Danske sted-bebyggelser

- en bebyggelsesgeografisk undersøgelse af to danske sted-bygder (Midtsjælland og Vendsyssel)

af Peder Dam & Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen (2007)

Netversion af artikel udgivet i 'Busetnadsnamn på -staðir', rapport fra NORNAs 33. symposium på Utstein Kloster 7.-9.5.2004, red. af I. Særheim & al., Uppsala 2007, pp. 39-68.

Klassisk dansk bebyggelseshistorie tager sit udgangspunkt i stednavneforskningen, idet stednavnetypernes formodede alder, antal og udbredelse længe anvendtes som noget nær de eneste parametre i beskrivelsen af bebyggelsesudviklingen op gennem jernalderen og ind i middelalderen. Selvom der inden for det sidste halve århundrede er kommet mange nye metoder til, så er vi stadig adskillige, der med vekslende held prøver at benytte stednavneendelserne til at finde ny viden og forståelse for den bebyggelseshistoriske udvikling. I det efterfølgende vil vi først give en kort præsentation af nogle af de mest fremtrædende undersøgelser af danske sted-byer med fokus på bebyggelsesgeografien, hvorefter vi selv vil vove at komme med nok et bidrag til rækken.

Gruppen af sted-byer optræder i Danmark nogenlunde jævnt fordelt over det meste af landet. Især i Vendsyssel har sted-byerne deres udbredelse og de er her mere almindelige end alle andre gamle navnetyper. På Sjælland kendes typen især på det centrale af øen, hvor f.eks. Alsted og Ringsted er herredsnavne. Det er netop disse to områder, Midtsjælland og Vendsyssel, som vi har set nærmere på, men inden vi præsenterer resultatet af disse undersøgelser, er det passende, at komme med en lille opsummering af tidligere gjorte studier og overvejelser.

Der er gennem tiden kommet flere lidt forskellige bud på, hvad endelsen -sted (glda. stath) egentlig skal betyde, hvor den klassiske tolkning er “plads eller grund for bebyggelse” (DS 23:14), men bl.a. svenske undersøgelser kunne også indikere en betydning som “større samlingsplads for kvæg” (jf. Hald 1950:75) eller “gård på udjord, ny bebyggelse” (Elmevik 2000:70-71). Denne sidste tolkning harmonerer godt med en af de ældste danske undersøgelser af bl.a. sted-byernes geografiske karakteristika, nemlig den udført af en af dansk histories grand old men, Johannes Steenstrup (1894-95), der på grundlag af et stort statistisk materiale kunne konstatere, at »..vore Landsbyer lade sig ordne i bestemte Klasser efter de Navnes Endelser, som de bære, hvorved de tillige blive ordnede i Klasser efter deres Jordtilliggendes Størrelse og Værdi.« Dette afprøvede han selv på bl.a. sted-byerne i Nordøstjylland, hvor navnetypen ejerlavsmæssigt havde det største gennemsnitsareal af alle landsbytyper, men mindre hartkorn end f.eks. -inge, -lev og -by. Hans formodning var, at sted-byerne var anlagt på ældre byers udmark, hvor der var rigeligt med plads, men dårligere jordbundsforhold.

Den første systematiske anvendelse af Steenstrups bebyggelseshistoriske værktøj blev lanceret af H.V. Clausen (1916) i en navnkundig afhandling om “Studier over Danmarks oldtidsbebyggelse”, hvor han lod endelsestyperne inddele i tre grupper; en før-vikingetidig bestående af -inge, -lev, -løse, -høj og -sted, en vikingetidig bestående af -by, -torp, -ager og -mark, samt en middelalderlig gruppe af rydningsindikerende endelser som -rød og -holt. Ud fra denne inddeling kunne han kortlægge Danmarks bebyggelsesudvikling i form af henholdsvis før-vikingetidige kulturbygder, vikingetidige kolonisationsområder, og gammelt skovland, hvortil bebyggelsen først nåede i middelalderen. Hans interesse koncentrerede sig især om forholdet mellem inge-byer og lev-byer, samt i anden række -løse og -sted. Mens hans rent kartografisk baserede bebyggelseshistoriske metoder fortsat nyder almen anerkendelse, må man nok betegne hans herpå byggende teorier om et fra Sjælland udgående erobrerfolk, der anlagde lev-byer i takt med invasionens fremrykning mod vest og øst, som lidt for frimodige og fantasifulde. Det kan bemærkes, at sted-byerne i Clausens erobringsteori anlagdes som en slags rydningsbyer eller endog ligefrem garnisonsbyer i udkanten af de områder, hvor lev-folket slog sig ned. Hvis vi ser bort fra Clausens lidt mere kuriøse udlægning, så er det på baggrund af hans undersøgelser rimeligt med ham at tolke de danske sted-byer som nyanlæggelser i hidtil ubeboet område.

Den hidtil eneste undersøgelse i Danmark med særlig fokus på -sted blev foretaget af John Kousgård Sørensen (1958). Med hensyn til bebyggelsestypens geografiske karakteristika var det ikke Sørensens vurdering, at der var noget belæg for de tidligere påstande om, at de midtsjællandske sted-byer skulle være mere afsondrede eller orienterede til skovområder end eksempelvis lev-byerne. Tværtimod var det hans opfattelse, at lev- og sted-byerne på Sjælland i vidt omfang fremtræder meget ens mht. kirkebyfrekvens, størrelse og taksering (i 1682); »Forskellene er minimale; byerne med navne på -lev dækker lidt større område end sted-byerne men ligger til gengæld på lidt dårligere jord.« Sørensen mente ikke det var muligt at datere sted-byerne på Midtsjælland i forhold til det øvrige før-vikingetidige bebyggelseslag, men »Der er dog ingen tvivl om, at sted-byerne tilhører områdets ældste bebyggelser.« (Sørensen 1958:275-276).

Om sted-bebyggelserne i Vendsyssel mente Sørensen, at de er af forskellig alder, hvad han dels fandt belæg for i deres meget varierende størrelse og i deres samlet set jævne fordeling ud over hele regionen, hvor det ældre bebyggelseslag i Vendsyssel ellers synes koncentreret til bakkeøerne i vest, samt herrederne Vennebjerg, Hvetbo og dele af Børglum. Det østlige Vendsyssel og herrederne Dronninglund og Kær bærer derimod præg af sent kultiverede skovområder, og da det er her, at sted-enkeltgårdene dominerer, var det Sørensens vurdering, at de utvivlsomt tilhørte vikingetids- og middelalderbebyggelsen. Selvom sted-byer i flere vendsysselske områder er sognebærende, og de tillige fremtræder som det ældste bebyggelseslag, så mente Sørensen alligevel ikke, at de heller her formentlig er meget ældre end vikingetiden, idet de ofte dominerer i områder, der ud fra stednavnestoffet vidner om skov: »Alt i alt tyder disse forhold på, at kun et mindretal af Vendsyssels bebyggelser med navne på -sted er fra før vikingetiden...« (Sørensen 1958:266-267).

De vendsysselske sted-byer fik fornyet opmærksomhed i 1964 med Viggo Hansens store undersøgelse af hele regionens bebyggelseshistoriske udvikling frem til slutningen af 1600-tallet. Hansen mente i højere grad end Sørensen, at de vendsysselske sted-byer burde betragtes i to klasser, dels store landsbyer på nykoloniseret jord uden for lev-området og på lavere terræn mod syd, og dels mindre bebyggelser udfyldende huller mellem lev-byerne: »Efter dette kan der vel næppe være tvivl om, at sted-byerne er yngre end lev-byerne, og formentlig for de flestes vedkommende ældre end vikingetid.« Til sammenligning viste de vendsysselske inge- og hem-byer, som Hansen regnede til regionens allerældste lag, »..en udpræget lokalisering til morænen, og især dennes midterste dele«, hvor de to navnetyper »..næsten udelukkende hørte hjemme i bakkelandet.« På de mere flade og sletteagtige Yoldiaaflejringer dominerer lev-byerne, som Hansen tilsyneladende uden videre skepsis så som et resultat af H.V. Clausens østfrakommende erobringstogt: »..og forfatteren (dvs. Hansen selv) mener ud fra lev-byernes fordeling i Thy og Vendsyssel (vestorientering), at dette erobringstogt er sket via Limfjorden.« (Hansen 1964:41-42).

Det sidste eksempel på bebyggelseshistoriske og naturgeografiske studier af danske sted-byer, som vi vil komme med, er foretaget af Erland Porsmose (bl.a. 1981) i hans række af fynske studier. Porsmose fandt forskellige tendenser i landsbytypernes størrelse, placering og ressourceforhold på Fyn, hvor de ældste landsbytyper gennemgående havde større ejerlav end de yngre, men med betydelige variationer i boniteten stednavnetyperne imellem. I gennemsnit blev -inge og -lev i 1688-matriklen takseret til omkring 100 tdr. hartkorn agerland, -sted omkring 70 tdr. og -løse omkring 120 tdr. hartkorn. Dermed var de fynske sted-byer takseret på omtrent samme niveau som de vikingetidige og højmiddelalderlige endelsestyper, såsom -by, -tofte, -torp og -bølle. Kigger man på boniteten af de fynske ejerlavs jorder ved takseringen i 1684, havde alle de her omhandlede landsbytyper gennemsnitligt 19-31% af deres agerjord vurderet til første bonitet. Bedst fordelt i denne sammenhæng var lev-byerne, fulgt af -løse, -tofte, -by og -torp, mens -sted, -bølle og -inge gennemgående havde den dårligste jord. Med hensyn til engjordernes andel af hartkornet var de fynske sted-byer bedre fordelte, på niveau med -torp og -inge, men et stykke over eksempelvis -løse, -by og -lev (Porsmose 1981:184-187).

Den gennemgående konklusion i den hidtidige bebyggelsesgeografiske forskning af danske sted-bebyggelser kan altså siges at være, at sted-byerne bærer præg af at være en slags senjernalderlig rydningsbytype anlagt i hidtil ubeboede skovområder og på mindre god agerjord.

Vi har forsøgt at efterprøve nogle af disse undersøgelser med en systematisk komparativ analyse af sted-bebyggelserne i forhold til andre formodet samtidige og yngre endelsestyper i to udprægede “sted-bygder” i Danmark, nemlig Midtsjælland og Vendsyssel. Her har vi både undersøgt sted-bebyggelserne på landsbyplan mht. størrelse målt i antal gårde, ejerlavsarealer, hartkornstaksering og opdyrkningsgrad (1682/83), og på sogneplan mht. frekvensen af kirkebyer, sognearealer og ældre økonomiske sogneopgørelser fra 1500-tallet og middelalderen i de to regioner, og sammenlignet disse med de øvrige før-vikingetidige endelsestyper.

Regionsbeskrivelse af Midtsjælland og Vendsyssel

Artiklens to undersøgelsesområder er som nævnt udvalgt, fordi stednavnetypen -sted er godt repræsenteret begge steder, men dertil kommer, at de to regioner er særdeles forskellige både i forhold til geografi, bebyggelse og landbrugstype.

Fig. 1. Udpegning af de to undersøgelsesregioner Midtsjælland og Vendsyssel.

Midtsjælland er et typisk sydskandinavisk morænelandskab primært dannet af det baltiske isfremstød i slutningen af sidste istid. Størstedelen af jorden består af moræneler, mens der godt spredt over hele regionen findes mindre og lavereliggende områder med smeltevandssand og ferskvandsdannelser. Vendsyssel er betydeligt mere sandet, og størstedelen af halvøen er skabt ved landhævninger - primært i stenalderen. Lerholdige jorder findes stort set ikke på halvøen, mens ferskvanddannelser findes i større områder, bl.a. i Store Vildmose mod sydvest. De geologiske forhold i de to regioner af forsøgt vist i fig. 2.

Fig. 2. Generaliseret jordartskort over Midtsjælland (t.v.) og Vendsyssel (t.h.) (GEUS 2002).

Det ældste pålidelige kort over bl.a. arealanvendelsen i Danmark er Videnskabernes Selskabs kort (1768-1805), som ses generaliseret i fig. 3. Det viser, at Midtsjælland da var et typisk åbent agerbrugsland, om end der også var flere større skovområder. I Vendsyssel var der flere landbrugsmæssigt marginale områder bestående af hede, mose og klitter.

Fig. 3. Generaliseret kort over arealanvendelse i Midtsjælland (t.v.) og Vendsyssel (t.h.) fra Videnskabernes Selskabs kort 1768-1805 (Dam, Nielsen, Dam og Bill 2003).

Fig. 4. Bebyggelsestyper i Midtsjælland (t.v.) og Vendsyssel (t.h.) jævnfør oplysninger fra Christian V’s matrikel 1682/83 (Pedersen 1928, Dam 2004).

Midtsjælland har traditionelt været domineret af større landsbyer. I Vendsyssel var der ligeledes landsbyer, men de var ofte mindre og samtidigt var der tillige mange enkeltliggende gårde; dvs. gårde som ikke indgik i et dyrkningsfællesskab. Ved Christian V’s matrikel (1682/83) indgik 69% af gårdene i Midtsjælland i større landsbyer (>10 gårde pr. landsby), mens kun 3% var enkeltliggende gårde. I Vendsyssel var de tilsvarende andele henholdsvis 42% og 26%. Fordelingen af forskellige størrelser bebyggelser 1682/83 i de to regioner er vist med punktkortet i fig. 4.

Den sidste kortserie (fig. 5) viser, hvor stor en andel af hvert ejerlav – dvs. hvert dyrkningsfællesskab – der bestod af ager 1682/83. Igen fremgår det tydeligt, at der i Midtsjælland i langt højere grad fandtes et mere intensivt agerbrug, mens kun en mindre del af Vendsyssel var udlagt til ager; typisk under 25% af arealet i hvert ejerlav.

Fig. 5. Andel af ager pr. ejerlav i Midtsjælland (t.v.) og Vendsyssel (t.h.) jævnfør oplysninger fra Christian V’s matrikel 1682/83 (Pedersen 1928, Frandsen 1984 og Dam 2004).

Tabel 1 angiver de dominerende natur- og kulturgeografiske træk inden for hver region. Listen er naturligvis en stærk simplificering, men den tydeliggør de regionale forskelle.

Tabel 1. Dominerende natur- og kulturgeografiske træk ved Midtsjælland og Vendsyssel.

	Midtsjælland	Vendsyssel
Jordart	Ler	Sand
Landskab	Ager, overdrev og skov	Hede, mose og ager
Bebyggelse	Større landsbyer	Enkeltgårde og mindre landsbyer
Landbrug	Indmarksdomineret	Udmarksdomineret

Sted-bebyggelser og ejerlav i 1600-tallet

Ved brug af kilder fra 1600-tallet – her Christian V’s matrikel – er det muligt, at få detaljerede oplysninger om hver bebyggelse. En bebyggelse er her defineret som én landsby, én enkeltgård eller én hovedgård med eget stednavn. Bebyggelserne optræder som selvstændige beskatningsenheder i Christian V’s matrikel eller Matriklen 1688, der er en vurdering af den samlede potentielle landbrugsproduktion til brug ved beskatningen af landbobefolkningen, og som i vidt omfang blev udarbejdet ved opmåling og bonitering i 1682 (på Sjælland) og 1683 (i Jylland). Kilden angiver bl.a. 1) antallet af gårde, 2) den samlede landbrugsproduktion målt i ”tønder hartkorn”, samt 3) det opdyrkede areal. Alle analyserne i dette delkapitel tager udgangspunkt i nævnte matrikel.

Antal og størrelse af bebyggelserne

I Midtsjælland er der 13 sted-bebyggelser omtalt i matriklen, mens der i Vendsyssel er 38. Både absolut og relativt er sted-gruppen bedst repræsenteret i Vendsyssel: Her overgår gruppen både -lev, -hem og -inge i antal, mens -løse slet ikke er repræsenteret (tabel 2). I Midtsjælland er forholdet næsten omvendt, da kun gruppen af -hem er dårligere repræsenteret end -sted. Torperne, som er den eneste yngre navnegruppe medtaget i undersøgelsen, er talrige i begge regioner med flere end 200 bebyggelser.

Tabel 2. Antal bebyggelser 1682/83 inddelt efter stednavneendelse.

	-sted	-lev	-løse	-hem	-inge	-torp
Midtsjælland	13	44	19	3	21	216
Vendsyssel	38	22	0	15	7	208

I Midtsjælland er sted-bebyggelserne kendetegnet ved især at være større landsbyer (fig. 6). Hele 77% er klassificeret som større landsbyer (defineret til mere end 10 gårde), mens de sidste 13% dels dækker over to landsbyer, Vigersted og Holsted, som med hver 10 gårde ligger lige på grænsen, samt en enkelt hovedgård (Harrested). Grupperne -lev, -løse og -inge er også domineret af større landsbyer, mens -hem gruppen består af to mindre og en stor landsby. To ud af tre torp-bebyggelser falder under kategorien mindre landsbyer, mens resten fordeler sig imellem større landsbyer og enkeltgårde.

I Vendsyssel er bebyggelsesmønsteret som nævnt noget anderledes, idet mindre bebyggelser her generelt er mere udbredte. Men mens lev- og til dels hem-bebyggelserne stadig typisk hører til de større i Vendsyssel, er billedet mere varieret, når det gælder -sted: 21% er større landsbyer, 37% er mindre landsbyer og 42% består blot af en enkelt gård. Til sammenligning kan det nævnes, at torp- og inge-bebyggelserne i Vendsyssel primært omfatter mindre landsbyer og enkeltgårde. Konklusionen må blive, at hvor sted-bebyggelser næsten udelukkende var større landsbyer i 1600-tallets Midtsjælland, var de på samme tid i Vendsyssel en ganske uhomogen gruppe; faktisk udgjorde sted-bebyggelserne her den mest blandede bebyggelsesgruppe overhovedet.

Fig. 6 og 7. Andel af bebyggelserne i henholdsvis Midtsjælland (t.v.) og Vendsyssel (t.h.) efter størrelse 1682/83. Enkeltgårde (1 gård), mindre landsbyer (2-10 gårde) og større landsbyer (>10 gårde).

Gårdantal, agerareal og hartkornsværdi

For at få et bedre indblik i bebyggelsernes karakteristika i 1680’erne, har vi set nærmere på hver af gruppernes gennemsnitlige gårdantal, agerareal og hartkornsværdi jf. matriklen (fig. 8-13). I Midtsjælland er sted- og lev-bebyggelserne i alle tre tilfælde blandt de største, mens fordelingen mellem de næste tre (-løse, -hem og -inge) afhænger af hvilke parametre, der ses på. Midtsjællandske bebyggelser med endelsen -torp har i gennemsnit værdier på blot omkring halvdelen eller en tredjedel af de ældre navnegrupper i regionen. I Vendsyssel er lev-bebyggelserne klart størst fulgt af -hem. Gennemsnitligt er de vendsysselske sted-bebyggelser kun halvt så store som -lev, mens -hem ligger mellem -sted og -lev. Til gengæld er både torp- og inge-bebyggelserne mindre end -sted.

Fig. 8-9. Antal gårde pr. bebyggelse i Midtsjælland (t.v.) og Vendsyssel (t.h.) 1682/83.

Fig. 10-11. Opdyrket areal (tdr. land ager) pr. bebyggelse i Midtsjælland (t.v.) og Vendsyssel (t.h.) 1682/83.

Fig. 12-13. Hartkornstaksering (tdr. htk.) pr. bebyggelse i Midtsjælland (t.v.) og Vendsyssel (t.h.) 1682/83.

Konklusionen for Midtsjælland synes således ganske entydig: sted-bebyggelserne er (sammen med lev-bebyggelserne) i gennemsnit blandt de største sammenlignet med de øvrige udvalgte navnetyper. I Vendsyssel er det mere kompliceret, idet -sted her ligger i midten af feltet, hvilket dækker over, at der i gruppen både findes meget store landsbyer og mange helt små bebyggelser. Mens lev-gruppen og til dels hem-gruppen er præget af større landsbyer, og inge- og torp-grupperne af mindre bebyggelser, er sted-gruppen i Vendsyssel i højere grad en blanding heraf. Dette ses i nedenstående fig. 14-15, hvor kun bebyggelser med henholdsvis mindst to og mindst fem gårde er medtaget, hvorved der ses bort fra de helt små bebyggelser, som trækker gennemsnittet kraftigt ned for hele sted-gruppen.

Fig. 14-15. Opdyrket areal (tdr. land ager) pr. bebyggelse i Vendsyssel for landsbyer med mindst to gårde (t.v.) og mindst fem gårde (t.h.) 1683.

En mulig forklaring på de særligt store sted-bebyggelser i Midtsjælland og den størrelsesmæssigt blandede gruppe i Vendsyssel kan være, at bebyggelserne har haft en særlig karakteristisk produktionsform; f.eks. kunne man forestille sig, at de store sted-bebyggelser i Midtsjælland skyldtes et særligt agerdomineret brug. Det er der dog intet, der tyder på. I Midtsjælland havde alle navnegrupperne 40-55% af deres jorder opdyrket i 1682, hvor sted-bebyggelserne lå omtrent i midten med en gennemsnitlig opdyrkningsprocent på knap 46%. I Vendsyssel er sted-ejerlavene relativt mindre opdyrkede sammenlignet med de øvrige navnetyper end på Midtsjælland. Kun de vendsysselske inge-ejerlav har lavere agerandele end regionens sted-ejerlav, mens -lev og -hem har en opdyrkningsgrad næsten en halv gang højere; selv torpernes opdyrkningsgrad er højere.

Fig. 16-17. Opdyrkningsgrad pr. ejerlav i Midtsjælland (t.v.) og Vendsyssel (t.h.) 1682/83.

Sted-navnenes etymologi i forhold til antallet af gårde

Afslutningsvis i denne del af analysen har vi med udgangspunkt i John Kousgård Sørensens gennemgang af de danske sted-navne (og med supplerende hjælp og kommentarer fra Peder Gammeltoft) afsøgt materialet fra Midtsjælland og Vendsyssel for eventuelle navneetymologiske tendenser i forhold til bebyggelsernes størrelse i 1682/83. Alle bebyggelsesnavne med ældste kildebelæg og tilhørende tolkning er oplistet i et bilag til denne artikel. Nu er flere af tolkningerne vedhæftet større eller mindre usikkerhed, men den måske mest iøjnefaldende tendens er en tilsyneladende etymologisk forskel på de midtsjællandske og de vendsysselske sted-navne. På Midtsjælland menes omkring halvdelen af de 13 sted-bebyggelsesnavne med forholdsvis stor sikkerhed at bære personnavneforled, mens mandsnavne vurderes som mindre sandsynlige muligheder ved yderligere fire. Mulige personnavneforled kan identificeres ved seks ud af de 38 sted-bebyggelser i Vendsyssel, hvor ikke én eneste sted-bebyggelse med sikkerhed eller blot overvejende sandsynlighed har et personnavn i forleddet. I Vendsyssel kan det endvidere konstateres, at en stor andel af sted-bebyggelserne bestående af én til tre gårde i 1683 har navne med relativt sene belæg, og det er også i denne gruppe, at samtlige undersøgelsens eksempler på oprindelige appellativsammensætninger (f.eks. Foldsted) findes.

Sted-sogne

Vi har efterfølgende set nærmere på, hvordan sted-bebyggelserne optræder på sogneplan. I det midtsjællandske undersøgelsesområde indgår der 55 sogne, hvor kirkebyen bærer en af de udvalgte før-vikingetidige stednavneendelser (-sted, -lev, -løse, -inge og -hem). 8 af disse har endelsen -sted. Dertil findes 24 torp-sogne, der også her er medtaget i analysen til sammenligning.

Fig. 18. De undersøgte sognenavnes antalsmæssige fordeling på Midtsjælland.

Ser man på, hvor stor en andel af byerne i hver af stednavnegrupperne, der er blevet sognebærende, ser frekvenserne ud som i fig. 19. Blandt midtsjællandske byer med før-vikingetidige endelsestyper er kirkebyfrekvensen højest blandt hem-byer (67%), tæt fulgt af lev-byer (64%) og sted-byer (62%). Lidt forenklet stillet op kan man altså sige, at mens 2 ud af 3 sted-, lev- og hem-byer blev sognebærende, skete det samme kun for hver anden inge-by og hver tredje løse-by, mens kirkebyfrekvensen blandt torperne er helt nede på 11%.

Fig. 19. De undersøgte stednavnes frekvens som sognenavne på Midtsjælland.

I det vendsysselske undersøgelsesområde er billedet noget anderledes. Her findes 27 sogne med de udvalgte før-vikingetidige stednavnetyper, hvoraf 7 bærer endelsen -sted. Til sammenligning er der 18 torp-sogne.

Fig. 20. De undersøgte sognenavnes antalsmæssige fordeling i Vendsyssel.

Mens omkring hver anden lev- og hem-by i Vendsyssel er blevet kirkeby, er det samme kun sket for mindre end hver femte sted-bebyggelse og hver syvende ing-bebyggelse. Sammenlignes med kirkebyfrekvenserne fra Midtsjælland kan det altså konstateres, at andelen af sognebærende byer blandt de før-vikingetidige endelsestyper generelt er noget lavere i Vendsyssel end på Midtsjælland, men at dette i særgrad gælder for sted-byerne (62% på Sjælland mod 18% i Vendsyssel). Derimod er andelen af kirkebyer blandt torp-byerne i de to landsdele næsten identisk (11% mod 9%).

Fig. 21. De undersøgte stednavnes frekvens som sognenavne i Vendsyssel.

Sognenes størrelse

Ser man på sognenes arealer, viser der sig også visse systematiske forskelle. Undersøgelsens 55 midtsjællandske sogne varierer i størrelse fra 388 ha til 3.998 ha. Man kan i næsten alle grupper finde både små og store sogne, men de helt små sogne mangler i sted-gruppen.

Tabel 3. Intervaller og gennemsnit af sognearealer på Midtsjælland fordelt på sognenavne.

Sognenavn	Antal sogne	Interval af areal (ha)	Gennemsnit af areal (ha)
- sted	8	1.137 - 3.140	1.918
- lev	28	388 - 3.998	1.586
- løse	7	711 - 3.371	1.373
- inge	10	425 - 3.828	1.566
- hem	2	533 - 784	658
I alt	56	388 - 3.998	1.542
- torp	24	381 - 2.954	1.301

Variationerne grupperne imellem resulterer i forskellige gennemsnitlige sognearealer, hvor lev-, løse- og inge-sognene dog ligger i omkring det samme størrelsesleje (1.300-1.600 ha), mens sted-sognene i gennemsnit er markant større end de øvrige før-vikingetidige navnetypers sogne.

Fig. 22. De gennemsnitlige sognearealer på Midtsjælland fordelt på sognenavne.

De undersøgte vendsysselske sogne varierer i areal fra 454 ha til 7.137 ha. Det gennemsnitlige areal af sognene med før-vikingetidige navne er 3.486 ha, og dermed mere end dobbelt så stort som gennemsnitsarealet af de undersøgte sjællandske sogne. Den betydelige regionale forskel på sognearealerne kan forklares med markante forskelle i jordbundsforholdene og dermed landbrugsmulighederne og befolkningstætheden.

Tabel 4. Intervaller og gennemsnit af sognearealer i Vendsyssel fordelt på sognenavne.

Sognenavn	Antal sogne	Interval af areal (ha)	Gennemsnit af areal (ha)
- sted	7	2.152 - 5.752	3.618
- lev	11	894 - 6.874	3.676
- hem	8	809 - 7.137	2.746
- ing	1	6.380	6.380
I alt	27	809 - 7.137	3.486
- torp	18	454 - 6.442	2.222

Mere interessant i denne sammenhæng er det, om det er muligt at spore de samme indbyrdes variationer stednavnegrupperne imellem i de to undersøgte regioner. Her gælder det, at mens sted-sognene på Sjælland i gennemsnit var en del større end lev-sognene, er de to navnegrupper jævnbyrdigt placerede i toppen af størrelsesskalaen i Vendsyssel.

Fig. 23. De gennemsnitlige sognearealer i Vendsyssel fordelt på sognenavne.

Sognenes demografi

De første bare nogenlunde pålidelige udtryk for befolkningstallets størrelse i Danmark er opgørelser over antallet af tiendeydere eller decimantes pr. sogn i præsteindberetninger fra anden halvdel af 1500-tallet, hvor hver tiendeyder synes at dække over én jordejende eller jordfæstende husstand. I Sjællands Stifts Landebog fra 1567 varierer antallet af tiendeydere i de undersøgte midtsjællandske sogne fra 9 til 80. Igen finder vi de to hem-sogne i den lave ende af skalaen, mens sted-sognene samler sig i toppen med et gennemsnit på 40 tiendeydere pr. sogn mod 33-38 i lev-, løse- og inge-sognene.

Fig. 24. Det gennemsnitlige antal tiendeydere i sognene på Midtsjælland 1567 fordelt på sognenavne.

Ved at dividere sognets areal med antallet af tiendeydere får man et omtrentligt og relativt udtryk for sognenes befolkningstæthed i slutningen af 1500-tallet udtrykt ved det gennemsnitlige jordareal pr. tiendeydende familie i sognet. Jo større forholdstal, jo længere er der altså mellem gårdene. Den i første omgang mest iøjnefaldende iagttagelse på Midtsjælland (jf. fig. 25) er måske, at der i hem-sognene har været omkring 10 ha mere jord pr. tiendeydende familie end i gennemsnit. Ellers bemærkes det igen, at mens gennemsnitsstørrelserne for lev-, løse- og inge-sognene fremstår ganske ensartede med en tæthed på 41,3-42,4 ha pr. tiendeyder, så skiller sted-sognene sig også i denne sammenhæng ud med 6-7 ha større sogne pr. tiendeyder. Eftersom en hektar groft omregnet svarer til 2 tønder land, og antallet af tiendeydere ligeså groft omregnet svarer til en jorddyrkende familiehusstand, har en gennemsnitlig “sted-sogne-familie” på Sjælland i 1567 altså haft 12-14 tønder land mere til rådighed end folk i lev-, løse- og inge-sognene; i hvert fald i princippet.

Fig. 25. Den gennemsnitlige befolkningstæthed udtrykt ved areal pr. tiendeyder i 1567 i sognene på Midtsjælland fordelt på sognenavne.

En tilsvarende forskel findes ikke i Vendsyssel, hvor det i stedet kan konstateres, at sted- og lev-sogne også på dette forhold optræder så godt som identisk. Det kan desuden bemærkes, at tiendeyderne i de otte vendsysselske hem-sogne akkurat som i de to sjællandske har haft en hel del mere jord at boltre sig på end man (gennemsnitligt) havde i andre sogne. Også i torp-sognene kan befolkningstætheden siges at være lidt lavere end i sted- og lev-sognene, idet hver tiendeydende torp-familie i gennemsnit har haft knap 2 ha eller 4 tønder land mere jord til rådighed - altså beregnet på sognebasis. Sammenlignet med deres tiendeydende landsmænd på Sjælland har hver vendsysselsk familie i gennemsnit haft 75% mere jord omkring sig - men som sagt også af en noget anden dyrkningsmæssig kaliber.

Fig. 26. Den gennemsnitlige befolkningstæthed udtrykt ved areal pr. tiendeyder i 1599 i Vendsyssels sogne fordelt på sognenavne.

Sognenes økonomi

Endelig har vi forsøgt at se nærmere på sognenes økonomi. Fra 1300-tallets Sjælland haves i Roskildebispens Jordebog en meget omdiskuteret liste, hvor alle øens sogne er opgjort til et antal øre eller mark. Præcis hvad beløbene dækker over er fortsat uvist, men i et eller andet omfang synes de at udtrykke sognets økonomiske beskatningspotentiale; her anvendes det neutrale (selvopfundne) udtryk “bispeskyld”. 38 af undersøgelsens 55 midtsjællandske sogne indgår i sognelisten, hvor siderne med de resterende 17 sogne desværre er gået tabt. Områdets sogne har været takseret - hvis vi kan kalde det det - fra 4 øre til de maksimale 2 mark eller 16 øre. Igen bemærker vi, at sted-sognene afviger fra de øvrige sogne ved kun at have relativt høje takseringer; ingen sted-sogne er sat under 10 øre. Dette udmønter sig også i et højt gennemsnit, men altså ikke højere end lev-sognenes.

Tabel 5. “Bispeskyld” i Roskildebispens Jordebog (RBJ) fra perioden 1270-1370 på Midtsjælland fordelt på sognenavne.

Sognenavn	Antal sogne i RBJ	Interval af bispeskyld (øre)	Gennemsnitlig bispeskyld (øre)
- sted	7	10 - 16	12,3
- lev	17	4 - 16	12,4
- løse	3	6 - 16	10,0
- inge	9	4 - 16	8,9
- hem	2	4 - 8	6,0
I alt	38	4 - 16	11,0
- torp	21	4 - 16	8,7

Fig. 27. De gennemsnitlige bispeskyldtal for sognene på Midtsjælland fordelt på sognenavne.

En tilsvarende opgørelse haves ikke for Vendsyssel, hvor de vendsysselske præsteindberetninger fra 1500-tallet til gengæld giver oplysninger om bl.a. kirketiendens størrelse og fordeling på konkrete ydelser i form af byg, rug, havre, diverse slags dyr og eventuelt penge. Hovedparten af kirketienden skulle for langt de fleste sognes vedkommende erlægges i byg og rug. Selvom de vendsysselske sted- og lev-sogne i gennemsnit var omtrent lige store i såvel areal som antal tiendeydere, er det påfaldende, at bønderne i sted-sognene generelt betalte godt 3 tdr. “hårdt korn” (dvs. byg og rug) mindre end deres kollegaer i lev-sognene. Sammenholdes størrelsen af korntienden i 1553 med antallet af tiendeydere i 1599 ses det, at mens ”kirkeskattetrykket” pr. tiendeyder faktisk var identisk i lev- og hem-sognene, så var det lidt lavere i sted-sognene og højere i torp-sognene. Det kan endvidere konstateres, at der generelt alle steder blev erlagt lidt mere byg end rug, hvor især hem-sognene skiller sig ud med de største bygandele. Forklaringen herpå skal formentlig findes i jordbundsgeografiske forhold, idet rug gerne knytter sig til de mere sandede jorder.

Tabel 6. Den gennemsnitlige korntiende i de vendsysselske sogne i anden halvdel af 1500-tallet fordelt på sognenavne.

Sognenavn	Antal sogne	Korntiende 1553 fsva. byg og rug (tønder)	Andel heraf erlagt i byg	Korntiende 1553 (byg og rug) pr. tiendeyder 1599 (tønder)
- sted	7	17,9	54%	0,35
- lev	11	21,2	56%	0,44
- hem	8	14,9	64%	0,44
- torp	17	16,3	53%	0,51

Endelig har vi kigget på sognenes kvægtiende i 1553, der skulle ydes i form af småredsel, altså diverse slags mindre husdyr, først og fremmest lam, men i varierende omfang også gedekid, kalve og grise. Dertil kom i sjældnere tilfælde fjerkræ, som ikke er inkluderet i tallene her. I mange sogne betalte man desuden et vist pengebeløb i kvægtiende, der varierede efter, hvor mange eller få dyr, der kunne gives; jo færre dyr, jo flere skilling. Heller ikke pengestørrelserne er inddraget i tallene nedenfor, da det netop er den reelle animalske tiendeydelse, vi her er interesserede i. Sammenlignes tiendeydelserne for de fire stednavnegrupper af sogne, ses det, at korntienden udgør den største relative andel af tienden i hem-sognene, idet man her betalte godt 2 tdr. hårdt korn til kirken for hvert dyr. Den tilsyneladende laveste vægtning af korntienden findes i sted- og torp-sognene, hvor der kun blev ydet omkring 1,6 tdr. korn for hvert dyr. Hvis vi tør opfatte tienden som en afspejling af den faktiske relative fordeling af sognets samlede vegetabilske og animalske produktion, har vi altså her en indikation på, at sted-sognene i Vendsyssel i midten af 1500-tallet i højere grad end lev-sognene og specielt i forhold til hem-sognene var lagt an på animalsk produktion.

Tabel 7. Den gennemsnitlige kvægtiende i Vendsyssel 1553 opgjort i antal kreaturer, samt korntiendens størrelse ift. kvægtienden, fordelt på sognenavne.

Sognenavn	Antal sogne	Kvægtiende 1553 i samlet antal lam, kid, kalve og grise	Korntiende (tdr. byg og rug) i forhold til kvægtiende (antal dyr) 1553
- sted	7	11,3	1,58 tdr. korn pr. dyr
- lev	11	12,2	1,74 tdr. korn pr. dyr
- hem	8	7,3	2,04 tdr. korn pr. dyr
- torp	17	10,1	1,61 tdr. korn pr. dyr

Sted-sognenes etymologi

Den tidligere fundne dominans af personnavneforled i de midtsjællandske sted-bebyggelsesnavne bliver endnu tydeligere, når man kun ser på sted-sognene (mindst 63%, muligvis 88%). I Vendsyssel blev personnavneforled som tidligere nævnt ikke fundet som det mest sandsynlige ved én eneste sted-bebyggelse, men muligheden forelå ved seks bebyggelsesnavne; tre af disse er tillige sognenavne.

Sammenfatning og konklusion

Sted-bebyggelserne på Midtsjælland er kendetegnede ved gennemgående at være relativt store opgjort i antal gårde 1682, også sammenlignet med andre formodet før-vikingetidige navnetyper. Ser man på størrelsen af det opdyrkede areal og hartkornstakseringen, ligger den før-vikingetidige gruppe forholdsvis samlet, men stadig med sted-byerne blandt de største. Til sammenligning ligger regionens torp-bebyggelser på et betydeligt lavere størrelsesniveau målt på alle tre parametre. De opmålte agre i 1682 varierer tilsyneladende med de samlede ejerlavsstørrelser, idet der for alle de undersøgte navnetyper på Midtsjælland kan findes gennemsnitlige opdyrkningsgrader på 40-55%; her ligger sted-byerne placeret midt i feltet.

Sognemæssigt er to tredjedele af de midtsjællandske sted-byer blevet kirkebyer, hvilket i denne region kun matches af lev- og hem-byerne. Sted-sognene markerer sig som regionens største hvad angår det gennemsnitlige areal og antallet af tiendeydere i 1567. Til trods for de mange tiendeydere havde hver tiendeydende familie mere plads omkring sig i sted-sognene end i f.eks. lev-sognene, hvilket indikerer en knap så høj befolkningstæthed i sted-sognene. Også økonomisk hørte sted-sognene til regionens førende allerede i højmiddelalderen, da de i Roskildebispens Jordebog sammen med lev-sognene har fået regionens højeste gennemsnitlige skyldsætning.

I Vendsyssel fordeler sted-bebyggelserne sig mere end nogen anden af de undersøgte stednavnetyper over hele størrelsesskalaen med såvel enkeltgårde og små landsbyer som store landsbyer. Til sammenligning bestod hovedparten af regionens lev- og hem-bebyggelser af store landsbyer, mens navnetyperne -inge og -torp i 1683 koncentrerede sig om de små landsbyer og enkeltgårdene. Denne mere jævne fordeling af sted-bebyggelserne kommer også til udtryk i samme matrikels opgørelse over ejerlavenes agerareal og hartkornstaksering, hvor sted-ejerlavene findes midt på skalaen. Ser man på regionens større landsbyer alene, opnår sted-byerne højere gennemsnitsværdier på antal gårde, agerareal og hartkorn, uden dog at komme op på siden af lev-byerne. Opdyrkningsgraden i de vendsysselske ejerlav anno 1683 er generelt lavere end på Midtsjælland, og hvor lev- og torp-ejerlavene har agerandele på 27-30%, ligger regionens sted-ejerlav her et stykke lavere på 22%.

Også på det sognemæssige står de vendsysselske sted-byer tilbage for såvel regionens øvrige ældre navnetyper som for de midtsjællandske sted-byer. Blot hver femte sted-bebyggelse i Vendsyssel er således blevet kirkeby, hvor det samme gælder for hver anden -lev og -hem. De sted-sogne, som trods alt blev oprettet i Vendsyssel, er så til gengæld ganske store og på niveau med lev-sognene. Opgjort i antal tiendeydere 1567 i forhold til sognearealet har befolkningstætheden tilsyneladende været større i netop lev- og sted-sognene end i torp- og især hem-sognene. Økonomiske opgørelser over tiendeydelserne i sidste halvdel af 1500-tallet kunne tyde på, at bønderne i regionens sted-sogne gennemsnitligt betalte lidt mindre korn i tiende end man gjorde i de øvrige sogne, og at en større andel af tienden i samme sted-sogne blev erlagt i diverse former for dyr.

En etymologisk gennemgang af de to regioners sted-navne kunne indikere, at personnavneforled optræder relativt hyppigt blandt de midtsjællandske sted-byer, mens sådanne forled fremstår ganske sjældne i Vendsyssel. Dertil kommer, at en betydelig andel af de helt små sted-bebyggelser og sted-enkeltgårde i Vendsyssel muligvis skal henregnes til en sen- eller post-middelalderlig gruppe, hvor navnet i virkeligheden er en usammensat primær stednavnedannelse.

Undersøgelsen må langt hen ad vejen siges at støtte bl.a. Johannes Steenstrups iagttagelser af, at de danske sted-byer generelt har dannet centrum for relativt store ejerlav. Opgjort i hartkorn kunne både Steenstrup og Erland Porsmose finde mere moderate værdier for sted-byerne i Nordøstjylland og på Fyn, og det samme kunne vi i den vendsysselske undersøgelsesregion, hvilket kun delvist kunne forklares med, at en betydelig del af sted-bebyggelserne her er enkeltgårde og smålandsbyer. På Midtsjælland derimod fremtræder sted-byerne som regionens største i alle henseender sammen med lev-byerne, som også bl.a. John Kousgård Sørensen ligestillede dem med.

Ved at sammenholde landsbystørrelser og kirkebyfrekvens, samt beliggenhed i forhold til andre ældre navnetyper, er det vor opfattelse, at i hvert fald på Midtsjælland og til en vis grad også i Vendsyssel synes sted-byerne at tilhøre lokalområdernes ældste bevarede bebyggelseslag. Dermed kan vi (på dette punkt) bekræfte H.V. Clausens, Viggo Hansens og John Kousgård Sørensens tolkninger. Den større spredning i bebyggelsesstørrelsen og forekomsten af de generelt mere sekundært prægede sted-bebyggelser i Vendsyssel kunne endvidere indikere, at navnetypens anvendelse i denne region har strakt sig over længere tid. Mens de sjællandske sted-byer generelt fremstår jævnaldrende med navnetyper som -lev, -løse og -hem, kan de ældste sted-byer i Vendsyssel måske nok være lige så gamle, men samtidig synes de suppleret af en betydelig mængde yngre sted-bebyggelser, der minder mere om f.eks. regionens torp-lag. Hvor Hansen fandt belæg for en inddeling af de vendsysselske sted-bebyggelser i to grupper (store landsbyer og enkeltgårde), deler vi på dette punkt nok mere opfattelse med Sørensen, der så regionens sted-bebyggelser som en størrelsesmæssigt jævnt spredt gruppe.

Vi har i nærværende undersøgelse ikke set nærmere på sted-bebyggelsernes naturgeografiske beliggenhed, og vi kan derfor ikke direkte vurdere Steenstrups og især Porsmoses tolkning af, at sted-byerne var anlagt på udmarksjord af overvejende ringe agerbonitet, men (i hvert fald på Fyn) til gengæld med gode enge. Vore økonomiske og demografiske analyser af sted-sognene på Midtsjælland og i Vendsyssel kan dog til en vis grad indikere noget tilsvarende. På Midtsjælland var der trods den generelt gode økonomi i sted-sognene således tegn på en lavere befolkningstæthed i 1567, hvilket både kan skyldes lidt dårligere agerjord og en større orientering på pladskrævende kvægbrug. En sådan tendens er der forholdsvis tydelige tegn på i Vendsyssel, hvor de ligeledes store sted-sognes bønder i samme periode ydede en tiende, der i højere grad end andre sogne var orienteret på animalske ydelser frem for korn - ligesom sted-ejerlavene generelt havde en forholdsvis lav opdyrkningsgrad i 1683. I dateringsmæssig sammenhæng kan man derfor på denne baggrund vælge at se de ældste sted-bebyggelser (i hvert fald i Vendsyssel) som tilhørende en tid, hvor en lidt mindre ageregnet jord blev taget i brug, eller fra en periode hvor landbruget generelt var mere orienteret på kvægbrug. Begge opfattelser kan ud fra traditionel bebyggelses- og landbrugshistorisk teori måske pege i retning af en datering til sidst i jernalderen, men det skal understreges, at vi hermed begiver os ud på spekulationernes overdrev. Mere end en relativ datering af de to regioners sted-bebyggelser mener vi ikke, at undersøgelsen giver sikkert belæg for.

Kilder og litteratur

· Clausen, H.V. 1916: Studier over Danmarks Oldtidsbebyggelse. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1916.1-226.

· Dam, P. 2004: Landbrugsproduktivitet i tidlig moderne tid. Upubliceret speciale. Roskilde.

· DS 23 = Danmarks Stednavne 23. Red. Bent Jørgensen. København 1997.

· Elmevik, L. 2000: Om ortnamnselementen -sta(d) och -lösa. Namn och bygd 88.69-87.

· Frandsen, K.-E. 1984: Atlas over Danmarks administrative inddeling efter 1660. Tekstbind. København.

· Hald, K. 1950: Vore Stednavne. København.

· Hansen, V. 1964: Landskab og bebyggelse i Vendsyssel. København.

· Matriklen 1688 (1682/83) = Se Pedersen, H.

· Pedersen, H. 1928: De danske landbrug. Fremstillet på grundlag af forarbejderne til Christian V.^s matrikel 1688. København.

· Porsmose, E. 1981: Den regulerede landsby - studier over bebyggelsesudviklingen på Fyn i tiden fra ca. 1700 til ca. 1000 e.Kr. fødsel. Odense.

· Præsteindberetningerne af 1553 fra Vendelbo Stift: Udgivet af D.H. Wulff i Statistiske Bidrag til Vendelbo Stifts Historie i det 16de og 17de Aarhundrede. Aalborg 1872-74.

· Præsteindberetningerne af 1599 fra Vendelbo Stift: Udgivet af C.R. Hansen i Præsteindberetninger om fæstegods m.v. i Vendelbo stift 1568 og 1599. København 1964.

· Roskildebispens Jordebog (RBJ): Udgivet af C.A. Christensen i Roskildekirkens Jordebøger og Regnskaber, Danske middelalderlige Regnskaber 3. rk. 1. København 1956.

· Sjællands Stifts Landebog: Udgivet af S. Gissel. København 1956.

· Steenstrup, J.C.H.R. 1894-95: Nogle Bidrag til vore Landsbyers og Bebyggelsens Historie. (Dansk) Historisk Tidsskrift 6. rk. 5.313-366.

· Sørensen, J.K. 1958: Danske bebyggelsesnavne på -sted. København.

Digitale kortværker

· Dam, P., P.S. Nielsen, C. Dam og J. Bill. 2003: Videnskabernes Selskabs kort (vektoriseret).

· GEUS. 2002: Danmarks digitale jordartskort 1:25.000.

Bilag: Liste over sted-bebyggelsesnavne i Midtsjælland og Vendsyssel

Medregnet i undersøgelsen er alle bebyggelser i de to regioner nævnt i Matriklen 1682/83. Af sammenligningshensyn har vi udeladt købstæder, hvilket for sted-bebyggelserne betyder, at Ringsted på Midtsjælland ikke er med. Heller ikke Bedsted i Kværkeby Sogn (Midstsjælland), der kendes fra 1360, er inkluderet, da den ikke optræder i 1688; ved den forudgående matrikel (1664) var der tale om én gård og ét hus, der i mellemtiden var blevet nedlagt og omdannet til overdrev. I den sjællandske region optræder endvidere to Kongsted (Kongsted Sogn og Kværkeby Sogn), hvoraf kirkebyen med sikkerhed bærer et forvansket tved-navn. Jf. Bent Jørgensen (DS 23:99) er det ældste sikre belæg for Kongsted i Kværkeby Sogn så sent (LensR. 1555 Kongested), at det med lige stor sandsynlighed kan være en sted eller tved. Da der lidt nord herfor findes endnu en Kongsted (Niløse Sogn) forvansket fra -tved, skønner vi ud fra dette og det efter sjællandske forhold atypisk lave gårdantal 1682 i Kongsted-byen i Kværkeby Sogn (5 gårde), at der også her snarest er tale om en forvansket -tved, hvorfor alle Kongsted’erne er udeladt af undersøgelsen. Herefter kan der opstilles 12 sted-bebyggelser fra Midtsjælland og 38 i Vendsyssel.

Midtsjælland Bebyggelse	Sogn	Herred/Birk 1688	Gårde 1688	Forleds-type *	Første belæg + etymologisk tolkning **
Hyllested	Hyllested	Antvorskov	29	P	28/2 1320 in Hyldæstathæ. Indeholder mandsnavnet glda. Hildir, eller evt. mandsn. glda. Hildi.
Alsted	Alsted	Sorø	22	P	Udat. 1177-1201 alexstadhe. Personnavn, muligvis Alflēk, m.
Hellested	Hellested	Stevns	22	P el. A	22/3 1261 Hælgæstathe, in Hællestathe. Kan være mandsn. glda. Hælghi, m., eller bestemt form af adj. glda. hēlaghær ’hellig’.
Ørsted	Ørsted	Ramsø	20	S (/P)	Udat. 1291-98? in Ørstad. Kan formelt set indeholde mandsn. glda. Øthar (med langt ø), men er snarest glda. ør (langt ø), m. ’grus’, eller muligvis et deraf afledt mandsnavn.
Sigersted	Sigersted	Ringsted	18	P	Saxo a sigari oppido; 22/2 1228 de Siarstada. Af mandsnavnet glda. Sighar.
Haraldsted	Haraldsted	Ringsted	16	P	c. 1135 (c. 1600) non venit Haraldstadium. Indeholder mandsnavnet glda. Harald.
Kløvested	Dalby	Ramsø	13	S	6/7 1347 de Kløuæstædhæ. Snarest et appellativ. De topografiske forhold kunne tale for glda. *klēf, f. ’kløv, stejl bakke’, evt. kløf (langt ø), f. ’kløft’.
Osted	Osted	Voldborg	13	S	RJb 1370-80 Ostadhæ. Beskriverleddet er subst. glda. ōs, m. ’åbning, gab, munding, hvorigennem vand har sit løb, m.m.’.
Harrested	Sludstrup	Antvorskov	12	P (?)	1340-75? (1550 DD 3:I nr. 124) Harrildzssted. (DS 23 s.82) Form. af samme oprindelse som Haraldsted.
Rosted	Sørbymagle	Antvorskov	11	S/P	Udat. [1158-77] (c. 1440 Sorøb.) in Rosthadhe. Beskriverleddet kan enten være et mandsnavn glda. Rō, eller ligesåvel subst. glda.*rō, f. ’stang, (vel ofte brugt om skel- og grænsepæle [PG]’. Siden der er 4 navne af samme oprindelse, må personnavnemuligheden anses for at være en smule mindre sandsynlig [PG].
Vigersted	Vigersted	Ringsted	10	P	26/2 1316 Wikærstath. Indeholder mandsnavnet glda. Wikār.
Holsted	Herlufsholm	Flakkebjerg	10	S (/P)	udat. 12/4 1191-1225 (1500t. Rep U 69) Halsted. Snarest subst. glda. hall, f. skråning, om end et ubelagt mandsnavn *Hall formelt set også kan være oprindelsen.
Harrested(gård) (hovedgård)	Hyllinge	Flakkebjerg	1	P	24/8 1344 Harældstathæ. Indeholder mandsnavnet glda. Harald.

Vendsyssel Bebyggelse	Sogn	Herred/Birk 1688	Gårde 1688	Forleds-type *	Første belæg + etymologisk tolkning **
Vrensted	Vrensted	Jerslev	37	S	1340 (1573 ÆDA III.16) Wrensted. Ant. er beskriverleddet et glda. subst *wrēni, m. ’hingst’ (ordet er beslægtet med ’vrinske’).
Biersted	Biersted	Kjær	19	S (/P)	8/5 1465 Bierstet. Beskriverleddet nok glda. biargh, n. ’bjerg’, om end mandsnavnet glda. Biari er en formel mulighed.
Ulsted	Ulsted	Kjær	18	S/P	2/5 1369 Wlstath. Kan formelt set indeholde mandsnavnet Ulv, om end der nok snarere er tale om subst. ulv.
Sulsted	Sulsted	Kjær	14	S/P	28/4 1355 in Sulæstath. Snarest subst. glda. sūla, f. ’(kløftet) stolpe’, kan være anvendt om ’kløft’ i almindelighed. Formelt set kan mandsn. glda. Sūla også foreligge, men det er tvivlsomt.
Agersted	Voer	Jerslev	13	S	21/4 1408 (vid. 1414) Agherstædh. Beskriverleddet er subst. glda. akær, m. nuda. ager.
Grindsted	Hammer	Kjær	13	S	12/5 1472 (1552 EGJb) Grimsted; 1552 EGJb Grenndsted, Griimgsted. Beskriverledet er subst. glda. *grind f. ’hvad der er lavet af tremmer, fletværk. Kildeformerne er ganske forvanskede og kan ikke tillægges den største betydning.
Høgsted	Vrejlev	Børglum	13	S(/P)	1431 (1573 ÆDA III.37) Høgsteed. Rimeligst at antage at beskriverleddet indeholder gen. plur. af subst glda. høk (langt ø), m. ’høg’. Formelt set kan mandsnavne som Høk, *Høki, *Høkir (alle med langt ø) også indgå, men af disse tre er kun den første reelt belagt i dansk.
Vester Tversted	Tversted	Horns	11	A	16/11 1394 de Thwerstedh. Indeholder adj. glda. thwær ’tvær, det som går på tværs’.
Øster Tversted	Tversted	Horns	9	A	Som ovenfor. Formentlig oprindeligt én by.
Ejersted	Saltum	Hvetbo	9	S	1340 (1540-49 ÆDA II.248) Egerstad. Beskriverleddet er usikkert, kunne være glda. subst. *ækra, f. ’oppløjet land opdyrket land’, en afledning til glda. akær, m.’ager’.
Fjelsted	Sindal	Horns	9	S	2/7 1419 i Fiælstæde. Ant. indgår glda. subst. fial, nudansk fjæl ’mindre stykke fladt udsavet træ, bræt’ i navnet.
Hollensted	Hallund	Jerslev	8	S	1407 (1573 ÆDA III.46) Haldenstedt. Sikkert subst. glda. *hallændi ’skråning’. Sognebyens navn er Hallund, men JKS afviser at dette navn skulle indgå som beskriverled i navnet. Der er i stedet nok tale om samme lokalitet(stype) der er beskrevet i begge navne.
Vedsted	Af Aaby (nu Vedsted)	Hvetbo	8	S	M 1662 Wedsted. Synes at indeholde subst. glda. with ’skov’, om end navnet er sent overleveret.
Melsted	Sulsted	Kjær	7	A	M 1664 Meilsted. Indeholder glda. adj. mæthal ’midt’, jysk mejl.
Hvidsted	Taars	Børglum	6	S	1430 (1573 ÆDA III.37) Huidsted. Den korte udtale af beskriverleddets vokal betyder at adv. glda. hwīt, ’hvid’ ikke kan ligge til grund. Der kan derimod være tale om subst. glda. *hwilf, n. ’hvælv’, eller snarere i betydningen ’forhøjning’.
Lørsted	Haverslev	Øster Han	6	S/P	25/2 1356 Løchyrstat [ant. fejl for Løthyrstat]. Muligvis indgår mandsn. glda. *Løthar (langt ø) i navnet, men måske snarere et glda. subst løthær (langt ø), n. ’lud, sæbelud, sæbeskum, skum, havskum’. Lørsted ligger tæt ved sammenløbet af Holmsø Å og Pallesvad Å.
Stagsted	Af Hundslund (nu Skæve)	Jerslev	5	S	27/8 1500 Stagstet. Måske er beskriverleddet subst. glda. stagg ’langt og tyndt tilspidset og ofte stikkende vedhæng på en blomsts forskellige dele, eller på et blad, især om vedhæng på græssers avner’.
Aasted	Aasted	Vennebjerg	5	S	2/7 1419 Astæde Sogn. Af subst. glda. ā, f. ’å’.
Hjelmsted	Serridslev	Jerslev	3	(U)	Mandt 1606 Hielmsted. Beskriverleddet er subst. glda. hialm, m. ’hjælm, skur til opbevaring af hø, indhøstet halm o.l. (Må være et sent navn. [PG])
Foldsted	Lendum	Vennebjerg	2	U	M 1662 Nør-, Wester falsted; M 1688 Foldsted. Unge bebyggelser; navnene utvivlsomt opr. naturnavne m. betydningen ’sted hvor der har ligget eller ligger en fold’.
Smersted	Serridslev	Jerslev	2	S	M 1663 Smørsted. Indeholder subst. smør. Sigter måske på frugtbarhed?
Sundsted	Vrensted	Jerslev	2	S (?)	Mand. 1610 Sundsted. Beskriverleddet synes at være subst. sund, men med navnets sene overlevering og manglende topografiske sammenligningspunkter, må tolkningen anses for at være usikker.
Øster Mejlsted	Tolstrup	Jerslev	1	A	1380 (1542 ÆDA III.89) Middelstedt. Samme oprindelse som Melsted, ovenfor.
Bøgsted (hovedgård)	Astrup	Horns	1	S	6/4 1418 Bøghested. Beskriverleddet er glda. *bøki (langt ø), n. ’bøgebevoksning’.
Bøgsted	Gjerum	Vennebjerg	1	S	(Ikke omtalt hos Sørensen) Vel samme oprindelse som ovenfor.
Donsted(gård)	Albæk	Børglum	1	A el. S	17/4 1408 Dunstet; 6/6 1510 Dwndstedt. Indeholder evt. adj. glda. *dunn, ’brunrød’, eller subst. oldn. dunna, ’and’.
Gårdsted	Understed	Børglum	1	U	Mandt 1610 Grd sted; M 1662 Gaadsted. Utvivlsomt et sent navn dannet af appellativet gårdsted ’sted hvor der har ligget, ligger en gård.
Grinsted	Vester Brønderslev	Jerslev	1	S	1305 (1573 ÆSA III.16) Grængsted; 1452 (1573 ÆDA III.14) Grynsted. Samme oprindelse som Grindsted ovenfor.
Krasted	Volstrup	Børglum	1	S/( U )	M 1688 Kræsted. Beskriverleddet indeholder subst. jy. kræ ’hornkvæg’. (sent navn? [PG])
Musted(gård)	Jerslev	Børglum	1	A el. S (?)	6/7 1393 Mwdestedhe. Betydning usikker, men evt. dannet af germansk rod *mut- med betydning ’fugtig’ eller ’dynd, mose’.
Stagsted	Sejlstrup	Børglum	1	S	Mandt 1611 Stagstedtt. Samme oprindelse som Stagsted, Jerslev h., ovenfor.
Stoksted	Taars	Børglum	1	S	1491 (1542 ÆDA II.107) Stockstedt. Beskriverleddet er subst. glda. stokk, m. tømmerstok, bjælke’ eller ’gangbræt over vandløb’.
Stoksted	Hellum	Jerslev	1 (hus)	S	M 1662 Stochsted. Samme oprindelse som Stoksted, ovenfor.
Tvilsted(gård)	Jetsmark	Hvetbo	1	S (?)	1456 (1599 ÆDA III.160) Tuillstedtgaardt. Forled muligvis glda. *twild, ’å-forgrening’, hvilket dog ikke støttes af geografien.
Ulstedbo	Sindal	Horns	1	(S/P)	M 1662 ulst Bou; M 1688 Vlstedboe. Sent overleveret og tolkningen er derfor usikker, men oprindelsen kan rimeligvis angives som den samme Ulsted, ovenfor.
Understed	Understed	Børglum	1	S	17/4 1408 Vndenstædh. Forled er subst. glda. undarn, m. ’middagsmåltid’.
Vester Mejlsted	Tolstrup	Jerslev	1	A	1380 (1542 ÆDA III.89) Middelstedt. Samme oprindelse som Mejlsted, ovenfor (Ø.- og V.-Mejlsted vel oprindelig én bebyggelse? [PG])
Voldsted(gård)	Torslev	Børglum	1	S	1472 (1573 ÆDA III.20) Wollsted. Sandsynligvis subst. glda. wall, m. ’slette, græsgang’ - og dermed ikke ’voldanlæg’.

*) Tegnforklaring: A= Adjektiv/adverbium, P = Personnavn, S = Substantiv, U = Usammensat primær stednavnedannelse (form. af yngre alder end resten). Ved flere tolkningsmuligheder skrives den mest sandsynlige tolkning først, f.eks. P/A; ved større usikkerhedsmomenter angives der således: P(/A), (P/S) eller S(?).

**) Vi skylder Peder Gammeltoft stor tak for hjælpen med identifikation og tolkning af de ældste belæg. Hvor andet ikke er anført, bygger tolkningerne på Sørensen 1958, mens [PG] indikerer, at tolkningen er Gammeltofts egen. Enkelte steder er der suppleret med belæg og tolkninger af Bent Jørgensen i Danmarks Stednavne (DS).

Summary

From the late nineteenth century, Danish settlement-historical studies have taken their point of departure in the place-name material. According to variations among the suffix types with regard to distribution and size of the related settlements, several attempts have been made to date and to explain the establishment of individual place-name types. Usually, however, the scholars have not reached total consensus in these questions. This is also the case of the place-name suffix -sted (-stath), but the general conclusion of Danish sted-studies so far seem to be, that the name type mainly relates to settlements from late Iron Age and Viking Age, where they seem to be made on the outskirts of older settlement districts on land slightly less suited for arable cultivation.

In Denmark, settlements with the place-name suffix -sted are found all over the country, but with concentrations in certain regions, such as northern Jutland (Vendsyssel) and the central and southern parts of Zealand (Mid-Zealand). In the present study, we have performed a comparative analysis in these two regions of sted-settlements versus other (supposedly) pre-Viking Age settlement types (-lev, -inge, -løse and -hem) and the younger settlement type of -thorp. The settlements have been compared on matters such as number of farms, vill area (total size of village land, Da.: ejerlav), taxation and degree of cultivation in 1682-83. In terms of parishes, the relative frequency of church villages, the parish areas and economic parish data from the late Middle Ages and the late sixteenth century have been studied for each of the mentioned place-name types.

Our studies show that Danish sted-settlements in general were quite big in the 1680s, both in terms of number of farms and vill area. This was especially evident on Mid-Zealand, whereas the sted-settlements in Vendsyssel also included several smaller villages and isolated farms. While two thirds of the Mid-Zealandic sted-settlements became parish centres (only matched by -lev and -hem), this was only the case with every fifth sted-settlement in Vendsyssel. Based on the variations in post-medieval settlement size and the church frequency, it is our conclusion that certainly on Mid-Zealand, and to some extent also in Vendsyssel, the sted-settlements appear to represent the oldest still extant settlement layer. In Vendsyssel, however, it also seems as if the place-name type has been active during a longer period. This interpretation is supported by an etymological analysis of the sted-names in the two regions.

Analyses of the late medieval and sixteenth-century data on parish demography and economy could indicate that sted-parishes in general were not only big, but also less densely populated than for instance lev-parishes, which both can be explained by less fertile land and/or a production more orientated on pastoral husbandry. This tendency is especially notable in Vendsyssel, where tithe data from the second half of the sixteenth century indicate that the farmers of the sted-parishes paid a smaller amount of grain and a relative larger part of their tithe in animals, than did the farmers of all other parishes.

There is, of course, a large factor of uncertainty in dating settlements on the basis of the findings mentioned above, but we can state, in relation to current theories on agricultural and settlement history that none of the results from Mid-Zealand and Vendsyssel undermine the traditional dating of (the oldest layer of) Danish sted-settlements to late Iron Age and early Viking Age.

Johnny G.G. Jakobsen, Department of Nordic Research, University of Copenhagen

Postal address: Njalsgade 136, DK-2300 Copenhagen, Denmark ● Email: jggj@hum.ku.dk