KlosterGIS DK

KlosterGIS DK er en digitalisering af alle kendte klostre i middelalderens Danmark. Digitaliseringen er foretaget i vinteren 2005-06 i forbindelse med min aktuelle Ph.D. på Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse, Syddansk Universitet, en Ph.D. der omhandler dominikanerne i middelalderens Danmark. Gennem denne og tidligere undersøgelser har jeg efterhånden nogle års erfaring med studiet af såvel middelalderlig klosterhistorie i Norden som historisk-geografisk anvendelse af GIS. Min i forvejen planlagte digitalisering af de danske dominikanerklostre kunne relativt let udbygges med Danmarks øvrige klostre, og da en sådan idé blev opmuntret af mine kontakter i HisKIS-gruppen, er tanken nu blevet til virkelighed.

Et ‘kloster’ kan i denne forbindelse defineres som de fysiske bygninger, der i middelalderen dannede rammen om et religiøst fællesskab af en gruppe personer, der havde valgt at leve sammen efter en klosterregel under en eksisterende klosterorden. Sådanne klostre kendes i Danmark fra midten af 1000-tallet og frem til og med 1500-tallet, hvor den protestantiske reformation gjorde en ende på klosterlivet, der umiddelbart hørte den katolske kirke til. Det (eller rettere: de) præcise årstal for klosterbevægelsens afslutning i Danmark er nærmere diskuteret nedenfor. Med nutidens religionsfrihed er katolske klostre atter kommet til landet, men disse er ikke inddraget i nærværende kortlægning.

Som nævnt begrænser KlosterGIS DK sig til beliggenheden af de fysiske lokaliteter for centrene af middelalderens klostersamfund. Det betyder, at f.eks. de store klostergodser med fæstegods, møller og ladegårde (grangier) ikke fremgår af kortlægningen, hvor kun selve klosteret er markeret. Mange klostre havde endvidere huse placeret rundt om i landets købstæder, hvoraf nogle ligefrem kunne betegnes som en slags filialer af det egentlige kloster, men det krævede en officiel indvielse og kirkelig anerkendelse at opnå status af kloster; hvor en sådan ikke kendes, er husene ikke inddraget. Dette forhold har specielt betydning for de såkaldte ‘helligåndshuse’, religiøse stiftelser med fokus på fattige og syge, der op gennem senmiddelalderen grundlagdes i de fleste danske købstæder. Kun et mindretal af disse blev imidlertid officielt en del af Helligåndsordenen med status af egentlige klostre, hvor kun sidstnævnte gruppe er medtaget i kortlægningen. Heller ikke de såkaldte Skt. Jørgensgårde eller spedalskhedsstiftelser er inddraget.

Ved alle landets domkirker fandtes et tilhørende domkapitel af højtstående præster, såkaldte kannikker, der gjorde tjeneste ved domkirken og deltog i administrationen af stiftet. Ved nogle af landets domkapitler blev det besluttet, at kannikkerne skulle leve i et regelbundet fællesskab efter en egentlig klosterregel (Augustins Regel). Sådanne ‘regulære’ kannikesamfund fandtes ved domkapitlerne i Vestervig/Børglum, Viborg og Odense, og de er i denne sammenhæng at betragte som klostre. Ved landets øvrige domkapitler levede også kannikker i klosterlignende bygninger i umiddelbar nærhed af domkirken, men da disse ‘sekulære kannikker’ ikke levede efter en klosterregel, er der i klosterhistorisk (endsige religiøs) forstand ikke tale om egentlige klostre. Regulære kannikeklostre kunne også eksistere uden tilknytning til et domkapitel, hvilket her i landet faktisk gjaldt for de fleste, og i disse tilfælde er der tale om fuldgyldige klostre. Forskellen på ‘kannikker’ og ‘munke’ vil blive behandlet efterfølgende.

Et kloster var som udgangspunkt bygget op omkring en kirke og en eller flere boligfløje, der normalt var sammenbygget, og med tiden gerne tog form af et firfløjet anlæg, hvor kirken ofte udgjorde nordfløjen - men for byklostrenes vedkommende også kunne danne sydfløjen. Alt efter klosterets størrelse kunne der dertil høre diverse til- og udbygninger.

Danmark har som bekendt skiftet geografisk omfang adskillige gange op gennem historien - gennemgående mest i formindskende retning. Selvom man indsnævrer den tidsmæssige ramme til “middelalderen” (her ca. 1000-1536) er der stadig langt fra tale om nogen entydig størrelse. Jeg har til “middelalderens Danmark” medregnet det nutidige ‘egentlige Danmark’ (dvs. exkl. Færøerne og Grønland, der i middelalderen sammen med Island hørte til Norge), ‘Skånelandene’ (dvs. Skåne, Halland og Blekinge, der overgik endeligt til Sverige i 1658-60), ‘Sydslesvig’ (den del af hertugdømmet Slesvig, der ved folkeafstemningen 1920 overgik til Tyskland) og den nordtyske ø Rügen, der i perioden 1169-1375 i kirkelig henseende hørte under biskoppen i Roskilde. Inddraget er derimod ikke klostrene i Holsten og de øvrige nordtyske grevskaber, der i kortere eller længere perioder nok kan siges at have været under den danske konges herredømme, men alligevel dårligt kan betegnes som en del af middelalderens Danmark; hvad de slesvig-holstenske klostre angår, skal det i øvrigt bemærkes, at klostrene allerede er digitaliseret i forbindelse med projektet Historischer Atlas Schleswig-Holstein.

I østlig retning kan man argumentere for, at både Gotland og Estland burde være med. Ingen af de gotlandske klostre er imidlertid oprettet i den danske regeringstid (1361-1645), mens flere af de estiske klostre vitterligt er danske anlæggelser fra ‘dansketiden’ (1219-1347). Faktisk findes der også enkelte danske klosteranlæggelser på fastlandet langs den nordtyske Østersøkyst, men i alle nævnte tilfælde er det min subjektive opfattelse, at en inddragelse her i “middelalderens Danmark” ville støde mere end den ville gavne. Desuden mangler jeg både den nødvendige klosterhistoriske viden og det GIS-geografiske kortgrundlag til en sådan udvidelse af projektet.

Digitaliseringen af KlosterGIS DK er foregået i programmet ArcView GIS version 3.1. Der er tale om en simpel punktdigitalisering, hvor lokationen af det enkelte kloster er blevet bestemt “så præcist som muligt”. Denne noget relative angivelse dækker over to hovedtyper af usikkerheder.

Inden for det nutidige Danmark er nøjagtigheden af punkternes placering så præcis, som det eksisterende klosterhistoriske kendskab reelt giver mulighed for. I de tilfælde, hvor klosterbygningerne eller dele heraf endnu findes, er punktet afsat på en baggrund bestående af Kort & Matrikelstyrelsens topografiske atlas 1:25.000 (4 cm-kortet), således at prikkens centrum så at sige tilnærmelsesvis ligger i centrum af det middelalderlige klosters klostergård! I de tilfælde, hvor synlige klosterbygninger ikke længere eksisterer, er punktet afsat i henhold til tilgængelige referencer fra eventuelle udgravninger, hvor der først og fremmest er trukket på Gyldendals bog om danske klostre af Jens Anker Jørgensen og Bente Thomsen (2004), samt for Franciskanerordenens vedkommende på Die Franziskaner in den nordischen Ländern im Mittelalter af Jørgen Nybo Rasmussen (2002). I adskillige tilfælde er den præcise lokation af klostrene imidlertid fortsat ukendt, ja i enkelte tilfælde kan man blot sige i hvilken købstad eller omtrentligt hvor i landområdet, beliggenheden må formodes at have været. Hvor beliggenheden er så usikker, at den for alvor må vurderes at have betydning for GIS-analyser, er dette anført i notefeltet i den tilhørende ‘theme table’.

Når vi kommer udenfor ‘nutids-Danmarks’ grænser, forøges usikkerhedsproblematikken i KlosterGIS DK med endnu en faktor. Her har jeg ikke for alle områder haft adgang til et videre nøjagtigt kortgrundlag at digitalisere klosterpunkterne ud fra. Ad forskellig vej er det dog alligevel lykkes for de fleste områder at stedfæste punkterne forholdsvis nøjagtigt (omtrent svarende til KMS’s 1:100.000-kort), hvor størst unøjagtighed må påregnes for klostrene i Halmstad, Husum og på Rügen.

For alle klosterpunkterne, både i det nutidige og i det øvrige middelalderlige Danmark, skal det imidlertid understreges, at digitaliseringen IKKE bør tillægges værdi i helt lokale GIS-analyser, dertil er nøjagtigheden simpelthen ikke stor nok. Til såvel landsdækkende som regionale analyser vil jeg imidlertid betegne nøjagtigheden som fuldt ud tilstrækkelig. Selv for et af de mere “usikre områder”, nemlig den relativt lille ø Rügen, vil jeg eksempelvis hævde, at nøjagtigheden er rigelig god til analyser på “ø-plan”. Den generelle kritiske grænse for hele det kortlagte område kan siges at være nået, hvor der ønskes en nøjagtighed svarende til KMS’s 1:100.000-kort.

I forbindelse med digitaliseringen er der til de enkelte punkter indført en række data i den tilhørende ‘theme table’.

Kolonne 1 (“Ref nr”) angiver det referencenummer, som det individuelle kloster er blevet tildelt i digitaliseringsprocessen. Numrene løber fra 1 til 137, da kortlægningen således omfatter 137 klostre. Numrene 1-99 dækker klostrene i det nutidige Danmark oplistet i alfabetisk rækkefølge efter det valgte klosternavn (jf. kolonne 2), numrene 100-125 gælder på samme måde de østersundske klostre, numrene 126-134 de sydslesvigske, mens nr. 135-137 repræsenterer de tre middelalderlige klostre på Rügen. Ønsker man at reducere antallet af viste klosterpunkter til eksempelvis nutids-Danmark, kan man altså (f.eks. via Legend editor i ArcView) blot fjerne punkter med referencenumre større end 99.

Kolonne 2 (“Navn”) angiver navnet på det enkelte kloster, eller rettere stednavnet på den bebyggelse, som klosteret ligger i eller ved. I praksis kunne et middelalderkloster have flere navne, idet man foruden geografisk stednavn også benævnte det efter den orden, klosteret tilhørte, klostersamfundets type (f.eks. munke eller nonner) og/eller den helgen, som klosteret var indviet til. Disse supplerende navngivende forhold er, så vidt de kendes, indført i datatabellens kolonner 4, 6 og 7. De har specielt betydning, hvor den samme bebyggelse (såsom købstæderne) tæller flere klostre. For eksempel rummer det middelalderlige Danmarks to største kirkebyer, Lund og Roskilde, hver fem klostre, der altså som navn alle blot har enten “Lund” eller “Roskilde” anført i kolonne 2. For nærmere præcisering må man derfor her tjekke med kolonnerne 4, 6 og 7. For klostrene i det nutidige Danmark er der til navnene anvendt den gældende danske staveform, mens de østersundske klostre er opgivet med gældende svenske staveformer. Navnene på de sydslesvigske og rügenske klostre er som udgangspunkt anført i gældende tysk staveform (f.eks. “Schleswig” i stedet for “Slesvig”), hvor jeg dog af hensyn til genkendeligheden både har anført den danske og tyske staveform for klostrene Mårkær/Mohrkirchen (nr. 129) og Ryd/Rüde (nr. 130).

Kolonne 7 (“Indviet til”) angiver hvem (eller hvad) klosteret var indviet til. Alle middelalderens kirker og klostre var således indviet til en eller flere helgener, som især klostrene og bykirkerne ofte blev opkaldt efter (f.eks. Sankt Peders Kloster og Vor Frue Kirke). Nogle ordener holdt ret konsekvent fast ved én helgen, som så godt som alle dens klostre blev indviet til (f.eks. var Johanniterne yderst trofaste over for Johannes Døberen, herhjemme bedre kendt som Sankt Hans), mens andre havde flere at vælge imellem. Analyser af klostres og kirkers helgenindvielser er bestemt ikke uinteressante, da valget af helgen nogle gange synes at afspejle kirkens historie og funktion, men for Nordens vedkommende er den slags studier gennemgående besværliggjort af, at ganske mange indvielser ikke længere kendes. Dette gælder også for klostrene, hvor omkring en tredjedel af datafelterne i kolonne 7 står blanke. Dertil kommer som nævnt, at klostrene ofte kunne være indviet til flere forskellige, og det er endda ikke umuligt andet end at helgenerne så at sige kunne blive udskiftet undervejs. Medtagelsen af helgenindvielse i KlosterGIS DK skal derfor primært ses som et supplement til navnedataene.

Kolonne 3 (“Ordens nr”) og kolonne 4 (“Orden”) angiver hvilken religiøs orden klosteret tilhørte. Af sådanne kan der i middelalderens Danmark opregnes tolv: 1. Benediktinerne, 2. Cistercienserne, 3. Johanniterne, 4. Augustinerne, 5. Præmonstratenserne, 6. Dominikanerne, 7. Franciskanerne, 8. Karmeliterne, 9. Antoniterne, 10. Helligåndsordenen, 11. Birgittinerne, og 12. Karteuserne. De her anvendte ordensbetegnelser er langt fra enerådende. Eksempelvis kendes dominikanere og franciskanere herhjemme bedre under betegnelserne “sortebrødre” og “gråbrødre”, mens deres korrekte middelalderlige betegnelser faktisk var de i dag lidet kendte “prædikebrødre” og “små brødre”. På samme måde anvendes betegnelsen “benediktiner” sjældent i middelalderen, hvor man inden for denne orden endvidere havde en delvist selvstændig undergruppe i form af “cluniacenserne”, en kongregation opbygget omkring klosteret i Cluny; hvor vidt nogle af de danske benediktinerklostre reelt tilhørte den cluniacensiske kongregation er et omdiskuteret spørgsmål, som jeg her helt har undgået ved under ét af henføre dem alle til orden nr. 1. De valgte ordensnumre i kolonne 3 er i øvrigt ganske vilkårlige, men de muliggør altså, at en analyse alene af f.eks. Cistercienserordenens klostre i middelalderens Danmark kan lade sig gøre ved kun at inddrage klostre af orden nr. 2. Om netop cistercienserne og benediktinerne skal man dog vide, at adskillige danske cistercienserklostre angiveligt startede op som benediktinske, men efter få år blev reformeret af cistercienserne. Sådanne omlagte klostre er henført til den orden, som de i længst tid har fungeret under, hvilke i de fleste tilfælde vil sige cistercienserne.

Kolonne 5 (“Type nr”) og kolonne 6 (“Typebetegnelse”) angiver typen af klosterets tilhørende klostersamfund. Af sådanne har jeg valgt at skelne imellem seks: 1. Munke, 2. Nonner, 3. Kannikker, 4. Tiggerbrødre, 5. Hospitalsbrødre, og 6. Munke og nonner. Forskellen mellem ‘munke’ og ‘nonner’ giver sig selv, men herefter bliver det mere kryptisk. Mens alle middelalderens kvindelige klostersamfund under ét kan betegnes som nonner, fandtes der flere variationer inden for de mandlige klostersamfund. De klassiske munke af Benediktiner- og Cistercienserordenen levede typisk i store landklostre uden for byerne, hvortil der hørte store og ofte meget rige klostergodser. Munkene selv kom imidlertid sjældent uden for klosterets mure, idet de havde aflagt et løfte om stabilitas loci, og selve kernetanken i munkegerningen var netop at isolere sig fra den verdslige verden, for gennem messer, bøn og kontemplativ søgen i sit indre opnå kontakt med Gud. I princippet gjaldt samme forhold for nonnerne. Kannikker derimod var uddannede præster, og selvom de langt henad vejen havde samme interesser som munkene, så var de tillige pålagt en ‘pastoral gerning’, og skulle - i hvert fald officielt - også tjene som præster for verdenen uden for klostermurene; f.eks. gennem mission og/eller prædikener og modtagelse af skriftemål. De to store kannikeordener i Danmark var augustinerne og præmonstratenserne, der begge levede efter Augustins Regel, i modsætning til munkene, der levede efter Benedikts Regel. Som tidligere nævnt var nogle kannikker tilknyttet domkapitlerne, hvor de stod for præstegerningen ved domkirken og undervisningen ved domskolerne, og i øvrigt assisterede biskoppen ved driften af stiftet. Nominelt var de dog fortsat bundet af et løfte om stabilitas loci og var derfor ikke videre geografisk mobile i deres råderum, selvom klosterets prior kunne dispensere fra løftet. Anderledes bevægelige var de nye ordener af tiggerbrødre, der dukkede op i starten af 1200-tallet, hvoraf vi her i landet fik besøg af Dominikaner-, Franciskaner- og Karmeliterordenen. Tiggerordenerne repræsenterede en ny retning i klosterlivet, der kan betegnes som både mere udadvendt og asketisk, idet tiggerbrødrenes klostre altid anlagdes i byerne, hvor deres kirker var åbne for offentligheden, ligesom brødrene selv brugte meget tid udenfor klostrene på at tale med lægfolk og prædike for dem. Tiggerbetegnelsen kommer af, at klostrene ikke måtte eje jordegods, og deres økonomiske overlevelse var baseret på, at det omgivende samfund skulle skænke dem mad og penge. Et stabilitas loci-løfte fandtes ikke hos tiggerbrødrene, der af klosterets prior kunne sendes helt uden for byen for at “terminere” (omrejsende prædiken- og almisseindsamling) i landområderne. Brødre kunne endvidere overføres fra ét kloster til et andet, hvis ordenen fandt behov for det. En mellemting imellem tiggerbrødre og munke er den gruppe, som jeg med en selvopfunden betegnelse har benævnt “hospitalsbrødre”, der her inddrager Antoniter- og Helligåndsordenen. Akkurat som tiggerbrødrene hørte deres klostre byerne til, men til forskel fra disse var antoniterne og helligåndsbrødrene primært orienteret på sygepleje og hospitalsvæsen; forhold som tiggerbrødrene - modsat en udbredt opfattelse - ikke beskæftigede sig med. Hospitalsbrødrene tog ligesom tiggerbrødrene imod almisser og gaver fra det omgivende samfund, men dertil var de ligesom munke- og kannikeklostre baseret på indtægt af jordegods. Både munke-, kannike- og tiggerbrødreordenerne havde tilknyttede nonneordener (der for franciskaneres vedkommende havde sin egen benævnelse som “klarisser”), men i strukturen var der som allerede nævnt reelt ingen forskel. Enkelte ordener tillod imidlertid eller krævede ligefrem en opbygning i form af et såkaldt dobbeltkloster, hvor der både levede munke og nonner. Fænomenet kendes især hos benediktinerne tilbage i 1000- og 1100-tallet, hvor sådanne blev nedlagt eller opdelt i 1200-tallet, men i senmiddelalderen vandt systemet frem igen med Helligåndsordenen og Birgittinerordenen, der begge kun havde dobbeltklostre. I praksis var munke og nonner dog ærbart adskilt, idet de havde hver deres klosterkompleks beliggende henholdsvis syd og nord for kirken, og selv kirkerummet var skarpt opdelt, når begge hold mødtes ved gudstjenesterne.

I kolonne 12 (“Orden + type”) har jeg kombineret de to inddelinger fra kolonne 3-4 og kolonne 5-6, så der er udskilt selvstændige klasser for f.eks. benediktinermunke, benediktinernonner, osv. Sammensætningen giver i alt 19 eksisterende kombinationer, hvis fordeling er vist i nedenstående figur. Da jeg på forhånd formoder, at netop denne klassificering for de fleste vil udgøre den mest interessante indgang til datasamlingen, har jeg udarbejdet en medfølgende legende baseret herpå.

Et andet potentielt sorteringskriterium findes i kolonnerne 8 (“Start år”) og 9 (“Slut år”), der angiver året for klostrenes begyndelse og afslutning. Lad der her med det samme lyde en meget stor advarsel imod at tage de opgivne årstal for 100% gode varer; ÅRSTALLENE ER KUN VEJLEDENDE! Kun for et mindretal af middelalderens danske klostre kendes de nøjagtige start- og slutår, som vi i heldige tilfælde har et dateret dokument bevaret om. Langt oftere er der tale om, at vi får den første viden om et kloster i et brev nogle år efter dets stiftelse, hvor det dog må formodes at være forholdsvis nyt endnu. Stiftelsen kan derfor - alt efter omstændighederne - med en vis rimelighed dateres til de forudgående 2-10 år. Vi har dog også eksempler på, at vi første gang hører om et kloster engang i 1200-tallet, som vi alligevel må formode har være oprettet omkring 25, 50 eller endog mere end 100 år tidligere; dette gælder ikke mindst flere af de jyske benediktinernonneklostre. For at kunne bruge årstallene i kvantitative GIS-analyser har jeg imidlertid valgt for samtlige klostre at angive et eksakt årstal, der i nogle tilfælde udtrykker et gennemsnit for den formodede tidsperiode, men hvor årstallets nøjagtighed spiller en rolle for analyserne, anbefales det at læse eventuelle kommentarer herom i notefeltet (kolonne 11). Adskillige klostre blev nedlagt allerede i middelalderen, ofte i forbindelse med flytning af konventet til et nyt sted (det klassiske eksempel er her Øm Klosters tilblivelsesvej via Sminge, Veng og Kalvø), men størsteparten mødte deres afslutning i forbindelse med Reformationen og Danmarks overgang til protestantismen, hvis officielle årstal traditionelt sættes til 1536. De første klostre, der lukkede, var gerne tiggerbrødrenes, da de af lutheranerne blev anset for katolicismens primære forkæmpere. De første beretninger om tiggerbrødres uddrivelse stammer fra anden halvdel af 1520’erne, og i 1537 kom så det endelige kongelige totalforbud imod netop denne type ordener i Danmark. Munke-, kannike- og nonneklostre blev derimod gerne budt en mere moderat afviklingsform, hvor det ikke var dem tilladt at optage nye brødre eller søstre, men dem der allerede var der, kunne få lov at blive i klosteret livet ud. I praksis blev de dog efterhånden samlet på nogle få “opsamlingsklostre” i hver landsdel. Udover den sædvanlige datausikkerhed pga. manglende nøjagtige årstalsangivelser må vi her døje med overvejelser om, hvornår et sådan kloster under afvikling egentlig er lukket? Adskillige af dem husede nonner og munke i 1540’erne, og endnu 40-50 år efter Reformationen trissede aldrende munke og nonner rundt i enkelte af rigets gamle klostergange. Uanset afviklingsperiodens længde har jeg imidlertid valgt at henlægge lukningen til selve reformationstiden, idet klostrenes aktive og selvstændige periode i næsten alle tilfælde stoppede her. Hvor lukningsåret er angivet til 1536, dækker det som regel over, at klostret må være lukket ved Reformationen, men at det eksakte årstal ikke kendes. Igen henvises der til eventuelle kommentarer i notefeltet, hvor et evt. kendskab til afviklingsperiodens længde vil være anført (kolonne 11).

Kolonne 10 (“Synlige rester”) er vel nok mere af turistinformativ end af GIS-analysemæssig værdi. Som overskriften antyder, angiver dette felt, i hvor stort omfang der er synlige rester af klosteret tilbage på stedet i dag. I sørgelig mange tilfælde er svaret “Intet”, og selv hvor der findes bygninger endnu, kan det være svært at se, at det engang har været en fløj af eller endog et helt klosteranlæg. Først og fremmest er mange gamle klosterkirker overlevet som lutheranske sognekirker, hvor de naturligvis har gennemgået en betydelig udvikling i de mellemliggende knap 500 år. Omvendt har man dog inden for de seneste 30 år mange steder forsøgt at restaurere klosterbygninger og tidligere klosterkirker tilbage imod deres middelalderlige udseende, ofte med et ganske positivt resultat. Traditionelt fremhæves herhjemme især karmeliterklosteret i Helsingør og dominikanerklosteret i Ribe som velbevarede og illustrative eksempler på middelalderens klostermiljøer, men både nutidens Danmark og de forhenværende danske landsdele rummer adskillige andre besøgsværdige rester af middelalderens klostre. Ønskes oplysning om de enkelte klostres bevaringstilstand og tilgængelighed for besøgende henvises til litteraturen, internettet og turistbureauerne.

Kolonne 11 (“Bemærkninger”) er det efterhånden flere gange nævnte notefelt, hvor jeg har angivet forskellige typer bemærkninger om det enkelte kloster, som kunne tænkes at have betydning for GIS-brugeren. F.eks. fremgår eventuelle overvejelser omkring tidspunktet for klosterets oprettelse, og, så vidt det ellers vides, er det tillige anført, hvem klosteret er stiftet af. Elementer af klosterets egentlige historie i dets aktivitetsperiode er kun meget sjældent refereret, hvor næste punkt som regel drejer sig om tidspunkt og forhold omkring klosterets nedlukning og eventuelle afvikling, samt oplysninger om klosterets videre skæbne (nedrivning, ombygning o.lign.) frem til i dag. Notefeltet er i mange tilfælde temmelig langt, hvilket kan gøre det vanskeligt at læse i GIS-programmet, hvorfor bemærkningerne til samtlige 137 klostre i KlosterGIS DK er gengivet i et selvstændigt katalog.

	Katalog over klostre i KlosterGIS DK

KlosterGIS DK (ArcView)		KlosterGIS DK (MapInfo)

	Tilbage til JGGJ forside