Torpernes datering
-
En forskningshistorik fra 1706 og
frem til idag
Foredrag ved Johnny Grandjean Gøgsig
Jakobsen holdt i forbindelse med præsentation af bogen Torp – som ortnamn och bebyggelse på Dialekt- och ortnamnsarkivet i
Lund 28. maj 2010.
Navnetypen torp går langt tilbage. Det ældste belæg for en -torp i Skandinavien synes at være
omtalen af Sliesthorp i de frankiske
rigsannaler fra år 804. Sliesthorp må
altså rimeligvis være ældre end 804, men hvor meget ældre? Og hvad med alle de
andre ca. 10.000 torper kendt fra middelalderens Skandinavien?
I anledning af præsentationen af bogen Torp – som ortnamn och bebyggelse har
jeg fået lov til lave en sammenfatning over netop dateringsspørgsmålet i de 16
artikler, som bogen indeholder. Nu er dateringen bestemt et mere udtalt emne i
nogle af artiklerne end i andre, men faktisk kommer de alle i et eller andet
forhold ind over spørgsmålet om navnetypens alder og aktivitetsperiode. Dertil
er denne bog jo ikke den første forskningsmæssige behandling af alderspørgsmålet.
Meget langt fra endda. Derfor vil jeg indledningsvis forsøge at gøre rede for
den forudgående historiografi for så vidt angår spørgsmålet om Torpernes
datering.
***
De første forsøg på at datere de
forskellige stednavnetyper, herunder –torp’erne,
blev faktisk gjort just her i Lund af historikeren Andreas Stobæus, der i 1706 udgav afhandlingen “Om det gamle Skaane”, hvori han
fastslog, at endelser som –torp, -rup og –arp har samme oprindelse, og at torp
jævnfør de gamle landslove betegnede udflytterbebyggelser fra ældre landsbyer.
Selvom hans konkrete tidsfæstelser af navnetyperne ikke længere holder, så
havde han altså fat i, at –torp’erne
tilhørte et yngre bebyggelseslag end de byer, hvorfra de var udskilt (jf. Hald
1965, 17-18).
I 1833 udgav N.M. Petersen en undersøgelse af nordiske stednavnetyper i
Normandiet, hvor han bl.a. identificerede –tourp
som et efterled af nordisk oprindelse (Petersen 1833, 207). I 1851 kunne J.J.A.
Worsaae supplere dette med
tilsvarende studier fra De Britiske Øer, hvor endelsen –thorp er særdeles hyppig i England. Dermed måtte man kunne slutte,
at torp-endelsen havde været aktiv
som navnetype i vikingetiden, hvor Normandiet og Danelagen blev koloniseret fra
Skandinavien.
I dansk stednavneforskning skulle en
officer fra generalstabens kartografiske afdeling få stor indflydelse på skolen
i anden halvdel af 1800-tallet. Kaptajn og senere oberst Emil Madsen havde ifølge Kristian Halds senere bedømmelse »..et meget stort personligt Kendskab til de
forskellige Terrænformer, hvorimod hans sproglige Indsigt var ringe.« (Hald
1965, 22-23). I modsætning til mange af Emil Madsens øvrige
stednavnetolkninger, var hans få ord om -torp
ikke specielt opsigtsvækkende; snarere passer de påfaldende fint med senere
tiders sprogligt og lovtekstmæssigt baserede tolkninger: »Flere Omstændigheder, saasom at Navnene med Endelsen torp aabenbart for
en stor Del ere yngre, flere fra efter Kristendommens Indförelse, og at oftere
Torper ved deres Navne vise sig at staae i et vist Afhængighedsforhold til en
By, tale for, at Torperne oprindelig vare en Samling Hytter, Udflytteres eller
Undergivnes, der senere bleve til en Landsby.« (Madsen 1863, 248-249)
Ikke uden betydning for
dateringsspørgsmålet kunne Oluf Nielsen
i 1883 konstatere, at en stor andel af stednavnene på bl.a. –lev, -sted og –torp syntes at
have personnavneforled (jf. Hald 1965, 23-24).
I 1897-99 konstaterede Sigurd Nygaard i afhandlingen “Danske personnavne og stednavne” en
sproglig aldersforskel på de personnavne, der optrådte i navne på –lev og –sted sammenlignet med dem på –torp,
-bøl og –rød. Hvor førstnævnte gruppe aldrig indeholder kristne
personnavne, er dette ingen sjældenhed i sidstnævnte gruppe, hvis personnavne
desuden ofte vides almindelig anvendt i Danmark i tiden 1100-1300. Nygaard
vurderede derfor, at anlæggelsen af det ældste bebyggelseslag var foregået før
år 1000, mens torper og rydningsbyer anlagdes i de følgende århundreder.
Nygaard fandt det endvidere usandsynligt, at eksempelvis -torp
bebyggelser skulle dække over ældre omdøbte landsbyer: »..lige så lidt har
vi lov til at antage en sådan løsagtighed som, at nogen i det 12te årh. skulde
falde på at omdøbe en by.« (Nygård 1897-99 (citat 96)).
Historikeren Johannes Steenstrup bemærkede i årtierne omkring århundredeskiftet
en række landbrugsøkonomiske og bebyggelsesmæssige forskelle imellem
forskellige stednavnegrupper. Generelt gjaldt det, at bebyggelser med
endelserne –inge, -lev, -løse, -sted og –by gennemgående og alle steder i landet
var størst, bebyggelser med endelsen -torp noget mindre og landsbyer med
endelserne -holt og -rød var mindst (Steenstrup 1895). Steenstrup
konstaterede, at der var tilsvarende forskelle i antallet af bebyggelser i hver
endelsestype, der var blevet kirkebyer og således havde fået sognestatus: omkring
50% for –lev og –by, 30-40% for –inge og
10% for –torp (Steenstrup 1895, 318 (?)).
Aldersmæssigt var det derfor hans vurdering, at landsbyer på –løse hørte til de ældste bebyggelser, og
»..næst dem er kommen alle de andre
Landsbyer, som viste sig at have et stort Omraade: -lev, -sted, -by, -inge.
(…) Torp er den Bebyggelse, som er
opstaaet som Aflægger fra en anden By, en Udflytter eller flere har grundet et
Anlæg paa den ældre Landsbys Mark eller Tilliggende. Ryd er endvidere først
dannet, naar ved Skovens Rydning Jorden har kunnet tages i Brug af Ploven.«
(Steenstrup 1908, 36-37). Det var endvidere Johannes Steenstrup, der som den
første bemærkede, at –torp’erne i
Sønderjylland i gennemsnit var større end i resten af landet, havde en større
kirkebyandel, havde ældre forledstyper og at der her - som det eneste sted i
landet – fandtes herredsnavne på -torp
(Tyrstrup, Rangstrup, Strukstrup og Lochthorp (nu Slogs)). Det førte ham til
den slutning, »..at i Slesvig ere Thorperne opstaaede tidligere, her er
Udflytningen langt ældre...« (Steenstrup 1896-1904, 456). Bortset fra
Sønderjylland kædede Steenstrup gennemgående torperne sammen med
højmiddelalderens øgede opdyrkning, idet han dog også påviste, at en del torper
kunne være af yngre dato, ikke mindst i forbindelse med hovedgårdsanlæggelser,
både hvor en herregård i senmiddelalder og tidlig moderne tid tog navn efter en
nedlagt landsby, som den udsprang af, men også ved deciderede nyopkaldelser af
hovedgårde med torp-navne (Steenstrup
1908, 58). Endelig var det Johannes Steenstrups opfattelse, at hedenske
gudenavne ikke indgår i stednavne på –torp,
hvorimod mere end 95% af forleddene i danske torp-navne var personnavne, hvorfor »..man ved Fortolkningen af et Stedsnavn paa -torp maa have i første Linie
et Personnavn for Øie og vel vogte sig for at vildledes af de Naturforhold, som
tilsyneladende ligge nærmest i Navnet.« (Steenstrup 1897, 360).
Marius
Kristensen tilsluttede
sig Steenstrups vurdering af de sønderjyske –torp’ers højere alder pga. en højere andel her af bevarede ældre
bøjningsformer, fx Arndrup og Bjerndrup i stedet for Ørnstrup og Bjørnstrup
(Kristensen 1920, 125).
Spørgsmålet om de sønderjyske –torp’ers alder passede på bedste vis ind
i en samtidig forskning i Sverige angående geografiske aldersforskelle på de
svenske torper. Esaias Tegnér
påpegede allerede i 1884, at antallet af middelalderligt belagte –torp’er aftog, jo længere op i Sverige
man kom, og i 1923 kom Jöran Sahlgren
med en samlet teori om de nordiske –torp’ers
kronologiske udbredelseshistorie, der efterfølgende skulle få stor betydning
for synet herpå. Han så navnetypens udbredelse som en bevægelse kommende fra
Tyskland op til Sønderjylland, hvorfra den bredte sig til resten af Danmark og
derfra videre op i Sverige, aftagende i styrke jo længere nordpå den kom. Op
gennem Sverige synes –torp’erne ikke
mindst at have spredt sig via vandvejene. I hvert fald de ældste –torp’er så han som »..nyodlingar på skogløs eller lättröjd mark«,
hvorimod egentlig skovrydning først skete senere med navnetyper som –rød. Inden for det nutidssvenske område
mente Sahlgren at kunne konstatere en aldersforskel gående fra syd til nord,
således at de ældste –torp’er primært
fandtes i Skåne, hvor de dels var tidligt belagte og ofte optræder som
sognenavne i slettelandet. I Norrland derimod var –torp’erne “unga och glesa”. Jo længere nordpå man kommer, desto
færre af de eksisterende –torp’er
indgår således i jordebøgerne fra 1500-tallet. Endelsesformen –arp findes desuden slet ikke nord for
Götalandene. I en senere undersøgelse af “Hälsingborgstraktens
ortnamn” fra 1925 satte Sahlgren mere konkrete tidsangivelser på
udbredelsesfaserne: Til Danmark og Skåne kom –torp’erne i 900-tallet, omtrent samtidig med kristendommen. I slutningen
af 1100-tallet havde de nået de nordlige grænser i Halland og Småland, i
1300-tallet var torperne ret udbredte i dele af Västergötland, hvorfra de først
for alvor synes at være trængt op i det sydlige Värmland i begyndelsen af
1500-tallet (Sahlgren 1925, 141-142). Nogle år senere fremrykkede han forløbet
lidt, således at de danske og skånske –torp’er
gik tilbage til 800-tallet, Väster- og Östergötlands –torp’er til 1100-tallet og –torp’erne
i Dalarna og det sydlige Norrland allerede i 1400-tallet – måske endda
tidligere (Sahlgren 1935, 109 (jf. Hellberg 1954, 107)).
I værket Nordisk Kultur stod Gunnar Knudsen og Gösta Franzen i 1939 for en
datidig opsummering af den hidtidige Stand
der Forschung fsva. stednavneforskning i henholdsvis Danmark og Sverige.
Hvad –torp’ernes alder angår,
påpegede Gunnar Knudsen, at eksistensen af de
med angelsakserne, men senere også skandinaverne indførte torp-navne i England og Normandiet fastslog, at navnetypen har
været produktiv i Danmark i vikingetiden, »..men maa sikkert antages at være indkommet noget før Vikingetidens
Begyndelse, og det vedbliver at være i Brug langt ned i Middelalderen.«
(Knudsen 1939, 83). Også han støttede Steenstrups opfattelse af de ældre
sønderjyske –torp’er (Knudsen 1939,
85-86). I sin artikel for Sverige understøttede Gösta Franzén Sahlgrens kronologi med en optælling af antal torp-sogne, hvoraf der til sammenligning
findes 67 i Skåne og blot 2 nord for Götalandene (Franzén 1939, 147-148).
I det helt store grundværk i dansk
stednavneforskning, Vore Stednavne af
Kristian Hald fra 1950, med 2.
udgave fra 1965, tages også –torp’ernes
aldersspørgsmål op, herunder den nu hævdvundne tradition for skelnen imellem de
sønderjyske –torp’er og resten af –torp’erne. Mens det sproglige belæg for
aldersforskellen, foreslået af Marius Kristensen, nu blev afvist af Kristian
Hald, idet forklaringen i stedet blot kunne være en anden og mere konservativ
sproglig udvikling i Sønderjylland, sluttede Hald sig til Steenstrups
overvejelser angående –torp’ernes
størrelse, herunder herredsnavne og sognenavne: »Mange af disse Sognebyer hører til de største i Angel, og det maa anses
for usandsynligt, at de først skulde være opstaaet i Vikingetiden eller endnu
senere. Nogle af dem maa gaa tilbage til de nærmest forudgaaende Aarhundreder.
(…) I øvrigt maa man regne med, at
Hovedmassen af de danske Torper er opstaaet i Vikingetiden, sandsynligvis endda
i den senere Del, og i den ældre Middelalder (900-1100). At Torpnavne er dannet
i Vikingetiden fremgaar af, at Danskerne har bragt Typen med til England og
Normandiet, og at nogle først kan være fra Middelalderen, kan vi se af de
ovenfor omtalte yngre Bøjningsformer i Forleddene og af de kristne Personnavne
og andre fremmede Forled. At de paa den anden Side ikke i nævneværdigt Omfang
kan være dannet efter den ældre Middelalder fremgaar af de nordiske
Personnavnes overvældende Majoritet. Vi skal ikke saa forfærdelig langt ned i
Middelalderen, før de indlaante Personnavne bliver lige saa hyppige som Navne
af hjemlig Oprindelse, men i Torpnavnene udgør det fremmede Element kun faa
Procent. Det yngste Præg har Torperne i Nordsjælland.« (Hald 1965, 140).
Med hensyn til torp-massens
overvejende alder påpegede Hald desuden, at kun ét torp-navn optræder blandt de mange skånske og nordøstsjællandske
landsbynavne i Knud den Helliges Gavebrev fra 1085 (Hald 1974, 498).
Mens Kristian Hald fandt Sahlgrens
udbredelsesteori “sandsynlig” (Hald 1965, 139), var Lars Hellberg en smule mere skeptisk, om end langt fra så
afvisende, som man nogle steder i litteraturen kan få indtryk af. I sin store
afhandling om “Studier i de nordiska
torp-namnens kronologi” fra 1954 var han faktisk langt hen ad vejen ganske
enig med Sahlgrens skitserede udbredelsesforløb og dateringen af de enkelte
faser, som Hellberg endda kunne ud- og underbygge med yderligere studier fra
især Mellem- og Nordsverige. Men én væsentlig anke havde Hellberg dog, idet
Sahlgren og omtrent også alle andre ganske syntes at have overset de mange
svenske og norske bygdenavne på –torp,
som ifølge Hellbergs opfattelse måtte gå langt tilbage til før-kristen tid og
således dække over et oldgammelt torp-lag
omkring 1000 år ældre end middelalderens –torp’er.
Navnemæssigt fandt han relationer til de bornholmske torp-naturnavne, således at de mellemskandinaviske torp-bygdenavne etymologisk set
afspejlede højereliggende, tørre sletter, eller “græsmarker”, mens den mere
bebyggelsesorienterede betydning først kom med det senere torplag.
I lærebogen om ”Stednavneforskning” bind 1 fra 1972 stillede Vibeke Dalberg og John Kousgård Sørensen alvorligt spørgsmålstegn
ved alle de ikke-sproglige dateringsmetoder, som gennem tiden – og også
efterfølgende – er blevet anvendt på stednavne, herunder udbredelsmønstre,
kirkebyfrekvenser og senere landsbystørrelse, hvorved de i alle tilfælde kunne
påpege flere metodiske usikkerhedsproblemer. I torp-spørgsmålet gælder det således især Steenstrups og Sahlgrens
metoder, herunder en af Sahlgren (1927, især 49-53) introduceret geometrisk
metode til vurdering af ejerlavsudskilninger (Dalberg & Sørensen 1972,
194-226). Dertil udfordrede de også en nyligt introduceret arkæologisk
dateringsmetode.
For fra 1970’erne begyndte arkæologerne således for alvor at
blande sig i spørgsmålet om stednavnenes alder, herunder torp-bebyggelserne. Arkæologiske studier af de nedlagte -torp
bebyggelser Borup på Sjælland og Todderup ved Århus har identificeret deres
respektive aktivitetsperioder til henholdsvis 1000-1200 (Steensberg 1968) og
1200-tallet (Hoff & Jeppesen 1991-92, 175); også de kortvarige –torp’er Klemmenstrup og Koustrup synes
primært beboede i 1200-tallet.
Sådanne punktundersøgelser af enkelte torp-bebyggelser blev i 1970’erne
suppleret med mere statistisk-arkæologiske metoder. Erling Albrectsens (1971)
forsøg på at sammenholde fund fra ældre middelalder med bebyggelser med navne
på antageligvis før-vikingetidige endelsestyper blev i 1979 udbygget af Helge Nielsen såvel metodisk som
geografisk, nu for både Fyn og Sjælland, men også navnetypemæssigt med
inddragelsen af endelsestyperne –by
og –torp. Hvor de to formodet yngre
navnetyper ingen korrelation viste i forhold til fund fra ældre jernalder,
havde byerne på –løse, -lev og –sted en klart større fundmængde i deres umiddelbare nærhed –
hvorimod forbindelsen mellem fund og inge-byer
var mere vag.
Dertil har flere danske og skånske
arkæologer, kulturgeografer og landbrugshistorikere op gennem især 1980’erne
gjort sig tanker om torp-anlæggelsers baggrund og samtid, tanker, der afviger
mere eller mindre fra den traditionelle simple udflytningsmodel. Erland Porsmose har f.eks. foreslået,
at torperne repræsenterer en omstrukturering i landbruget fra kreaturbrug til
agerbrug, således at torperne var bedre indrettet på intensiv dyrkning af jorderne
end de gamle landsbyer (Porsmose 1979, 1981 og 1987). I Skåne er
torp-koncentrationen omkring Uppåkra ligefrem blevet tolket som tegn på en
slags super-agerbrugsbyer rettet på at brødføde centralpladsens øvrige
indbyggere (Callmer 2001), mens andre har set torperne i relation til et
politisk magtskifte i forbindelse med Jelling-dynastiets ankomst (Anglert 1995,
48-49). Fælles for disse mange interessante torp-teorier er dog, at de ikke
rykker ved navne- og bebyggelsestypens datering, men derimod kun bestyrker dens
overvejende henførelse til sen vikingetid og tidlig middelalder, nærmere
bestemt tiden omkring 900-1200.
I nyere tid er spørgsmålet om –torp’ernes alder blevet taget op af Michael Lerche Nielsen i hans
ph.d.-afhandling fra 1997 om “Vikingetidens personnavne i Danmark - belyst
gennem runeindskrifternes personnavne og stednavne på -torp sammensat med
personnavneforled”, hvilket året efter blev fulgt op af et specifikt
konferencepaper herom med en efterfølgende artikel ”Om dateringen af danske stednavne på -torp”. Ligesom Hald
afviste Lerche Nielsen flere af de sproglige kriterier for at gøre de
sønderjyske torp-navne ældre end i
resten af landet, idet han dog vurderede, at mangelen på kristne elementer
måtte indikere, at navnetypen her var gået tidligere af brug (Nielsen 1997,
117-118). At personavnene anvendt som torp-navneforled
generelt skulle være mere vikingetidige end middelalderlige fandt han heller
ikke reelle belæg for, idet de hævdede vikingetidsnavne fra anden side også
vides almindeligt brugt et godt stykke op i middelalderen (Nielsen 1997,
109-111). Hovedparten af de personnavne, der indgår som forled i torp-navnene,
er faktisk snarere hjemmehørende i tidlig middelalder end i vikingetid, høj-
eller senmiddelalderen. I modsætning hertil står de formodet dansk anlagte -thorp
og -by navne i England, hvor personnavneforleddene har en arkaisk
vestnordisk karakter (Nielsen 1998, 196). Michael Lerche Nielsen har været lidt
forsigtig med at sætte konkrete årstal på torp-periodens
hovedfase, men synes at hælde mest til en primær hovedperiode i Danmark i
1100-tallet, med en tiltagende og aftagende brug i århundredet før og efter –
hvilket han fandt støtte for i de førnævnte arkæologiske undersøgelser (Nielsen
1998, 198). Han har endvidere foreslået, at man skelner mellem forskellige
bebyggelsesmæssige torp-typer: »Selvom
det arkæologiske materiale kan synes sparsomt, er der både veldokumenterede
eksempler på torp-bebyggelser, der er anlagt som en vikingetidig stormandsgård,
og torp-bebyggelser, der er anlagt dels på eksisterende landsbyers udjorder,
evt. i dyrkningsfællesskab med disse, dels er anlagt på nyopdyrket, ryddet
jord.« (Nielsen 1997, 116). Det er endvidere hans formodning, at de
forskellige typer i et vist omfang også repræsenterer forskellige delperioder i
torp-navnenes kronologi. De
skattemæssigt store og sognebærende –torp’er
kan han især forestille sig bygger på vikingetidige stormandsgårde. Hvis
sådanne “stormandstorper” udgør et ældre lag over for et yngre lag af egentlige
udflytterbebyggelser, bør man ifølge Nielsen ligeledes være forsigtig med at
studere stednavnetypens bebyggelsesmæssige karakteristiska samlet under ét
(Nielsen 1997, 116). Torp’er i den
usammensatte form (Torp, Tarp mv.) blev af Nielsen formodet temmelig unge, nok
overvejende fra 1500- og 1600-tallet (Nielsen 1997, 107-108) – i øvrigt i
modsætning til Hellberg, der netop så dem som tilhørende sit oldgamle torp-lag (Hellberg 1954, 176-177).
* * *
Ikke mindst den nye opmærksomhed, som
Michael Lerche Nielsens ph.d.-afhandling havde bragt på –torp’erne, gjorde, at den Nordiska Samarbetskommittén för
namnforskning (NORNA) besluttede at lade sit 31. symposium i 2002 handle netop
om emnet “Nordiske torp-navne”. En symposierapport herfra af samme navn udkom i 2003.
I dansk torp-dateringsmæssig sammenhæng
satte Peder Gammeltoft
spørgsmålstegn ved den hævdvundne tradition om de sønderjyske torp’ers aldersmæssige anciennitet,
idet han sammenlignede dem med torp-navne
i det umiddelbart nordvest for liggende treherred af Øster, Vester og Nørre
Horne herreder, hvor han også kun fandt før-kristne personnavneforled. Til
gengæld måtte han konstatere, at personnavneforleddene er langt hyppigere i det
sønderjyske torp-navnemateriale (tæt
på 73%) end i Horne herred (35%); han vurderede endvidere, at forledstypen
syntes at afspejle forskellige aldre, således at –torp’er med personnavneforled ud fra administrationsmæssige
kriterier generelt fremstod ældst (ofte med sognestatus), egenskabsbeskrivende
elementer (såsom i Krarup, Hyllerup, Brenderup) fremstod yngre (ofte med
ejerlavstatus), mens lokalitetsangivende elementer (som fx i Kærup, Lunderup,
Nørtarp) fremstod yngst (ofte uden ejerlavsstatus). Usammensatte torp-navne syntes ifølge Gammeltoft her
at opføre sig præcis som de øvrige –torp’er,
og fremstod derfor jævnaldrende med disse (Gammeltoft 2003).
Også Michael
Lerche Nielsen udfordrede igen ved denne lejlighed sønderjydernes gamle
torper, hvis højere alder han vurderede efterhånden kun reelt beroede på
sognekriteriet. Hvilket måtte anses for et problem, idet han ikke mente at
kunne finde noget sprogligt bevis for, at sognebærende –torp’er var ældre end –torp’er
i almindelighed: »Der er med andre ord
intet i de forled, som indgår i torp-navnene med sognestatus, der antyder en
højere alder i forhold til resten af navnegruppen« (Nielsen 2003a (citat
191)).
Bente
Holmberg advarede imod,
at man på forhånd udelukkede før-kristne sakrale forledselementer i torp-navne, bl.a. med udgangspunkt i en
problematisk omvejstolkning af Frøstrup til det sjældent belagte personnavn Frøsten i stedet for det mere oplagte
gudenavn Frø (Holmberg 2003).
Dertil benyttede Michael Lerche Nielsen og
Rikke Steenholt Olesen lejligheden til at henlede opmærksomheden på, at
stednavnetypen også i Danmark har været aktiv konstant siden middelalderen, om
end med en del udsving, hvilket ellers ofte har været negligeret en del i dansk
stednavneforskning (Nielsen 2003b; Olesen 2003).
NORNA-konferencen i Jaruplund blev ikke
ligefrem nogen afslutning på den nyopstandne interesse for torp-navne, tværtimod. Konferencen afstedkom oprettelsen af det
tværfaglige forskernetværk Torp-forum, der i perioden 2003-06
holdte syv seminarer med deltagelse af navneforskere, arkæologer, historikere
og geografer. Målet var gennem uformelle oplæg og foredrag at få kendskab til
andre forskeres og forskningsområders arbejde med –torp’erne, og dermed også få mulighed for at fremlægge egne
foreløbige undersøgelser og overvejelser om emnet. Et af de tilbagevendende
emner var torp-navnetypens datering,
hvor det fra arkæologisk blev fremført, at flere sydskandinaviske torp-udgravninger i nyere tid faktisk
syntes at række helt tilbage til 700-tallet.
* * *
Torp-forumrækken sluttede – foreløbigt – med
en tredageskonference i Malmö, afholdt den 25.-27. april 2007, arrangeret i
samarbejde med Institut för språk och folkminnen, med over et halvt hundrede
deltagere, primært fra Danmark og Sverige, og 17 oplægsholdere, foruden Danmark
og Sverige fra Norge, England og Holland. De fleste af disse
konferenceforedrag, suppleret med enkelte nye, danner grundlaget for de 16
artikler, der i 2009 blev udgivet i den antologi, Torp - som ortnamn och bebyggelse,
som vi præsenterer her i dag. I det efterfølgende skal jeg prøve at syntetisere
over, hvad vi i disse artikler er nået frem til med hensyn til torp-bebyggelsernes datering; en slags
aktuel Stand der Forschung.
Antologien lægger ud med en
sproghistorisk og –historiografisk præsentation af etymologien bag ordet torp. Hans Jonsson vurderer, at ordet primært synes at stamme fra det
germanske þurpa, i betydningen
“anlagt gård” eller “samling af samhørende gårde”, i hvilken betydning det har
spredt sig fra vestfrankisk område til Sachsen og Nordvesttyskland, og derfra
til England og Skandinavien, på begge områder med etymologisk udvikling fra
“selvejergård” til “af en hovedgård afhængig mindre gård”, derfra til den mere
brede betydning “anlagt gård eller nybebyggelse” (Jonsson 2009).
Forsøg på sproglige dateringer af torp-navne må endvidere tage hensyn til,
at forskellige former af sådanne navne ikke kun afspejler én sproglig
udviklingslinie, men at man ofte vil kunne finde høj- og lavstilsvarianter af
samme stednavne med sideløbende eksistens over flere århundreder. Sådanne synes
ifølge Staffan Fridells
undersøgelser især at opstå i perioder med generel hurtig sproglig udvikling,
hvilket i gammelsvensk især er tilfældet fra slutningen af 1300-tallet, med
kulmination i antallet af stednavnevarianter i 1500-tallet (Fridell 2009).
Peder
Gammeltoft tager fat i
spørgsmålet om muligheden for sakrale –torp’er,
altså torp-stednavne med hedenske
gudenavne som forled, hvilket siden Steenstrup traditionelt er blevet afvist af
stednavneforskningen, idet navnetypens aktivitet i Norden primært henregnes til
kristen tid. Gammeltoft har set nærmere på potentielle torp-gudenavne i Thorstrup (Tåstrup), Frøstrup og Tistrup, og når
vel nærmest frem til den forsigtige og åbensindede slutning, at begge
muligheder objektivt set står åbne: der kan
være tale om gudenavnsafledte personnavne, som f.eks. Thorsten, Frøsten og
Tisten, hvilket nok især synes at være sagen for en del af vore mange
Tåstrup’er, men muligheden for oprindelige gudenavneforled af Thor, Frej og Tyr
kan heller ikke afvises, især ikke for de to sidstnævntes vedkommende. I givet
fald, pointerer Gammeltoft, må man imidlertid også være indstillet på at flytte
de pågældende –torp’ers datering
tilbage til de respektive guders primære aktivitetsperiode, hvilket formentlig
vil sige vikingetiden for Thor og jernalderen for Frej og Tyr (Gammeltoft
2009).
Selv har jeg i mit arbejde med diverse
tværfaglige gennemsnitsberegninger på -torp
og andre navnetyper på Sjælland berørt dateringsspørgsmålet på to fronter. Dels
ved at sammenligne torp-bebyggelser i
potentielle rydningsområder med andre formodede rydningsnavnetyper, hvor -torp gennemgående ser ud til at
repræsentere et senere rydningslag end navnetyperne –tved, -rød og –holt – dog generelt ikke senere end
1400-tallet. Dertil har jeg efterprøvet Michael Lerche Nielsens forslag om, at torp-kirkebyer snarere end særlig høj
alder indikerer eksistensen af tidlig-middelalderlige hovedgårde. I
Nordvestsjælland kan der imidlertid ikke findes tegn på nogen korrelation
imellem sognekirker og højmiddelalderlige hovedgårde som helhed, med en
interessant undtagelse for –torp’erne,
idet korrelationen dog her er direkte negativ: selvom 20% af regionens kendte
hovedgårde lå i –torp’er eller selv udgjorde
–torp’er, så kan der her ikke findes
ét eneste belæg for en hovedgård ved en af regionens mange torp-sognekirker (Jakobsen 2009)!
Normalt opgøres antallet af torp-navne i Sverige til omkring 7.500,
heraf 1.000 i Skånelandene. Men en søgning på Lantmäteriverkets database kan
berette om ca. 26.000 svenske torp-stednavne.
Forskellen bygger først og fremmest på omkring 18.000 torp-navne af den
såkaldte “dagsværkstorp”-type, som forskerne traditionelt har regnet for yngre
og dermed ikke oprindelige, men ifølge Staffan
Nyström er denne udelukkelse ikke helt retfærdig. Især i de
senmiddelalderlige ”nybyggertorpers” nordlige udbredelsesområde er det
problematisk at skelne mellem dem og det tidligste lag af eftermiddelalderlige
“dagsværkstorper”, ligesom man også må påregne problemer med at kunne skelne
imellem de ældste sydsvenske (herunder skånske) nybyggertorper fra vikingetiden
og det af Lars Hellberg foreslåede lag af jernalderlige “græsmarkstorper”
(Nyström 2009).
I spørgsmålet om hvorvidt man bør skelne
imellem forskellige bebyggelsestyper af –torp’er,
advarer Peder Dam imod at
underinddele for meget, idet en meget stor andel af de danske torp-navne vitterligt synes at være
hæftet på landslovenes torp, altså en udflytterbebyggelse fra en ældre adelby. Foruden
torper med torp-navne indgår i denne
gruppe også flere andre stednavnetyper, og Dam viser med et illustrativt
case-study fra det jyske Skjød sogn hvordan torp-udskilningen
er sket med nye perifere ejerlavsdannelser, formentlig i forbindelse med en senvikingetidig/tidlig-middelalderlig
ekspansion, men også hvordan ejerlavsstrukturen kan benyttes til at
identificere mulige senmiddelalderlige torp-nedlæggelser
(Dam 2009).
Det traditionelle syn på torpdannelse
gennem landsby- og ejerlavsudskilning fra en adelby må dog nok i visse tilfælde
nuanceres. På Fyn illustrerer Lars Ewald
Jensen dette med Kværndrup sogn, der bl.a. rummer de to relativt store torp-landsbyer Kværndrup og Trunderup,
som det ikke umiddelbart er let at finde nogen oplagt adelby til. Omvendt bærer
sognet heller ikke præg af at være så sent beboet, at –torp’erne skulle repræsentere det ældste bebyggelseslag. Lars Ewald Jensen foreslår i stedet,
at det mose- og engprægede landskab indtil torpanlæggelsen har været bebygget
med enkeltgårde, der i vikingetid eller tidlig middelalder er blevet
centraliseret i såkaldte ballung-landsbyer, her altså med torp-navne. I den for sognet centralt beliggende Kværndrup synes
gårdene således samlet omkring kirken og en vandmølle (Jensen 2009).
Af stor betydning for dateringen af de
skandinaviske –torp’er er som
allerede sagt det forhold, at torp-navne
optræder særlig hyppigt i de dele af England, hvor skandinaviske bosættere slog
sig ned i vikingetiden. Fra tid til anden har enkelte forskere dog sat
spørgsmålstegn ved, om de engelske thorp’s
overhovedet er skandinaviske. Efter omkring 45 års studier og overvejelser
vedrørende navnetypen thorp i England
kan Gillian Fellows-Jensen i dag
konkludere, at man ikke bør afvise muligheden for, at nogle af thorp-navnene i Danelagen kan være fordanskninger af throp-navne, der allerede eksisterede
ved vikingernes ankomst, men at hovedparten af thorp’erne stadig bedst forklares med skandinavisk indflydelse, dels
i forbindelse med selve vikingetidens kolonisation, dels fra de efterfølgende
generationer af anglo-skandinavisk bosættelse (Fellows-Jensen 2009).
Noget af et scoop var det for os at få
besøg af tre yngre engelske forskere, Richard
Jones, David Parsons og Paul Cullen, der i anledning af konferencen har
iværksat en større tværfaglig undersøgelse af thorp- og throp-bebyggelser
i England, der både inddrager bebyggelseshistorie, stednavne, arkæologi og
naturgeografi. Uden i forvejen at kende til de sydskandinaviske
bebyggelseshistoriske teorier af fx Erland Porsmose og Johan Callmer, er de
interessant nok nået frem til en tilsvarende slutning, at –torp’erne i England – både -thorp
og -throp, som de mener bør behandles
som én fælles navnegruppe – skal ses som del af en landbrugsafledt omlægning i
bebyggelsesstrukturen, således at torperne har været specielt rettet på
agerbrug og kombineret ager- og malkekvægsbrug, og at hovedparten af –torp’erne rimeligvis går tilbage til sen
vikingetid og 1000-tallet, men at mange af dem synes anlagt i allerede
koloniserede områder, hvor de har afløst ofte nærliggende angelsaksiske
bebyggelser (Jones, Parsons & Cullen 2009).
Endnu et interessant bidrag til –torp’ernes mulige udbredelseskronologi
uden for Sydskandinavien har antologien hentet fra Holland, hvor torp- eller rettere dorp-bebyggelsesnavne traditionelt ikke har pådraget sig forskernes
opmærksomhed. I anledning af Torp-konferencen
har Rob Rentenaar heldigvis rådet
bod på dette, dels ved at identificere 290 dorp-bebyggelser,
heraf mindst 128 middelalderlige, der strækker sig fra til slutningen af
700-tallet og frem til idag, men nok så interessant også ved at konstatere, at
de fleste og ældste middelalderlige -dorp’er
især findes i de vestlige og nordvestlige egne ud mod kysten – og altså ikke i
øst og syd ind mod Frankerriget, som man ellers traditionelt ville forvente.
Rentenaar overvejer derfor, om man måske snarere end relationer til den
frankiske -dorf bør se den
nederlandske -dorp i relation til –torp’erne i Nordsøregionen (Rentenaar
2009)?
Et andet, om end knapt så overset
geografisk kapitel i torp-forskningen, er Norge, som vi i denne anledning har
fået Tom Schmidt til at præsentere
os for, med en undersøgelse af torp-navne
i Østfold. Schmidt konkluderer, at Østfolds –torp’er synes at være kommet til over en så lang periode, at de
ikke udgør nogen enhedsmæssig gruppe. De ældste tilhører vikingetiden, muligvis
endnu ældre, mens andre er dannet helt op i 1800-tallet. Den primære torp-anlæggelsesfase synes dog at være
fra overgangen mellem vikingetid og kristen middelalder til og med slutningen
af højmiddelalderen (Schmidt 2009).
Som
sagt er torp-anlæggelser ikke kun et
vikingetidigt og tidligt-/højmiddelalderligt anliggende. Antologien har derfor
også flere artikler med om –torp’ernes
efterfølgende perioder.
Et interessant aspekt af den senere torp-dannelse kan ses i det nordøstlige
Skåne, i grænselandet mellem middelalderens Danmark og Sverige, hvor de svenske
“dagsværkstorper” i gammeldansk sammenhæng har haft betegnelsen “hus” eller
“gadehus”. Dette kan Henrik Svensson
påvise også afspejler sig tydeligt i stednavnene, idet den samme
bebyggelsestype typisk har torp-endelser
mod nord i grænseområdet, mens de mod syd har hus-endelser. Begge navnetyper er aktive sideløbende endnu i 1700-
og 1800-tallet, hvorpå –torp’erne
helt tager over – ja, i nogle tilfælde endda også i form af navneændringer i
løbet af 1800-tallet fra –hus til –torp (Svensson 2009).
I Mörrum sogn i Blekinge kan Susanne Vogt dokumentere hvordan Björstorp
sammen med syv andre torper (dog af andre navnetyper end –torp) er blevet opført i perioden 1523-51, og således repræsenterer
det lag af –torp’er i overgangen
mellem middelalder og tidlig moderne tid, som anlagdes af den godsbesiddende
højadel i skovområder med henblik på dannelsen af nyt rentegods (Vogt 2009).
Selv i et område med relativt sene
førstegangsbelæg, som f.eks. i det nordvestlige Skåne på grænsen op mod Halland
og Småland, hvor f.eks. Ringarp i Örkelljunga sogn optræder første gang i en
jordebog fra 1523, kan historikeren Sten
Skansjö ud fra studier af 1500-tallets landgildesammensætning finde tegn
på, at landsbyen – på den tid to gårde – sandsynligvis går tilbage til før
1200-tallet, med mulige rødder i vikingetiden. Selv –torp’er, der ikke er nævnt i 1523-jordebogen, men først i senere
1500-talskilder, kan ifølge Skansjö ligeledes være middelalderlige (Skansjö
2009).
Med til spørgsmålet om –torp’ernes datering hører også en
afklaring af, præcis hvilken an- eller omlæggelsesfase man ønsker at datere. Olle Heimer fører os i sin præsentation
af de arkæologiske undersøgelser af Lockarp nær Malmø gennem 10 faser af denne torp-bebyggelses ganske omskiftelige
tilværelse, fra bronzealdergravplads og jernalderboplads over
vikingetidsstorgård til middelalderlig kirkelandsby, der i 1700-tallet talte 19
gårde. Det er en af disse gårde, Almdala, den tidligere vikingestorgård, at
Heimer følger på tæt hold op gennem tiden (Heimer 2009).
Antologien slutter meget passende af med
en artikel, der fokuserer på hvad der er sket med de torper, som ikke fik lov
at overleve, men på et tidspunkt er blevet nedlagt igen og teknisk set er
flyttet tilbage til adelbyen. Ifølge Bent
Jørgensen kan flere belæg for landsbygårde med individuelle gårdnavne i
virkeligheden være sådanne tilbageflyttede torper, og han giver 10 eksempler på
potentielle eks-torpgårde rundt om på Sjælland, hvor de til landsbyen knyttede
marknavne giver yderligere støtte til at udpege torpens oprindelige
lokalisering på adelbybymarken. I dateringsmæssig sammenhæng relaterer sådanne
studier sig altså til afslutningen på torpens levetid, som jo må være indtrådt
før vi finder torpgården tilbage i adelbyen, men trods alt ikke længere siden
end at navnet stadig er bevaret (Jørgensen 2009).
*
* *
Dermed er jeg nået frem til min
afsluttende sammenfatning. I nyere tid synes den fremherskende datering af -torp’erne i Danmark at være, at de har
været aktive som navnetype i vikingetiden, men også i de efterfølgende
århundreder, hvilket vil sige til og med 1200-tallet, som den primære
hovedperiode (f.eks. Dalberg 2001, 181; Jørgensen 2008, 300). Der er dog nok en
tendens til, især fra arkæologisk side, at ville trække de tidligste –torp’er længere tilbage i tiden, til i
hvert fald 800-tallet og måske sågar 700-tallet. I Norge og Sverige opererer
man desuden med et muligt endnu ældre jernalderligt lag af –torp’er i de såkaldte bygdenavne. Dertil
har navnetypen fortsat fundet anvendelse op gennem senmiddelalder, tidlig
moderne tid og helt op i nutiden. Dette gælder i særskilt grad i Sverige, hvor
–torp i efter-middelalderlig
sammenhæng har fået en ny anvendelse på såkaldte “dagsværkstorper”.
Torp-antologien rykker ikke afgørende ved
dette overordnede dateringssyn. Men antologien er med til at nuancere forståelsen
betydeligt for hele torp-fænomenets
aktivitetsperiode, lige fra vikingetidens forbindelse til torper på kontinentet og i England, over de forskellige mulige torp-dannelsesforløb op gennem senvikingetid,
middelalder og tidlig moderne tid, herunder hvilke forskellige faser den
enkelte torp-bebyggelse kan have
gennemgået og hvordan dens navn kan have ændret sig, til den i sidste ende kan
være blevet opslugt af sin moderby igen. Det er således vores håb, at bogen om Torp
- som ortnamn och bebyggelse i en årrække fremover kan og vil blive
benyttet flittigt i såvel universitets- som museums- og arkivverdenen, ikke som
en endelig facitliste, men som en kilde til inspiration til alle de spændende
aspekter, som det kan være værd at undersøge nærmere, når man i Skandinavien
støder på en af vore 10.000 middelalderlige –torp’er.