En præsentation af Udby og Hørby Kirker og deres historie

af stud.scient. Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen for Udby-Hørby Pastorat 2003

Tuse Næs på Videnskabernes Selskabs Kort fra 1771. 

Kirkerne på Tuse Næs er fra den ældre middelalder. De ældste dele af de eksisterende stenkirker kan dateres til 1100-tallet, men det er langt fra usandsynligt, at disse stenkirker har afløst endnu ældre trækirker fra 1000-tallet, sådan som det kendes fra talrige andre danske landsbykirker. Begge kirker lå ved næssets to landsbyer med endelsen -by, Udby og Hørby, der af stednavneforskerne menes at stamme fra vikingetiden eller yngre jernalder. Netop disse to byer synes at repræsentere en samtidig kolonisation og bebyggelse af næsset, der pga. sin udsatte beliggenhed tæt ved fjorden og risikoen for angreb fra søsiden indtil da havde ligget forholdsvis ubeboet hen. Som andre vikingetidige by-bebyggelser giver Hørby og Udby præg af fra starten at have været relativt store bebyggelser anlagt såvel militærtaktisk som landbrugsmæssigt fornuftigt. I de følgende århundreder anlagdes fra de to by-byer fem såkaldte torper med stednavneendelserne -rup og -strup (Kastrup, Uglerup, Kisserup og Løserup, samt den senere nedlagte Tåderup). Fra samme eller et senere bebyggelseslag stammer formentlig næssets øvrige bebyggelser med undtagelse af Markeslev, som man må formode har ligget der endnu inden Udby og Hørby kom til. Ved indgangen til middelalderen synes Markeslev dog at have haft en sekundær position i forhold til de to nye og større by-landsbyer, og da næssets kolonister engang i slutningen af vikingetiden eller starten af middelalderen skulle have mulighed for at gå i kirke, blev disse da også rejst ved Hørby og Udby.

Hørby Kirke og dens historie

Hørby Kirke set fra nordøst. Hørbygård anes i baggrunden (eget fotografi 2004).

Hørby Kirke afviger på flere måder fra Udby Kirke, der i vidt omfang kan betegnes som en typisk dansk landsbykirke. Kirken i Hørby kan bedre beskrives som en ”herregårdskirke”. Dette forhold er i nutiden ekstra tydeligt ved, at kirken ligger klods op af herregården Hørbygård, mens nogen landsby ved navn Hørby ikke umiddelbart anes i landskabet. Den nuværende bebyggelse med navnet Hørby, der ligger omkring Hørby Færgekro nede ved fjorden syd for Udby, er en moderne afløser for den oprindelige landsby, der lå oppe ved kirken og herregården indtil udskiftningen i slutningen af 1700-tallet, hvor alle rigets landsbyer gik over fra dyrkningsfællesskab med én samlet bymark til selvstændige udskilte jordlodder. I Hørby blev denne udskiftning ledsaget af en usædvanlig konsekvent udflytning af samtlige byens gårde, hvorefter kun herregården og kirken blev tilbage på den gamle landsbys plads. Faktisk lå der hele 23 bøndergårde og en del huse i Hørby i 1680’erne. Og da der også eksisterede en middelalderlig hovedgård i Udby, samt en stor bispeejet herregård i Mosemark nær Udby, er det ikke kirkens naboskab med Hørbygård alene, der gør Hørby Kirke så speciel. Det er snarere det faktum, at herskabet af en eller anden grund i dette tilfælde tilsyneladende har gjort særlig stor indflydelse gældende på kirkens udformning og indretning.

De ældste omtaler af en stormandsgård i Hørby stammer fra første halvdel af 1300-tallet, hvor Niels Tuesen og dennes mulige sønner Peder og Karl Nielsen omtales i kilderne som herrer »..af Hørby.« I anden halvdel af 1300-tallet kendes til flere transaktioner af gården eller anparter i den blandt adskillige adelsslægter (Bryske, Basse, Moltke og Urne m.fl.), indtil hele Hørbygarth såvel som landsbyen Hørby i 1411-12 blev samlet under Roskildebispen, der frem til reformationen lod gården drive ved lensmænd. Ved reformationen kom Hørbygård under Kronen, der ligesom bispestolen lod gården drive ved lensmænd, indtil den i 1698 overgik til privat eje. Siden 1748 har Hørbygård været i familien Castenschiolds eje. Kirken har fra de ældste omtaler været nært knyttet til hovedgården, der sad på såvel tiendeindtægterne, de tilhørende jorder og patronatsretten. Først i 1951 er Hørby Kirke overgået til selveje. 

Hørby Kirkes bygninger

Hørby Kirke var i sin oprindelige grundform ganske traditionelt opbygget omkring et kor og et skib. Hvad der til gengæld var mindre traditionelt ved den oprindelige Hørby Kirke var skibets proportioner. Skibet var knap 8 m bredt og godt 15 m langt med et samlet indvendigt fladeareal på ca. 118 m². Til sammenligning målte nabokirken i Udby 10,5 x 7 m (73,5 m²), uden at denne i øvrigt kan regnes blandt de mindre kirker efter datidens lokale standard. Kirkerne i de to herreder syd for Isefjorden, Tuse og Merløse, varierede ganske betydeligt i skibsstørrelsen i 1100-tallet med 37 m² i Søndersted Kirke som det mindste til ca. 101 m² i Tølløse Kirke som det næststørste. Hørby Kirke havde altså det ubetinget største kirkeskib i hele det sydvestlige Isefjordsområde i 1100-tallet. Faktisk er skibet ganske identisk med det nutidige, men hvor vi i dag vil kunne finde mange andre kirker i området med samme indre areal som i Hørby, så er disse altid opnået gennem senere udvidelser - f.eks. i Udby, hvor skibet gjordes 50% større med en udvidelse i vestlig retning i 1200-tallet. Hvorfor kirken i Hørby skulle være så stor allerede i 1100-tallet er ikke umiddelbart til at sige, men det understøtter i hvert fald opfattelsen af, at den lige fra begyndelsen har skullet opfylde en anderledes funktion eller måske bare nogle større ambitioner hos bygherren. At længdeaksen i koret og skibet er omtrent solret er endnu en indikation på, at der virkelig er lagt ressourcer i byggeriet lige fra starten.

Rekonstruktion af Hørby Kirkes ældste romanske fase (1100-tallet) (Beyer & al. 1980, fig. 18, s. 62).

Var det oprindelige romanske skib i Hørby exceptionelt i regional målestok, så var taget på kirken enestående helt op på nationalt niveau. Hørby Kirkes ældste tag var, som det fremgår af tegningen ovenfor, todelt i den forstand, at det ikke gik i en lige linie fra tagryggen til tagfoden. Omkring midtvejs blev linien brudt af et lodret fald på ca. 40 cm, hvor der mellem de spåndækkede tagflader sad langsgående planker sat på højkant over såvel skib som kor. Tagkonstruktionen, der ikke kendes fra nogen anden dansk middelalderkirke, er blevet betegnet som “basilikal”, idet den minder om de såkaldte basilikaer, der er kirker med et hovedskib flankeret af to mindre sideskibe, hvis tage er bygget sammen, men ligger i forskellig højde. I Hørby har der imidlertid aldrig været mere end ét skib, hvilket gør konstruktionen enestående. Tagformen leder tanken hen på vikingetidens langhuse, og det er da også blevet foreslået, at bygmesteren med vilje har tilstræbt at give stenkirken et ydre i stil med de ældre trækirker. Årsagen kan dog også tænkes at have en mere praktisk begrundelse. F.eks. kan man forestille sig, at det pga. tagets spændvidde har været vanskeligt at fremskaffe spær af tilstrækkelig længde. Under tagspringet har der muligvis stået et sæt jordgravede stolper i begge sider, der således har dannet en “søjlerække” inde i kirken. Dette var normalt ikke noget man brugte i de romanske stenkirker, hvor taget alene hvilede på de tykke ydermure og gavlene, men netop pga. kirkens usædvanligt store størrelse, kan en bygmester i første halvdel af 1100-tallet tænkes at have tyet til den gammelkendte understøtningsmodel af frygt for, at taget ellers ville styrte sammen. En anden mulighed er, at de tagbærende søjler hvilede på loftsbjælkerne og dermed ikke gik helt ned til jorden.

Rekonstruktion af Hørby Kirkes senromanske fase (1200-tallet) (Beyer & al. 1980, fig. 19, s. 62).

Formentlig en gang i første halvdel af 1200-tallet gennemgik Hørby Kirke sin første større ombygning. Baggrunden herfor kan have været en brand, da der ved en udgravning af gulvet er fundet rester af en sådan brand fra den romanske periode. I hvert fald medførte ombygningen, at gavlene og taget nu blev ændret til den normale retlinede form, hvorved de bærende træstolper i kirkerummet - der meget vel kan have været en medvirkende faktor til branden - ikke længere var nødvendige; byggefaget havde formentlig udviklet bedre metoder til at forstærke tagene over så store rum siden den første tagopførelse.

Under alle omstændigheder har Hørby Kirke ved udvidelsen fået sig et stort og prægtigt kor, der fuldt og helt svarede til det størrelsesmæssigt overlegne skib. I Tuse og Merløse herreder havde de romanske kirkekor typisk en størrelse på enten 13-14 m² eller 20-21 m², hvor Hørby Kirke med sine ca. 20 m² altså allerede fra begyndelsen lå i den pæne gruppe. Med udvidelsen til knap 42 m² fik Hørbykirken et kor, der var ligeså stort som eller større end adskillige af områdets kirkeskibe. Til sammenligning havde (og har) f.eks. hovedgårdskirken i Grandløse syd for Holbæk et skib på 44 m², mens Søndersted Kirkes skib som tidligere nævnt måler 37 m². Selv to af egnens næststørste romanske kirker i Tølløse og Hagested, der muligvis fra begyndelsen har indtaget en særlig status som en slags herredskirker med flere præster tilknyttet og derfor et behov for større korbygninger, havde kor på “blot” henholdsvis 32 m² og knap 30 m². Den nye korgavl viste sig imidlertid at blive et problem, idet fundamentet under sydøsthjørnet allerede i senmiddelalderen begyndte at synke og muren skride ud. I eftertiden har man derfor måttet understøtte gavlen med gentagne reparationer.

Korgavlen i Hørby Kirke er i øvrigt bemærkelsesværdig pædagogisk ved, at det selv for os lægfolk er muligt at klassificere den som “senromansk” - om end ved hjælp af lidt basal grundviden. Gavlmuren er, som det fremgår af billedet herunder til venstre, opført i en blanding af kampesten og brændte teglsten, de såkaldte munkesten, der kan beskrives som store mursten. Kampestenene er sandsynligvis genanvendt fra den gamle korgavl, men man har “lappet” på den og forstærket den med de i mellemtiden indførte teglsten, der så småt gjorde deres indtog sidst i 1100-tallets kirkebyggeri i Danmark, og især fik stor betydning i den gotiske kirkebygningsfase (1250-1550). Når vi imidlertid med sikkerhed kan sige, at korudvidelsen er senromansk og ikke gotisk, skyldes det, at det lille gavlvindue (der er vist indefra på billedet herunder til højre) er et typisk eksempel på et romansk kirkevindue - men altså her muret op i teglsten. I slutningen af 1200-tallet indførtes nye og betydeligt større gotiske vinduer, der nutildags kendes fra størsteparten af de danske sognekirker - dog ofte i langt senere udskiftninger i nygotisk stil - og også pryder resten af Hørby Kirke, hvor de i skibet har erstattet de oprindelige romanske vinduer. Et enkelt af de oprindelige romanske vinduer findes dog delvist bevaret på nordsiden af skibet i kirkens vestligste ende umiddelbart over kvindedøren, hvor der pga. af våbenhuset og døren ikke blev plads til et stort gotisk vindue. Det romanske vindue er i dag muret til.

Til venstre: Hørby Kirkes korgavl. Til højre: Korets østvindue set indefra (Beyer & al. 1980, fig. 12-13, s. 50-51).

Rekonstruktion af Hørby Kirkes højgotiske fase (1350-1450) (efter Beyer & al. 1980, fig. 20-21, s. 63).

Mens dateringen af de højgotiske udvidelser i Hørby Kirke er lidt usikker, synes næste fase at kunne henlægges til omkring år 1500. Da blev også skibet overhvælvet i tre fag. Ved overhvælvningen af skibet måtte ydermurene ligesom på koret gøres ca. ½ m højere, hvilket også betød, at det søndre våbenhus måtte forhøjes. På de nye forhøjede gavlmure valgte man ikke at genopføre kamtakkerne, der i stedet afløstes af glatte kanter (såkaldte museaftrapninger).

På nordsiden af kirkeskibet, ud for kvindedøren, opførtes endnu et våbenhus. Våbenhuset havde et usædvanligt kraftigt bræddeloft, hvilket kan indikere, at det blev anvendt som kornloft for tiendekornet. Dette blev i de romanske kirker typisk lagt på loftet over skibet, men da disse blev overhvælvede i slutningen af middelalderen, måtte kornet placeres andre steder. Mange steder opførtes derfor deciderede kirkelader i denne tid, og en sådan ved Hørby Kirke nævnes i et skrift fra 1661. Våbenhuset virker i dag påfaldende lavt, hvilket skyldes, at der er sket en betydelig terrænhævning på kirkens nordside, hvis jordhøjde i senmiddelalderen antageligt lå omkring 50 cm lavere end nu. Også gulvet inde i våbenhuset er blevet hævet væsentligt i eftertiden, da man på et tidspunkt valgte at opgive nordindgangen, tilmure døråbningen og anvende våbenhuset til redskabsrum og senere fyrrum. Først ved en større restaurering af kirken i 1976-78 blev norddøren genåbnet, og det nordre våbenhus benyttes nu som venterum ved dåb og vielse.

Rekonstruktion af Hørby Kirkes sengotiske fase (1450-1550) (Beyer & al. 1980, fig. 22, s. 64).

Til de sidste middelalderlige tilbygninger på Hørby Kirke hører tårnet, der er yngre end hvælvslagningen i skibet og dermed synes at stamme fra 1500-tallets første årtier. Den østlige tårnmur er bygget ovenpå skibets oprindelige vestgavl, der ved samme lejlighed blev gennembrudt, så der var adgang fra skibet til det overhvælvede rum under tårnet gennem en arkade. Den nutidige tårnarkade er ikke den oprindelige, men stammer fra en udvidelse af åbningen i 1666. Adgang til tårnets mellemste og øvre stokværk gik fra begyndelsen gennem et trappehus med en spindeltrappe på tårnets sydside. Døren har kunnet spærres indefra med en bom, hvilket er usædvanligt. Tårnet i Hørby er efter danske sognekirkeforhold temmeligt stort, idet det er omtrent kvadratisk med samme bredde som skibet. De øverste dele af tårngavlene rager godt 20 m op over terrænet, mens glamhullerne sidder i omkring 12 meters højde. På tårnets østmur et par meter under glamhullerne har man indmuret to marksten, der stikker omkring 25 cm ud fra muren. Formålet hermed kendes ikke, men som en mulighed kan det tænkes, at de har været beregnet på opstilling af figurer. I tårnets øverste stokværk sidder to klokker fra 1627 og 1648. Desuden findes et sejerværk fra første halvdel af 1700-tallet, der står i forbindelse med tre urskiver på tårnets ydermure på syd, vest og nord. Under tårnet er der fundet en romansk gravsten anvendt som sokkelsten. Romanske gravstene er forholdsvis sjældne og kædes ofte sammen med stormandskirker, hvilket altså er endnu en indikation på Hørby Kirkes særlige status helt fra sin ældste tid.

Hørby Kirke fik sin sidste tilbygning omkring år 1600. Lensmanden Peder Reedtz (†1607) på Hørbygård lod således opføre et gravkapel til sig selv og sin efterslægt på sydsiden af det gamle kor. Hans ligsten sidder nu i kapellets vestvæg. Kapellet havde sandsynligvis et enkelt vindue imod syd, som dog ikke er identisk med det nuværende. Der var adgang til kapellet fra koret, hvor man ligesom ved opførelsen af sakristiet og tårnet havde brudt en åbning i den gamle mur. Gulvet i gravkapellet ligger ca. 50 cm over korets gulvhøjde, hvilket skyldes, at der til Peder Reedtz’ efterfølgere blev udgravet en overhvælvet gravkrypt. Her lå bl.a. lensmandens søn, rigsråd Frederik Reedtz (†1659) og hans to hustruer.

Rekonstruktion af Hørby Kirke siden renæssancen (fra ca. 1600) (Beyer & al. 1980, fig. 23, s. 65).

Selvom kirken ikke fik flere tilbygninger, skete der stadig nye ombygninger. Mens der ikke haves noget konkret belæg for formodninger om eksistensen af et herskabspulpitur i kirkeskibets vestlige ende i middelalderen, så lod herskabet på Hørbygård indbygge et stort barokt pulpitur engang i løbet af 1700-tallet. Denne opsætning medførte en større ombygning af det sydlige våbenhus, der både blev gjort højere og bredere. Årsagen hertil var, at herskabet ville have en trappe med direkte opgang til pulpituret udefra. Denne trappe blev anlagt i våbenhusets udvidede vestlige del, hvor den adskiltes fra resten af menighedens indgangsrum med en væg af bindingsværk. Døren op til pulpiturtrappen findes stadig i våbenhusets vestvæg, men da pulpituret for længst er fjernet igen (ved en ombygning i starten af 1900-tallet), giver døren i dag kun adgang til kirkens toilet.

1858 lod familien Grevenkop-Castenschiold på Hørbygård flytte rundt på funktionerne af de to kortilbygninger, idet det gamle sakristi på nordsiden indrettedes til familiens gravkapel, mens Reedtzfamiliens gravkapel på sydsiden herefter fik funktion af sakristi. Rokeringen medførte en del ændringer på begge bygninger, idet det oprindelige sakristis dør ind til koret og det lille vindue mod øst blev muret til, mens en ny dør blev indsat i bygningens vestmur og et stort vindue sattes i nordmuren. Samtidig blev gulvet hævet, hvilket muligvis var af hensyn til ældre begravelser. På samme måde blev der i det gamle gravkapel indsat en ny yderdør (i østmuren) og et stort vindue (i sydmuren). Allerede i 1896 blev det nyindrettede gravkapel i sakristibygningen opgivet igen, idet familien på Hørbygård i stedet lod opføre et fritliggende gravkapel i nygotisk stil ude på kirkegården, som senere er blevet udvidet til omtrent den dobbelte (og nuværende) størrelse.

Hørby Kirkes indretning

Man kan komme ind i Hørby Kirke ad flere veje. Alle kirker havde i middelalderen to indgange, en mande- og en kvindedør på henholdsvis syd- og nordsiden af kirkeskibet, men efterhånden som denne kirkelige kønsopdeling blev opgivet, blev også den ene af indgangsdørene normalt muret til. Det blev de ikke i Hørby Kirke, hvor der tillige er en ekstra indgang gennem det gamle gravkapel på sydsiden af koret. Vi vil dog begynde vores rundtur ved den oprindelige og nuværende ”hovedindgang” gennem det sydlige våbenhus – hvor både mænd og kvinder i dag er velkomne. Her mødes man af et par statelige døre. Den solide jernbeslåede yderdør er fra 1590 og bærer en 12 linier lang indskrift med et citat fra en af Davids Salmer: »Så forlad dig på Herren og gør det som godt er; bo på jorden og søg din føde med tro. Forløs dig udi herren, han skal give dig dit hjertes begæring.« Indskriften er afsluttet med et årstal, der umiddelbart læses som 1520, men skriftkyndige folk mener, at stregen under ”2-tallet” er en senere tilsnigelse, og at årstallet rettelig skal læses 1590. Derimod er der ingen tvivl om, at dørhåndtaget i form af et løvehoved med en ring i munden er langt ældre end 1590. Stilmæssigt hører den hjemme i romansk tid, hvilket vil sige perioden 1050-1250; løven kan altså være ligeså gammel som kirken selv.

Også døren fra våbenhuset ind i kirken er et blik værd. Den er knap så solid som yderdøren, men til gengæld en del ældre, formentlig fra perioden 1250-1350. Forsiden er kunstfærdigt udsmykket med smedejernslister og halvkugleformede jernbukler i en stil, der ellers kun kendes fra Barsebæk Kirke i Skåne og en kirke i Östergötland.

I våbenhuset står en gammel 64 cm høj pengeblok, der muligvis går tilbage til 1600-tallet. Det var i denne blok, at menigheden og besøgende kunne lægge penge til sogneplejen og diverse indsamlinger. Som man vil kunne se, er blokken godt forstærket med adskillige jernbeslag, men lågen står til gengæld åben, da den ikke længere benyttes til dens oprindelige formål. Nutildags kan eventuelle bidrag lægges i den mere ydmyge bakke på bordet ved siden af den gamle pengeblok.

Stolestaderne er fra omkring 1630, og er i form og udsmykning i det store hele oprindelige med både døre, pilastre og topstykker (med englehoveder), samt ryglæn. Inden da blev der opstillet herskabsstole omkring 1590-1600, der nu udgør den forreste stade i begge rækker. Disse stole er forsynet med adelsvåbener for slægterne Reedtz og Bornstedt til ære for herskabet på Hørbygård. Man vil i øvrigt bemærke, at der findes omvendte stolestader i de to forreste rækker. Dette giver tilhørerne mulighed for at skifte plads under prædikenen, hvilket er nødvendigt, hvis man fortsat vil kunne se præsten, idet prædikestolen i Hørby Kirke lidt usædvanligt er placeret nede i det midterste hvælvfag af skibet.

Prædikestolen er ifølge årstallet på den tilhørende ”himmel” fra 1617. Den menes at være lavet af et værksted i Roskilde, der står bag flere af prædikestolene på Holbækegnen; især er der store ligheder med stolen i Svinninge Kirke. På den midterste af de fem yderflader er udskåret et motiv fra Opstandelsen, der på hver side er flankeret af to evangelister; længst inde mod væggen Johannes, derpå Lukas (med en okse), og til venstre for midterfeltet Markus og Mattæus. Imellem evangelisterne er der på hjørnerne indsat skiftevis mandlige og kvindelige hermer.

Hørby Kirkes prædikestol (Jørgensen & Johannsen 1981, fig. 15, s. 503).

På ydersiden af korbuen er der foroven opsat en tværgående bjælke med en række træfigurer. Ældst er den 143 cm høje Kristusfigur i midten, der er dateret til omkring 1250. Hans krone er lavet af flettet snor, men spor af ir under kronen tyder på, at der tidligere har siddet en kobberkrone. Korstræet er betydeligt yngre, antageligt fra 1800-tallet.

Hørby Kirkes korbuekrucifiks (Jørgensen & Johannsen 1981, fig. 12, s. 501).

De øvrige figurer er alle fra begyndelsen af 1500-tallet. Nærmest Kristus står to 95 cm høje figurer af Jomfru Maria og Johannes Døberen. Johannes er også at finde blandt de 11 mindre (45-47 cm høje) apostelfigurer. Opstillingen på korbuebjælken er ikke oprindelig. De to store figurer kan tænkes oprindeligt at have stået i særlige alternicher eller på sidealterborde, mens de små figurer synes at have siddet på en altertavle.

Alteret i Hørby Kirke er opført i teglsten og beklædt med et panel af fyrretræ fra omkring 1600. Panelet kan være samtidigt med altertavlen, der ligeledes er i fyrretræ og tidligere havde påmalet årstallet 1595. Ikke alle dele af tavlen kan dog være så gamle, idet søjlerne menes at være fra tiden omkring 1700, og trekantgavlen øverst er en endnu yngre tilføjelse. Altertavlen synes at være udført af samme værksted, som står bag tavlerne i Nørre Jernløse og Store Merløse Kirker. Tidligere har der tillige været påmalet våbenskjolde for familierne Reedtz, Rostrup, Bornstedt og Skeel. Skjoldene er senere blevet overmalet, men kan endnu anes. Ved en restaurering i 1843 indsattes på tavlens midtfelt et sengotisk krucifiks fra omkring 1450-1500, der oprindeligt kan have været anvendt som processionskors. Indtil anbringelsen på altertavlen har det været malet grønt, men blev ved denne lejlighed forgyldt. (OBS.: Siden dette blev skrevet, er altertavlen blevet flyttet fra sin oprindelige plads i koret, men er endnu at finde i kirken.)

Døbefonten er romansk, dvs. fra højmiddelalderen (formentlig 1100-tallet) og af granit, 90 cm høj og 88 cm i diameter. Den er af den såkaldte ”Roskildetype”, der her på egnen har endnu en repræsentant i Kirke Eskilstrup. Som det har været almindeligt i middelalder og tidlig moderne tid for al inventar i kirkerne, har døbefonten førhen være malet i strålende farver, der blev i fjernet i 1890.

Fra korets nordside er der adgang til det middelalderlige sakristi, der i 1858 indrettedes til gravkapel for familien Grevenkop-Castenskiold. I dag anvendes rummet nærmest som en lille lokal afdeling af Nationalmuseet, hvor en række af de til kirken gennem tiderne knyttede løsgenstande kan beskues. Det gælder først og fremmest adskillige bærehåndtag, beslag og figurer af jern og messing, der formodes at stamme fra nu formuldede kister i det gamle gravkapel på korets sydside. Desuden findes en kårde, der har tilhørt en af Hørbygårds ejere, admiral Henrik Span (†1694). Kården menes at være fra omkring 1670 og har en samlet længde på 96 cm.

På korets sydside ligger kirkens ældste gravkapel, der blev opført omkring 1600 af Peder Reedtz (†1607) på Hørbygård. På vestvæggen er opsat en  ligsten over bygherren og hans hustru Karen Rostrup. Hvis man kigger efter vil man bemærke, at der ud for begge personer er gjort plads til at skrive dødsår og –dato, men at dette aldrig er blevet gjort. Stenen lå oprindeligt i kapellets gulv, mens der på væggene hang fire store helfigurs­portrætter malet på egetræ forestillende Herr Peder og Fru Karen, samt sønnen Frederik Reedtz (†1659) og en af dennes to hustruer. De fire malerier hænger i dag på Frederiksborg Museum. På den modsatte væg er opsat endnu en ligsten, der menes udhugget omkring 1570 og dermed må være ca. 30 år ældre end den førstnævnte. Også denne sten er sat over en besidder af Hørbygård, Herr Mogens Godske og hans hustru Fru Karine Blom, samt deres datter. Herr Mogens blev midt under reformationsstriden i 1530’erne indsat som Roskildebispens lensmand på Hørbygård, men både han og hans søn fik lov at beholde lenet efter reformationen. Stenen er som nævnt ældre end gravkapellet og lå oprindeligt i gulvet oppe i koret, og er først i nyere tid sat ind i kapellet. Også her er der gjort plads til årstal, som aldrig er blevet påført.

Ligstenene i Hørby Kirkes gravkapel. Til venstre stenen over Peder Reedtz og Karen Rostrup (o.1600), til højre stenen over Mogens Godske og Karin Blom (o.1570) (Jørgensen & Johannsen 1981, fig. 29 s. 515, og fig. 28 s. 513).

Fra rummets sydvestlige hjørne er der via en lille snoet stentrappe nedgang til en gravkrypt, hvor familien Reedtz’ kister har stået. Tre kister rummende den senere ejer af Hørbygård, admiral Span, og dennes hustru og datter stod oprindeligt oppe i kapellet, men blev ved indretningen til sakristi i 1858 flyttet ned i krypten, hvis nedgang ved samme lejlighed blev muret til. Nedgangen til gravkrypten blev genåbnet i forbindelse med kirkens restaurering 1976-78, og besøgende er velkomne til at gå ned i krypten – hvis de tør – men tag et stearinlys eller en lommelygte med oppe fra kapellet, da der er yderst mørkt. Under nedstigningen bør man passe på de smalle trin og det lave loft over trappen, mens man nede i krypten bedes undgå at træde på salamanderen; desuden er kryptens vægge sorte af tusindvis af myg, der dog for hovedpartens vedkommende er døde og således også har fundet deres sidste hvilested her. Der er ikke længere nogen kister stående, idet krypten blev tømt i 1979, men året efter blev Frederik Reedtz, admiral Span og de fire kvinder genbegravet under kryptens gulv. Krypten er dækket af et såkaldt tøndehvælv og har haft lysglugger i de tre ydermure, der siden er blevet blændet. Langs endemurene har der stået murede bænke, hvoraf østbænken endnu findes.

Vender vi fra koret og de to tilbygninger tilbage til skibet, vil man på nordvæggen kunne se tre malerier. Det vides ikke med sikkerhed, hvem de skal forestille, men de to længst oppe mod koret menes at være en sognepræst Thomas Nielsen Lyngbye, der virkede ved kirken i 1600-tallet, samt hans hustru. En ældre tradition vil derimod vide, at der er tale om førnævnte admiral Span og frue. I den nedre del af skibet hænger et angiveligt noget yngre billede fra anden halvdel af 1700-tallet, der tydeligvis forestiller en præst, som menes at være Udbypræsten Lauritz Weile.

I skibets vestlige ende, over indgangen til tårnrummet, sad indtil engang i 1920’erne det tidligere omtalte herskabspulpitur. Pulpituret hvilede på to søjler og havde et lukket midtparti med tre vinduer. Allerede i 1853 henstillede kirkesynet til, at ejeren på Hørbygård lod pulpituret fjerne, da de fandt den »..til vansir for den i øvrigt smukke og vel vedligeholdte kirke.« Opfordringen blev imidlertid først efterfulgt omkring 1928, hvor sognets beboere skænkede kirken et nyt orgel som afløsning for et harmoniumorgel fra 1894. I forbindelse med orglets opstilling indvilgede kammerherreinden på Hørbygård i pulpiturets nedtagelse, mod at hun fik opstillet en ny stol i skibet, hvorfra hun kunne høre præsten. Træværket foran orglet er brystværnet fra det gamle pulpitur. Orglet fra 1928 blev udskiftet med det nuværende i 1990.

Vores rundtur i Hørby Kirke slutter gennem det nordre våbenhus, hvis forbindelse til kirken genåbnedes ved en restaurering i 1970’erne. I våbenhuset står en ligsten over Bodil Holm († 1804), der var gift med sognepræst Berthel Holm, og inden da havde været gift med Holbækkøbmanden Anders Sandøe. Denne sten sad indtil restaureringen i sakristiet, hvor den skjulte nedgangen til gravkrypten, men blev efter dettes genåbning flyttet over i våbenhuset. Går man ud gennem det nordre våbenhus mærkes i øvrigt for alvor, at kirken er anlagt på en bakkeskråning, idet der fra skibet er fire trin op til gulvet i våbenhuset, der ligger i niveau med terrænet udenfor.

Hørby Kirke set fra øst, hvor den betydelige terrænhældning fremgår (Beyer & al. 1980, fig. 11, s. 49.).

Litteraturhenvisninger:

Beyer, Flemming & al. (1980): “Hørby Kirke - En bygningshistorisk redegørelse”, i ’Fra Holbæk Amt’ 1980, Historisk Samfund for Holbæk Amt, Holbæk, s. 35-78.

Jørgensen, Marie-Louise & Hugo Johannsen (1979): “Indledning”, ’Danmarks Kirker - Holbæk Amt’ bind IV:1 hæfte 1, Nationalmuseet, København.

Jørgensen, Marie-Louise & Hugo Johannsen (1981): “Tersløse - Udby - Stenlille - Hørby”, ’Danmarks Kirker - Holbæk Amt’ bind IV:1 hæfte 6, Nationalmuseet, København.

Trap, J.P. (1920): “Kongeriget Danmark” bind 2, 4. udgave, G.E.C. Gads Forlag, København.

Trap, J.P. (1954): “Danmark” bind III.2 ‘Holbæk Amt’, G.E.C. Gads Forlag, København.