En præsentation af Udby og Hørby Kirker og deres historie

af stud.scient. Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen for Udby-Hørby Pastorat 2003

Tuse Næs på Videnskabernes Selskabs Kort fra 1771.

Kirkerne på Tuse Næs er fra den ældre middelalder. De ældste dele af de eksisterende stenkirker kan dateres til 1100-tallet, men det er langt fra usandsynligt, at disse stenkirker har afløst endnu ældre trækirker fra 1000-tallet, sådan som det kendes fra talrige andre danske landsbykirker. Begge kirker lå ved næssets to landsbyer med endelsen -by, Udby og Hørby, der af stednavneforskerne menes at stamme fra vikingetiden eller yngre jernalder. Netop disse to byer synes at repræsentere en samtidig kolonisation og bebyggelse af næsset, der pga. sin udsatte beliggenhed tæt ved fjorden og risikoen for angreb fra søsiden indtil da havde ligget forholdsvis ubeboet hen. Som andre vikingetidige by-bebyggelser giver Hørby og Udby præg af fra starten at have været relativt store bebyggelser anlagt såvel militærtaktisk som landbrugsmæssigt fornuftigt. I de følgende århundreder anlagdes fra de to by-byer fem såkaldte torper med stednavneendelserne -rup og -strup (Kastrup, Uglerup, Kisserup og Løserup, samt den senere nedlagte Tåderup). Fra samme eller et senere bebyggelseslag stammer formentlig næssets øvrige bebyggelser med undtagelse af Markeslev, som man må formode har ligget der endnu inden Udby og Hørby kom til. Ved indgangen til middelalderen synes Markeslev dog at have haft en sekundær position i forhold til de to nye og større by-landsbyer, og da næssets kolonister engang i slutningen af vikingetiden eller starten af middelalderen skulle have mulighed for at gå i kirke, blev disse da også rejst ved Hørby og Udby.

Udby Kirke og dens historie

Udby Kirke og landsby set fra syd i første halvdel af 1800-tallet. Tegning af J.T. Lundbye (1818-1848). 

Udby Kirkes bygninger

De ældste dele af den bevarede stenkirke i Udby kan dateres til 1100-tallet. Kirken blev først og fremmest opført af store kampesten, som sandsynligvis stammer fra markerne på næsset. Til de teknisk set mere komplicerede dele af bygningsværket (f.eks. omkring hjørner, døre og vinduer) anvendtes frådsten, en slags aflejringer af kildekalk, der kunne skæres i blokke (kvadre) og var lettere at arbejde med. Frådsten er især blevet anvendt i kirkerne omkring Isefjorden, hvor de muligvis er udvundet fra et brud ved Vintre Møller mellem Holbæk og Roskilde. Stenkirken bestod i sin ældste form af skib, kor og apsis, og kan således betegnes som en ganske traditionel højromansk kirke, med et ydre og indre udseende svarende til tegningen herunder. De romanske kirker havde som oftest små højtsiddende vinduer med en tragtformet ramme på hver side af glasset, som dels minimerede forbruget af glas og dels maksimerede lysindførelsen. Vinduerne var typisk indrammet i egetræ. Over den rundbuede dør sad stik af kilesten. Taget var beklædt med spån eller såkaldte “bæverhaler”, en slags smalle teglsten. 

Principtegning af traditionel romansk landsbykirke. Cirklen i skibet på tegningen nederst til venstre viser placeringen af døbefonten (Jørgensen & Johannsen 1979, fig. 2, s. 10).

Af de ældste dele er i dag kun bevaret de to østligste fag af skibet, der udgjorde det samlede ældste kirkeskib og havde et indvendigt areal på ca. 73,5 m². Præcis hvordan den romanske Udby Kirke var indrettet, ved vi ikke, men på baggrund af studier af mange andre af periodens danske landsbykirker kan vi formode, at billedet har mindet meget om tegningen foroven til højre. Der var adgang til kirkeskibet fra to døre i nord- og sydvæggen (henholdsvis  kvinde- og mandedøren). Langs med skibets ydervægge fandtes murede bænke. Koret var dengang lidt smallere end skibet og adskilt fra dette med en såkaldt triumfbue, der på siden ind mod skibet var flankeret af to sidealtre med tilhørende nicher muret ind i skillevæggen til koret. Længst inde i kirken, i det halvcirkelformede apsis, stod hovedalteret. Mens apsiden var dækket af et halvkuppelhvælv, var både kor og skib i den romanske tid dækket af flade trælofter, der kunne være sømmet på undersiden af bjælkerne eller lagt ovenpå. Kirkeloftet anvendtes til opmagasinering af tiendekornet. 

Udby Kirke var i sin udformning og størrelse ganske traditionel sammenlignet med resten af regionen. Sammenlignet med nabokirken i Hørby var den imidlertid lille, idet denne allerede fra begyndelsen havde et skib 1½ gang så langt (og en ½ m bredere) end Udbys. Mange af regionens sognekirker fik i senmiddelalderen tilbygget et ekstra vestligt fag samtidig med opførelsen af hvælvinger i den gotiske byggeperiode, men i Udby skete udvidelsen allerede i 1200-tallet (den senromanske periode), hvilket kan være tegn på en befolkningsmæssig forøgelse lidt større end normalt. I senmiddelalderen udskiftedes det flade bjælkeloft over skibet og koret med hvælvinger lagt i munkesten, dvs. brændte teglsten noget større end nutidige mursten. De nuværende hvælvinger er fra middelalderens slutning omkring 1500, hvilket er ret sent (overhvælvningen af landsbykirkerne skete typisk i perioden 1350-1450), men om det skyldes en usædvanlig lang byggeperiode eller at disse hvælvinger repræsenterer en ombygning af tidligere hvælv er usikkert. Uvist hvornår blev der i apsiden indrettet et sakristi adskilt fra resten af koret med mur og dør, men både sakristi og apsis forsvandt ved korets ombygning i 1800-tallet.

Udby Kirke set fra sydøst med den nye korgavl fra 1860'erne. Eget fotografi.

Også de senmiddelalderlige udvidelser af Udby Kirke følger i vidt omfang det traditionelle mønster, der er illustreret med principtegningen nedenfor. På tegningen er triumfbuen og dermed adskillelsen mellem kor og skib fjernet, resulterende i en såkaldt “langhuskirke”, ligesom apsis er fjernet, hvorfor alteret står op af østvæggen i koret. Dette skete ikke for senmiddelalderens Udby Kirke, idet triumfbuen endnu er bevaret og apsiden først forsvandt ved ombygningen i 1867-68. Alle hvælvingerne i Udby Kirkes skib er understøttede af piller, hvilket viser, at skibets tre fag alle stammer fra den romanske periode og oprindeligt havde fladt træloft. Hvor hvælvingerne opførtes samtidigt med resten af bygningen, hvilket i Udby skete med tårnrummet og det nye kor fra 1800-tallet, ville pillerne blive muret ind i væggen, akkurat som de er i koret på tegningen. Ofte kom hvælvingspillerne til at dække helt eller delvist for de romanske vinduer, der derfor blev blændet og erstattet med store fladbuede vinduer. I Udby Kirke findes spor af sådanne romanske tilmurede vinduer på begge sider vest for de gamle indgange. Ved opførelsen af hvælvingerne blev murene gerne forhøjet, f.eks. med en overliggende muret udsmykket gesims. Taggavlene i begge ender har fået kamtakker og taget er (ligesom kamtakkerne) beklædt med munketegl. 

Principtegning af typisk oprindeligt romansk kirke med gotiske tilbygninger, udvidelser og hvælvinger. Dog mangler det traditionelle kirketårn (Jørgensen & Johannsen 1979, fig. 3, s. 12).

I den sengotiske periode tilførtes kirkerne ofte et våbenhus med en rundbuet dør og spidsbuet spejl, sådan som det er vist på tegningen. Også våbenhuset fik kamtakket gavl med blændinger, typisk som her højblændinger. Heller ikke her stod Udby Kirke tilbage for normen, idet den sidst i middelalderen fik hele tre større tilbygninger, så kirken i dag set oven fra danner et kors med sine to våbenhuse omtrent midt på, placeret nord og syd for skibets mellemste fag. Det nordlige våbenhus menes at være ældst, men præcis hvornår nogle af dem er fra, vides ikke. Fra andre kirker hører tilsvarende våbenhuse gerne 1400- og 1500-tallet til. Anvendelsen af våbenhuset har op gennem tiden varieret, men fra begyndelsen har det bl.a. haft praktisk betydning som vindfang. Som nævnt havde mænd og kvinder oprindeligt hver sin indgang og her altså også hver sit våbenhus, men denne kønsmæssige opdeling af dørene blev efterhånden indstillet, hvorfor det nordlige våbenhus i 1800-tallet anvendtes til materialhus, indtil det ved århundredets afslutning indrettedes til ligkapel, som hvilket det stadig tjener. I dag er der kun adgang til kirken via det sydlige våbenhus gennem den oprindelige rundbuede “mandedør”, mens “kvindedøren” fra det nordlige våbenhus ind til kirken er blevet blændet. Det søndre våbenhus blev ombygget engang efter middelalderen, formentlig i 1500-tallet, hvorved der indrettedes et lille opholdsrum i loftsetagen - muligvis som bolig for kapellanen eller degnen, og/eller som skolestue. På indersiden af taggavlen i søndre våbenhus blev samtidig opført en kamin, der i folkemunde kaldtes “Nissernes Sæde”. Hvad end rummet skulle bruges til, var det dengang større end i dag, idet man formentlig omkring år 1800 opgav anvendelsen og sænkede loftet. 

Grundplan af Udby Kirke. Skraveringen af murværkerne symboliserer de forskellige byggeperioder af det eksisterende murværk; de mørkeste dele er højromanske, de lidt lysere er senromanske (skibets vestfag) og gotiske (tårn og våbenhuse), mens de helt lyse mure (i koret) er efter­middelalderlige. Krydsene inde i bygningen markerer hvælvinger. Opmålt af Mogens Brahde 1960 og tegnet af Hugo Johannsen 1981; Jørgensen & Johannsen 1981, fig. 2, s. 488.

Fra samme periode som våbenhusene stammer kirketårnet. Til forskel fra de højmiddelalderlige dele af kirken blev både tårn og våbenhuse opført i munkesten ligesom hvælvingerne. Den nederste del af tårnet tjente samtidig som en forlængelse af kirkerummet, idet vestgavlen af det højmiddelalderlige skib blev gennembrudt og forbundet med tårnrummet gennem en rundbuet arkade. Ved samme lejlighed blev tårnrummet overhvælvet, så skibet nu i praksis bestod af fire hvælvede fag. På sydsiden af tårnet indrettedes et trappehus, hvor en smal vindeltrappe gav adgang til loftet over tårnrummets hvælving, hvorfra der var videre adgang op i klokketårnet. Den smalle højresnoede trappe gjorde kirketårnet til et fortrinligt forsvarsværk i urolige tider, idet en indtrængende fjende ville have meget svært ved at beskytte sig med et våben i sin højre hånd på vej op ad trappen, imens forsvareren kunne tildele ham drøje hug oppefra. Om denne taktiske manøvremulighed har været anvendt i Udby Kirkes trappehus skal dog være usagt. Kirketårnet er 18 m højt (til den øverste kamtak) og inddelt i tre stokværk; nederste stokværk indgår som nævnt i kirkens skib, mens mellemste stokværk rummer en trappe op til øverste stokværk, hvor kirkens to klokker er ophængt i en såkaldt klokkestol, et såvel sindrigt som solidt træværk. Den største af klokkerne er fra 1685 og omstøbt i 1739, den mindste er fra 1793. Tårnet har de for sengotikken så karakteristiske kamtakkede gavle og højblændinger.

Udby Kirke set fra sydvest. Eget fotografi 2004.

Faktisk kan man få et indtryk af kirkens byggefaser ud fra den farve, som murværket er kalket i. Kirkerne på Tuse Næs er nemlig dannebrogsfarvede, idet de er kalket hvide på de oprindelige dele og røde på de senere tilbygninger. Hvor langt tilbage denne for Tuse Næs særegne tradition går, ved vi ikke, men af et billede fra slutningen af 1800-tallet fremgår det, at den i hvert tilfælde er 100 år gammel. Faktisk kan den farvemæssige skelnen siges at være lidt af en tilsnigelse for korets vedkommende, eftersom det højmiddelalderlige kor og apsis blev revet ned i 1867-68 og erstattet af et nyt og større hvælvet kor uden apsis. Årsagen hertil var dels et behov for et større kor, dels at der var konstateret revner i korhvælvet. Det nye kor blev modsat det gamle opført i samme bredde som skibet, men den gamle adskillende triumfmur blev delvist bevaret. Byggematerialet var kløvede kampesten og små gule sten til den nye kamtakkede taggavl og over de tre spidsbuede vinduer. Dette er det sidste større byggeri på Udby Kirke.

Udby Kirkes indretning

Vejen ind i Udby Kirke går gennem det søndre våbenhus. På vestvæggen i våbenhuset er opsat et såkaldt ligtræ, der i virkeligheden er sammensat af to forskellige mindeplader for to af stedets sognepræster. Rammen bærer en indskrift til ære for hr. Christen Jacobsen (†1591), mens pladen inden for rammen gælder hr. Oluf Christensen (†1717), om hvem det hedder, at han til stadighed var »..i sygdoms klemme«. Det menes da også, at et ejendommeligt drejeligt sæde, der stadig findes i prædikestolen, er gjort til ham.

Mindeplade af træ for to Udbypræster fra 1500- og 1700-tallet opstillet i våbenhuset. Fotografi af Niels Elswing 1981; Jørgensen & Johannsen 1981, fig. 20, s. 484.

Til hr. Oluf Christensen knytter der sig endnu en historie. En lokal tradition vil nemlig vide, at Udbypræsten i forne tider gjorde gudstjeneste ved en stor sten i Bognæs Skov til glæde og gavn for fiskerne på Isefjorden. Endnu op i 1800-tallet var fiskeriet på fjorden ganske betydeligt, og ikke mindst sildene lokkede fiskere til fra nær og fjern. Som tak for tjenester og velsignelser skulle svenske fiskere således have købt og skænket præstekaldet en ekstra jordlod. Ifølge Liber Daticus var Oluf Christensen den sidste af Udbypræsterne, der udøvede denne særtjeneste. I Bognæs Skov står endnu ”Alterstenen”, en stor firkantet sten, hvorved gudstjenesterne angiveligt skulle have fundet sted.

Fra våbenhuset er der indgang til skibet gennem den gamle romanske ”mandedør”-åbning. Selvom selve døren er gammel, går den dog ikke tilbage til middelalderen. Ligesom yderdøren menes den at være fra 1600-tallet. På siden ud mod våbenhuset er initalierne IИ indridset to gange, det ene sted oven i hinanden. Måske er det forbogstaverne for den, der har skænket døren til kirken, men vi kan jo også læse det som en opfordring til at gå ”in”. Døren er - muligvis bevidst - sat så skævt i og er samtidig så tung, at den ikke kan stå åben af sig selv, men må hægtes på en krog på indersiden for ikke at smække i. 

Oprindelig romansk døråbning fra sydligt våbenhus til kirkeskibet med dør fra o.1625. Fotografi af Niels Elswing 1981; Jørgensen & Johannsen 1981, fig. 19, s. 484.

Kirkens gulv er på nær i nordre våbenhus lagt med kvadratiske sorte og gule fliser, der i koret, tårnrummet og skibets gange er belagt med tæppe og løbere. Under stolene er der lagt et ferniseret bræddegulv. Gulvet i det nordlige våbenhus er støbt i cement, hvilket formentlig er sket ved omdannelsen til ligkapel ca. 1897. Som alle andre traditionelle sognekirker har loft og vægge i Udby Kirke være udsmykket med kalkmalerier, der her - som så mange andre steder - blev kalket over efter Reformationen. En planlagt afdækning af kalkmalerierne i 1860’erne blev opgivet igen. 

Detaljer fra stolegavle fra 1582 i Udby Kirke. Fotografi af Niels Elswing 1977; Jørgensen & Johannsen 1981, fig. 13a-d, s. 479.

I middelalderen sad man som nævnt på fastmurede bænke langs væggen. Efterhånden som pladserne blev for få, brugte man at opmure en fritstående række bænke lidt foran de gamle. Først efter middelalderen blev det almindeligt at opstille træstolestader i rækker på tværs af skibet, som vi kender det i dag. Fra flere kirker findes i den forbindelse detaljerede fortegnelser over fordelingen af pladserne, der bestemt ikke var vilkårlig, men derimod nøje bestemt efter sognebørnenes indbyrdes rang og position i lokalsamfundet; vé den formastelige, der ”kom til” at sætte sig længere fremme end foreskrevet! I dag er der ingen faste pladser, så man er velkommen til at sætte sig, hvor man vil. Den nuværende ordning af staderne er fra 1924, men til nutidens stolestader er benyttet to sæt gavle fra 1582 og 1629; de ældste sidder inde langs væggene og de yngste langs midtergangen. Resten af stolene, dvs. ryglænene og selve bænkene, er fra 1914. I våbenhuset findes desuden en gammel fast bænk med højt rygpanel af samme alder som de yngste stolegavle inde i kirken.

Udby Kirkes prædikestol fra 1613. Til højre detalje, muligvis forestillende “Håbet”. Fotografi af Niels Elswing 1977; Jørgensen & Johannsen 1981, fig. 12a-b, s. 478.

Prædikestol og altertavle er begge udskårne i renæssancestil; stolen bærer årstallet 1613. Prædikestolen menes at være udført af et østsjællandsk værksted, muligvis Hans Snedker i Enderslev, der også sættes i forbindelse med tilsvarende prædikestole i Havnelev og Lyderslev på Stevns. Også døren mellem skibet og våbenhuset er fra dette værksted. Prædikestolens fire sider er adskilt af fem såkaldte ”pilastre”, hvoraf de to er udskårne som kvindelige figurer, muligvis to af de tre kardinaldyder Tro, Håb og Kærlighed, hvor den tredje så skulle have siddet nærmest prædikestolens opgang. Mens både pilastrene og ”himmelen” (prædikestolens overhæng) er oprindelige, er trappeopgangen en senere tilføjelse, ligesom det andetsteds omtalte drejelige sæde oppe i prædikestolen. Af yngre dato er tillige malerierne på de udvendige plader, som er fra 1842, men tilsyneladende er malet oven på ældre billeder. Billederne forestiller de fire evangelister (fra venstre mod højre) Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. 

Altertavlen bærer ikke noget årstal, men den menes at være fra kort før år 1600 og er stilmæssigt nært beslægtet med altertavlen i Hørby, der har påmalet årstallet 1595; begge tavler er dog efterfølgende blevet ændret lidt. Altertavlen er lavet af egetræ med vinger og fyldninger af fyr. Kristusfiguren i tavlens midtfelt er ældre end resten af tavlen, idet der er tale om et sengotisk krucifiks fra slutningen af 1400-tallet, som formodentlig er blevet brugt ved processioner. 

Sengotisk krucifiks senere indsat i altertavle. Fotografi af Niels Elswing 1977; Jørgensen & Johannsen 1981, fig. 7, s. 473.

Sammen med tavlens seks indskrifter kan figuren siges at danne en kort genfortælling af Bibelen. Øverst står der ”Jahve” (Gud) med hebræiske bogstaver, derunder ”Fra Evighed til Evighed er Du Gud”, hvorpå følger den første linie i Bibelen: ”I Begyndelsen skabte Gud Himlen og Jorden”. Med den fjerde indskrift fra oven kommer vi til Det Nye Testamente: ”Saa elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den enbaarne, for at hver den som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have evigt Liv,” efterfulgt af endnu et vers fra Johannesevangeliet: ”Kristus siger: Den som kommer til mig, skal ikke hungre, og den, som tror paa mig, skal aldrig tørste.” I altertavlens bibelske genfortælling følger derpå Jesus på korset og den afsluttende indskrift fra Matthæus: ”Kristus siger: Kom hid til mig alle I som lider Møje og er besværede, og jeg vil give eder Hvile.” 

Altertavlen i Udby Kirke. Fotografi af Niels Elswing 1977; Jørgensen & Johannsen 1981, fig. 8, s. 475.

Til alteret i Udby Kirke hører en lille oblatæske, der ifølge sin egen indskrift er skænket af en borgmester i Aalborg 1720: »Til den store Guds ære, og Udbye Kirkes Alters prydelse er Denne Æske af Henrich Grotum Borgemst i Aalborg, og hans kiereste Inger Margrete Wegerslef Destinerit Anno 1720 d 13 Maj.« Ifølge en lokal tradition havde borgmesteren vundet kirken i et kortspil fra herremanden på Hagestedgård, og da dette måske ikke just var den værdigste måde at blive kirkeejer på, var oblatæsken nærmest at betragte som en bodsgave. Hvorvidt historien er sand, bliver nok aldrig opklaret, men helt usandsynlig er den vel ikke. Korrekt er det i hvert fald, at Udby Kirke var ejet af Hagestedgård fra 1699 frem til overgangen til selveje i 1909 – på nær en periode i første halvdel af 1700-tallet, hvor ejerskabet var overgået netop til Aalborgborgmesteren hr. Grotum. 

Udby Kirkes døbefont er romansk og går dermed helt tilbage til kirkens ældste tid. Den gamle granitdøbefont har en såkaldt rebsnoning langs overkanten og et ornamenteret fodstykke. Dåbsfadet af messing er fra midten af 1500-tallet. Indtil 1930’erne eksisterede også et dåbsfad af granit. Døbefonten stod, som sædvanen var, oprindeligt nede i vestenden af skibet, så det var muligt at døbe folk inden de nærmede sig alteret. I de fleste kirker har man i nyere tid flyttet fonten op i koret nær alteret, hvilket skete i Udby 1899. Det er så op til familien og menigheden at beskytte det udøbte barn på vej op gennem kirkeskibet. 

Udby Kirkes romanske granitdøbefont. Fotografi af Niels Elswing 1977; Jørgensen & Johannsen 1981, fig. 11, s. 477.

I den blændede dørniche ud mod det gamle nordlige våbenhus, der nu er ligkapel, er indsat en gravsten fra 1682. Indtil nyere tid var det almindeligt i Danmark, at egnens fornemste folk blev gravsat inde i selve kirken, jo tættere på alteret jo bedre, og ofte bestod kirkegulvet af en lang række af sådanne gravsten med reliefudskæringer og smukt svungne indskrifter. Var der ikke plads i gulvet, kunne også væggene tages i brug for opsætning af gravsten, men denne pågældende sten lå førhen et sted i kirkens gulv og er først senere flyttet over i dørnichen. Stenen er sat over hr. Jens Olufsen Trane, der var sognepræst i Udby fra 1654 til sin død i 1682. Ifølge stenen nåede han at få to hustruer, fire sønner og otte døtre. 

Orglet i Udby Kirke er opstillet på et pulpitur i skibets vestende. Det er fra 1910 og bygget af A.C. Zachariasen i Århus, skænket til kirken som en gave fra menigheden. Indtil da anvendtes et harmoniumorgel. 

Efter et besøg i kirken bør man i øvrigt gå en tur om på nordsiden, hvor der foran ligkapellet står en gammel hængeask, der i sommerhalvåret i sig selv udgør en smuk “grøn katedral”. Asketræer kan man faktisk finde på flere af vore kirkegårde, ofte i umiddelbar nærhed af selve kirkerne. Også i før-kristen tid spillede asketræet en religiøs rolle, idet det angiveligt var Odins foretrukne træ, hvorfor det kunne indgå i ofringer og blót til denne asernes øverste. Om vi i nutidens asketræ har en efterkommer af et sådant Odinstræ og dermed en indikation på et hedensk kultsted på den senere kirkes plads skal dog her være aldeles usagt.

Udby Kirke set fra nordvest. Eget fotografi 2004.

Litteraturhenvisninger:

Jørgensen, Marie-Louise & Hugo Johannsen (1979): “Indledning”, ’Danmarks Kirker - Holbæk Amt’ bind IV:1 hæfte 1, Nationalmuseet, København.

Jørgensen, Marie-Louise & Hugo Johannsen (1981): “Tersløse - Udby - Stenlille - Hørby”, ’Danmarks Kirker - Holbæk Amt’ bind IV:1 hæfte 6, Nationalmuseet, København.

Nedergaard, Paul (1954): ”Personalhistoriske, sognehistoriske og statistiske bidrag til en Dansk præste og sognehistorie (Kirkelig Geografi) 1849-1949” bind II ’Roskilde stift’, O. Lohses Forlag, København.

Trap, J.P. (1920): “Kongeriget Danmark” bind 2, 4. udgave, G.E.C. Gads Forlag, København.

Trap, J.P. (1954): “Danmark” bind III.2 ‘Holbæk Amt’, G.E.C. Gads Forlag, København.

Wienberg, Jes (1993): “Den gotiske labyrint - Middelalderen og kirkerne i Danmark”, ’Lund Studies in Medieval Archaeology’ bind 11, Almqvist & Wiksell International, Stockholm.