deres helt store udbredelse fra midten af 1400-tallet. Ikke så få af dem er dog senere revet ned og eventuelt afløst af nye våbenhuse.

Alle næssets tre kirker har i slutningen af middelalderen fået opført våbenhuse ud for både syd- og norddøre, men i dag er kun de fem bevarede, idet sydvåbenhuset i Hagested er blevet nedrevet inden 1800, men lader sin fortidige eksistens afsløre ved spor i murværket og nedgravne fundamentrester. Det nordlige våbenhus i Hagested er dateret til højgotikken (1350-1450) og kan dermed være et af de ældste bevarede våbenhuse på næsset.

Fra den højgotiske fase menes også sydvåbenhuset i Hørby Kirke at stamme. Betydeligt ældre end våbenhuset er imidlertid den dørhammer i jern udformet som et løvehoved, der sidder på yderdøren. Stilmæssigt synes løven nemlig at være romansk, og den kan således være ligeså gammel som kirken selv. Den solide jernbeslåede dør, som løven sidder på, er fra 1590 - selvom det indridsede årstal prøver at snyde sig 70 år ældre; døren hævder således at være fra 1520, men den nederste streg i totallet synes at være en senere tilsnigelse. Også døren fra sydvåbenhuset ind i Hørby Kirke er et blik værd. Den er knap så solid som yderdøren, men til gengæld en del ældre, formentlig fra perioden 1250-1350. Forsiden er kunstfærdigt udsmykket med smedejernslister og halvkugleformede jernbukler i en stil, der i middelalderens Danmark ellers kun kendes fra Barsebæk Kirke i Skåne.

I slutningen af middelalderen (1450-1550) opførtes endnu et våbenhus på nordsiden af Hørby Kirke ud for kvindedøren. Våbenhuset havde et usædvanligt kraftigt bræddeloft, hvilket kan indikere, at det blev anvendt som kornloft for tiendekornet. Våbenhuset virker i dag meget lavt, hvilket skyldes, at der er sket en betydelig terrænhævning på kirkens nordside, hvis jordhøjde i senmiddelalderen antageligt lå omkring 50 cm lavere end nu. Også gulvet inde i våbenhuset er blevet hævet væsentligt i eftertiden, da man på et tidspunkt valgte at opgive nordindgangen, tilmure døråbningen og anvende våbenhuset til redskabsrum og senere fyrrum. Først ved en større restaurering af kirken i 1976-78 blev norddøren genåbnet. Går man ind i Hørby Kirke gennem det søndre våbenhus og ud gennem det nordre, mærkes i øvrigt for alvor at kirken er anlagt på en bakkeskråning, idet der fra skibet er fire trin op til gulvet i nordvåbenhuset, der ligger i niveau med terrænet udenfor.

Fig. 15. Hørby Kirke set fra øst, hvor den betydelige terrænhældning fremgår. Beyer & al. 1980, fig. 11, s. 49.

I Udby Kirke menes det nordlige våbenhus at være ældst, men præcis hvornår nogle af dem er fra, vides ikke. Som nævnt havde mænd og kvinder oprindeligt hver sin indgang og her altså også hver sit våbenhus, men denne kønsmæssige opdeling af dørene blev efterhånden indstillet, hvorfor det nordlige våbenhus i 1800-tallet anvendtes til materialhus, indtil det ved århundredets afslutning indrettedes til ligkapel, som hvilket det stadig tjener. I dag er begge køn velkomne til at anvende indgangen via det sydlige våbenhus gennem den oprindelige rundbuede mandedør, idet kvindedøren fra det nordlige våbenhus ind til kirken er blevet blændet.

Fig. 16. Udby Kirkes nordlige våbenhus ud for den nu blændede kvindedør; rummet anvendes i dag som ligkapel. Eget fotografi 2004.

Sakristier

Mens de fleste middelalderlige kirker i Danmark fik våbenhuse, var sakristier mere en sjældenhed; på landsplan opførtes sådanne ved knap 15% af kirkerne, men på Sjælland ved op imod halvdelen. På Tuse Næs anlagdes sakristier ved samtlige tre kirker, men kun i Hagested og Hørby er de bevarede. Sakristiet havde ligesom våbenhuset normalt form af en omtrent kvadratisk tilbygning, der næsten altid var overhvælvet og placeret oppe ved koret, som regel på nordsiden af dette, formentlig for ikke at skygge for lyset til koret. Sakristiet var så at sige kirkens “bankboks” til opbevaring af særligt værdifulde sager, såsom bøger, messeklæder, hellige kar og andre genstande til brug i liturgien. Derfor var der heller ikke adgang til sakristiet udefra - kun gennem koret - og vinduerne var typisk meget små og gerne forsynet med gitre.

Danske sakristier kan gennemgående dateres til første halvdel af 1500-tallet, hvilket også gælder her i regionen. Sakristiet i Hørby Kirke er dog muligvis noget ældre, idet døråbningen i korets nordvæg ud til sakristiet synes at være brudt samtidigt med eller kort efter korets overhvælvning, der er dateret til højgotikken (1350-1450). Det kvadratiske sakristi i Hørby havde et enkelt vindue på østsiden, der nu er blændet, men konturerne kan stadig anes; det nuværende vindue på nordsiden og døren i vestmuren er senere tilføjelser. At sakristiet også har fået en gavl på siden ind mod koret er i øvrigt temmelig usædvanligt. I Hagested Kirke menes sakristiet at være noget senere og formentlig den yngste af de bevarede middelalderlige tilføjelser. I begge kirker er sakristierne i øvrigt på et senere tidspunkt blevet omdannet til gravkapeller for ejerfamilierne på de respektive nærvedliggende herregårde, hvilket endnu er gældende i Hagested.

I enkelte nordvestsjællandske kirker var sakristiet imidlertid ikke en selvstændig bygning som i Hørby og Hagested, men blot et rum i den østligste del af koret adskilt fra dette med en væg, hvilket man f.eks. endnu kan opleve i Kundby og Mørkøv Kirker. Disse såkaldte “østsakristier” (til forskel fra de traditionelle “nordsakristier”) dateres normalt til første halvdel af 1500-tallet, hvor de næsten altid er opført i forbindelse med en ombygning af det gamle romanske kor til et nyt “langhuskor” jævnbredt med skibet. En sådan ombygning kendes ikke for Udby Kirke, men alligevel kan en synsforretning fra 1826 berette om et sakristi i selve apsiden adskilt fra resten af korrummet ved en mur og en dør. Yderligere kendskab haves desværre ikke til sakristiet i Udby, der sammen med kor og apsis blev revet ned i 1867-68 og afløst af et nyt retgavlet kor - i øvrigt fordi man fandt koret for lille og havde konstateret revner i hvælvingen.

Tårne

Paradoksalt nok er den måske mest karakteristiske bygningsdel af den typiske danske landsognekirke som oftest også den yngste del af bygningen; nemlig det gotiske tårn. Angiveligt skulle kun 11 ud af godt 350 sjællandske middelalderkirker ikke have haft tårn ved udgangen af middelalderen,[9] og selvom relativt mange kirker her på egnen allerede fik tårne i romansk tid, så var tårnbyggeriet normalt et fænomen, der især hører hjemme i årtierne umiddelbart før og efter reformationen. I modsætning til mange af kirkerne syd for Holbæk Fjord fik ingen af kirkerne på Tuse Næs - alle deres øvrige kuriosa til trods - opført de særegne smalle eller tvedelte romanske tårne fra 1100- og 1200-tallet, som bl.a. kan opleves i Nørre og Sønder Jernløse, samt selvfølgelig i Tveje Merløse. De gotiske tårne på Sjælland adskiller sig fra de romanske ved næsten altid at være kvadratiske og næsten jævnbrede med skibet (dog ofte en anelse smallere), på hvis oprindelige vestgavl de ofte hviler. De er typisk opført i munkesten i tre stokværk, hvor det nederste gerne er overhvælvet og står i forbindelse med skibet gennem en arkadeåbning i vestmuren. De gotiske tårne synes i mindre grad end deres romanske forgængere anvendt som gravkapeller. Derimod blev de ofte brugt som dåbskapeller og til opmagasinering.

Mens opgangen til de romanske tårne altid har været at finde i tårnets eller kirkens indre, havde de gotiske tårne typisk opgang i et udvendigt trappehus til mellemste stokværk, hvorfra en stige førte helt op til klokkerummet. Mens de romanske tårne nok er det mest omdiskuterede forhold ved Danmarks middelalderlige kirker, har kirkehistorikerne aldrig tildelt byggeriet af de gotiske tårne nogen videre opmærksomhed til trods for dets enorme omfang og udbredelse inden for et relativt kort tidsrum. Faktisk er der stort set ikke forsøgt givet nogen forklaring på det gotiske tårnbyggeri, der tilsyneladende er blevet opfattet som en selvfølgelighed. Den navnkundige kirkehistoriker Mouritz Mackeprang mente, at bevæggrunden for opførelsen af de gotiske kirketårne først og fremmest må have været et modefænomen, da det var svært at få øje på nogen praktisk nødvendighed. Den smalle og som regel højresnoede trappe gjorde i teorien kirketårnet til et fortrinligt forsvarsværk i urolige tider, idet en indtrængende fjende ville have meget svært ved at beskytte sig med et våben i sin højre hånd på vej op ad trappen, imens forsvareren kunne tildele ham drøje hug oppefra. Om denne taktiske manøvremulighed har været anvendt i trappehusene på næssets kirker skal her være usagt, men i Hørby har døren til trappehuset kunnet spærres indefra med en bom, hvilket er usædvanligt. Mens trappehusene sidder på sydsiden af tårnene i Hørby og Udby, finder vi den på nordsiden i Hagested; noget godt bud på årsagen til denne forskel har jeg ikke.

Næssets kirketårne er alle forsynet med de obligatoriske kamtakkede gavle og højblændinger. Jeg kender ikke højden af tårnet i Hagested, men op til de øverste kamtakker i Udby og Hørby skulle der angiveligt være henholdsvis 18 og 20 m. Tårnet i Hørby er i øvrigt temmeligt stort efter østdanske sognekirkeforhold, hvilket hænger sammen med, at det som traditionen bød blev bygget kvadratisk og næsten jævnbredt med skibet - og det romanske skib i Hørby var som tidligere nævnt fra begyndelsen atypisk bredt. Under tårnet i Hørby er der fundet en romansk gravsten anvendt som sokkelsten. Romanske gravstene er forholdsvis sjældne og kædes ofte sammen med stormandskirker, hvilket altså er endnu en indikation på Hørby Kirkes særlige status helt fra sin ældste tid.

Gravkapeller

De sidste store ombygninger på kirkerne på Tuse Næs er post-middelalderlige og drejer sig om to adelige familiegravkapeller i Hørby og Hagested. Mindst er der i denne henseende at se i Hagested Kirke, hvor kapellet blev fjernet i 1882. Det var blevet opført på sydsiden af skibet i 1754 efter ønske fra kirkens ejer Hans Didrik Brinck-Seidelin på Hagestedgård. 20 år forinden havde samme Herr Hans ellers ladet kirkens sakristi indrette til familiegravkapel, som hvilket det endnu fungerer.

Fig. 20. Rekonstruktion af Hørby Kirke siden renæssancen med samtlige tilbygninger, hvoraf den sidste er gravkapellet på sydsiden af koret. Beyer & al. 1980, fig. 23 s. 65.

Ældre - og endnu eksisterende - er kapellet i Hørby Kirke, hvor lensmanden Peder Reedtz (†1607) på Hørbygård omkring år 1600 lod opføre et gravkapel til sig selv og sin efterslægt på sydsiden af det gamle kor. Kapellet havde sandsynligvis dengang et enkelt vindue imod syd, som dog ikke er identisk med det nuværende. Der var adgang til kapellet fra koret, hvor man ligesom ved opførelsen af sakristiet og tårnet havde brudt en åbning i den gamle mur. Gulvet i gravkapellet ligger ca. 50 cm over korets gulvhøjde, hvilket skyldes, at der til Peder Reedtz’ efterfølgere blev udgravet en overhvælvet gravkrypt. Her lå bl.a. lensmandens søn, rigsråd Frederik Reedtz (†1659) og hans to hustruer. Der er nedgang til gravkrypten inde fra kapellet via en lille snoet stentrappe. I 1858 blev yderligere tre kister (rummende endnu en ejer af Hørbygård, admiral Span, og dennes hustru og datter) flyttet fra deres oprindelige plads oppe i kapellet og ned i krypten, hvorefter nedgangen blev muret til. Flytningen skete i forbindelse med en funktionsmæssig rokade i Hørby Kirke, hvor det gamle sakristi indrettedes til nyt gravkapel for herskabet på Hørbygård, mens det gamle kapel blev omdannet til sakristi - hvilket altså kostede Familien Span en niveaumæssig degradering. Nedgangen til gravkrypten blev genåbnet i forbindelse med kirkens restaurering 1976-78, og besøgende er velkomne til at gå ned i krypten – hvis de tør – men tag et stearinlys eller en lommelygte med oppe fra kapellet, da der er yderst mørkt. Under nedstigningen bør man passe på de smalle trin og det lave loft over trappen, mens man nede i krypten bedes undgå at træde på salamanderen; desuden er kryptens vægge dækket af tusindvis af myg, der dog for hovedpartens vedkommende er døde og således også har fundet deres sidste hvilested her. Der er ikke længere nogen kister stående, idet krypten blev tømt i 1979, men året efter blev Frederik Reedtz, admiral Span og de fire kvinder genbegravet under kryptens gulv. Krypten er dækket af et såkaldt tøndehvælv og har haft lysglugger i de tre ydermure, der siden er blevet blændet.

Fig. 21-22. Den tøndehvælvede krypt under gravkapellet i Hørby Kirke. Eget fotografi 2004.

Og dermed slutter min kirkehistoriske rundtur på Tuse Næs. Bortset fra mindre ombygninger og restaureringer - hvoraf korombygningen i Udby er den mest betydelige - har kirkerne endnu i dag det ydre, som de har haft siden middelalderens slutning (for kapellet i Hørbys vedkommende dog siden omkring år 1600). Noget andet er så kirkernes indre, hvor man bortset fra murværket gennemgående kun finder ganske få elementer fra middelalderen - men det er en helt anden historie.

Litteratur

Anglert, Mats (1995): “Kyrkor och herravälde - Från kristnande till sockenbildning i Skåne”, ’Lund Studies in Medieval Archaeology’ bind 16, Lund.

Beyer, Flemming & al. (1980): “Hørby Kirke - En bygningshistorisk redegørelse”, i ’Fra Holbæk Amt’ 1980, Historisk Samfund for Holbæk Amt, 35-78.

Hansen, Birgit Als & Morten Aaman Sørensen (1979): “Den usynlige kirke - Butterup kirkes indre i middelalderen”, i ’Strejflys over Danmarks bygningskultur - festskrift til Harald Langberg’, Nationalmuseet, København, 65-82.

Jacobsen, Henrik (1993): “Romanske vesttårne, deres indretning og funktion - Vesttårne før 1300 i det middelalderlige Danmark øst for Storebælt”, ’Lund Studies in Medieval Archaeology’ bind 12, Stockholm.

Jakobsen, Johnny Grandjean Gøgsig (2002): “Kirkeanlæggelse og sognedannelse i Merløse Herred”, historieprojekt, Roskilde Universitetscenter.

Jakobsen, Johnny Grandjean Gøgsig (2004): “Middelalderens landbrug og bebyggelse - en statistisk-geografisk undersøgelse af landbrugs- og bebyggelsesforholdene i NV-Sjælland gennem vikingetid, middelalder og tidlig moderne tid”, geografispeciale, Roskilde Universitetscenter.

Jørgensen, Marie-Louise og Hugo Johannsen (1979): “Indledning”, ’Danmarks Kirker IV: Holbæk Amt’ hæfte 1, Nationalmuseet, København.

Jørgensen, Marie-Louise og Hugo Johannsen (1981): “Kirkerne i Tersløse, Stenlille, Udby og Hørby”, ’Danmarks Kirker IV: Holbæk Amt’ hæfte 6, Nationalmuseet, København.

Jørgensen, Marie-Louise og Hugo Johannsen (1982): “Kirkerne i Hagested, Gislinge, Tuse og Kundby”, ’Danmarks Kirker IV: Holbæk Amt’ hæfte 7, Nationalmuseet, København.

Mackeprang, Mouritz (1927): “Middelalderlige Kirkeudvidelser”, i ‘Festskrift til Kristian Erslev’, red. af P. Nørlund, Den danske historiske Forening, København, 187-210.

Nyborg, Ebbe (1986): “Kirke - sognedannelse - bebyggelse. Nogle overvejelser med udgangspunkt i et bebyggelsesprojekt for Ribeområdet”, i ‘hikuin’ bind 12, Forlaget Hikuin, Højbjerg, 17-44.

Noter

[1] Jakobsen 2002 og Jakobsen 2004; begge rapporter kan lånes gennem Holbæk Bibliotek, specialet desuden gennem RUC’s bibliotek.

[2] Hvor ikke andet er anført, stammer de bygningsmæssige oplysninger fra beskrivelsen af næssets kirker i Danmarks Kirker (Jørgensen & Johannsen 1981 og 1982), dog flere steder suppleret med egne iagttagelser.

[3] Selv har jeg anvendt metoden for Nordvestsjælland i mit netop afsluttede speciale (Jakobsen 2004).

[5] Årsagen kan også være en mangel på tilstrækkeligt langt (og samtidig stærkt) egetømmer. Således modtog flere af de sjællandske klostre i denne tid skovbesiddelser i Halland, hvilket bl.a. i Sorø Klosters tilfælde angiveligt skyldtes en mangel på kvalificeret tømmer til deres efter danske forhold yderst imponerende kirkebyggeri.


	Hørby Kirkes historie og indretning