Da Stavns Fjord skulle drænes

- Historiske glimt fra forarbejdet til inddæmningen af Stavns Fjord på Samsø fra landvindingens storhedstid

af Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen, stud. scient. Roskilde Universitetscenter

(Netversion af artikel i ‘Århus Stifts Årbøger' 2002, Historisk Samfund for Århus Stift, Århus, 73-86)

For hvert et Tab igjen Erstatning findes:

Hvad udad tabes, det maa indad vindes.

Disse klassiske ord fra anden halvdel af 1800-tallet står for mange danskere som selve indbegrebet af den landvindingsindsats, der foregik op gennem 1800-tallet og ikke mindst i årtierne efter nederlaget i 2. Slesvigske Krig (1864) og afståelsen af Sønderjylland. Ofte er ordene blevet tilskrevet manden bag opdyrkningen af den jyske hede, Enrico Dalgas, men den officielle formulering kendes første gang som en inskription af forfatteren H.P. Holst på en særlig mønt præget i forbindelse med en stor industri- og kunstudstilling i København 1872. Landet, der skulle erstatte det tabte, var hedearealer, moser, klitområder, enge, kystmarsk og lavvandede fjorde, der gennem forskellige jordforbedrende tiltag blev gjort anvendelige til agerbrug eller plantet til med skov. I perioden 1860 til 1955 blev Danmarks samlede landbrugsareal ad denne vej forøget med ca. 20%, mens skovområderne voksede med omkring 200.000 ha.[1]

Denne artikel vil forsøge at give et billede af det arbejde, de overvejelser og de personer, der stod bag den store landvindingsindsats gennem inddæmning og dræning af kystenge og lavvandede fjorde, eksemplificeret med den ellers lidet belyste inddæmning af Stavns Made på Samsø. Om denne har jeg fra Samsø Egnsarkiv fået adgang til flere hidtil upublicerede breve og redegørelser omkring forberedelserne til inddæmningsprojektet. Desuden redegør artiklen kort for hvilke slags områder, der var tale om i geologisk og geografisk forstand, og om hvordan de er blevet dannet.

Generel beskrivelse af Stavns Fjord

Fig. 1: Nutidigt kort over Stavns Fjord og fjordens opland.

Nutidens Stavns Fjord dækker et areal på knap 20 km² og rummer 11 ubeboede holme, samt en mængde stenrev. Fjorden afgrænses mod nord af odden ved Lilleøre og mod øst af det ca. 6 km lange Besser Rev. Det meste af fjorden er lavvandet (i gennemsnit 1,6 m) og præget af tidevandsstrøm, men en op til 6 m dyb rende gennemløber fjorden fra Langør i nord og vest om Hjortholm til holmen Karlskold. Området i og omkring Stavns Fjord kan betegnes som et “druknet morænelandskab”, dannet i slutningen af sidste istid. I forbindelse med isens tilbagetrækning efterlod den sig adskillige rækker af sand- og grusholdige bakker langs isranden på morænesletten, hvilket præger hele sydøens landskab og fortsætter ud i fjorden i form af de mange holme på en ellers relativt plan morænebænk. Den dybe rende i fjorden menes at have stået i forbindelse med “Danaelven”, der i fastlandstiden (for ca. 9.000 år siden) afvandede Østersøen gennem det senere Storebælt. I den efterfølgende periode steg havniveauet betydeligt, og i stenalderen menes middelvandstanden omkring Samsø at have stået 2½-3 m over det nuværende havniveau. Stavns Fjord var i denne periode derfor ikke en fjord, men et arkipelag, dvs. et åbent havområde med mange småøer. Nordøen var da adskilt fra Sydøen med et bredt sund over nutidens Nordby Hede, der gav fri forbindelse mellem Århus Bugt og Samsø Bælt.[2]

Fig. 2: Jordartskort over Samsø. Til højre forstørret udsnit over Stavns Fjord og landet syd herfor. Grænsen mellem ekstramarginale aflejringer og moræneler på den ene side og marine aflejringer på den anden giver et godt indtryk af, hvor højt havspejlet har stået i stenalderen.

Siden stenalderen er havstanden sunket igen. Da man har fundet adskillige gravhøje ude langs Sælvig Bugt ud for Store Vorbjerg og landsbyen Stavns, der af arkæologerne er blevet dateret til bronzealderen, er der grund til at tro, at disse højdedrag i bronzealderen gennem dannelsen af et strandvoldssystem har været landfaste med Sydøen og dermed har kunnet beskytte Stavns Made mod vest. Landsbynavnet ‘Stavns’ blev i de ældste omtaler fra senmiddelalderen stavet Stafnæs,[3] og synes derfor i historisk tid, at have været et kroget næs, der via et antal højdedrag - bl.a. Lille og Store Vorbjerg - var landfast med sydøens nordvestspids. Laurids de Thurah (1758) mente endda, at den naturlige landhævning og næsdannelse kunne tænkes fremskyndet med en menneskeskabt digebygning, idet terrænet mellem højene ikke blot var højere end det omgivende terræn, men ifølge hans viden tillige indeholdt uforholdsmæssigt mange sten.[4] Hvornår landtangen har nået så langt mod nord, at Sydøen er blevet landfast med Nordøen, vides ikke, men det må i hvert fald have været tilfældet i slutningen af jernalderen, inden man i første halvdel af 700-tallet gravede Kanhavekanalen for at (gen)åbne søforbindelsen mellem Sælvig Bugt og Stavns Fjord. Siden vikingetiden menes havniveauet stort set at have svaret til det nutidige.[5] 

Den relative landhævning siden stenalderen er tilsyneladende foregået med forskellig styrke på Samsø, idet den midterste del af øen synes at have hævet sig mere end resten. Forklaringen menes at være, at der i den midtsamske undergrund strækker sig en saltstruktur, der har bevirket en ekstraordinær hævning af de overliggende lag. Dette skulle altså være en del af grunden til, at sydøens moræneslette har hævet sig mere end Stavns Fjord.[6]

Tidevandet i Stavns Fjord varierer normalt med 31 cm mellem flod og ebbe, hvilket er nok til, at der mange steder foregår en stadig ændring af strandforholdene. Flere steder går vegetationen helt ned til vandet og danner en tilgroningsforstrand, der gennem græsbevoksede tuer og sten tiltrækker materialeaflejringer fra tidevandet, og langsomt bidrager til en naturlig landvinding af de lavvandede områder. Denne proces har især haft gode betingelser i de indre og mest stillestående dele af fjorden, så gennem landhævning, materialeaflejring og tilgroning var den sydligste inderfjord formentlig allerede ved indgangen til vikingetiden forvandlet fra åbent vand til strandeng og almindelig eng, kaldt Besser Made. Ordet ‘made’ er en af mange danske betegnelser for en fugtig jord, svarende til det mere gængse ‘eng’. Nogle steder regnes maden for en særlig våd eng, men ligesom enge kan mader også være relativt tørre.[7] Ifølge Laurids de Thurah lå ordet (i formen mae- eller mar-) bag forleddet i landsbynavnet Mårup på nordøen. Han definerede det som en gammel betegnelse på våd (siid) jord, der om vinteren overskylles med vand, men om sommeren er tør.[8]

Syd for landsbyen Stavns skråner terrænet ned mod et stort fladt område, der indtil slutningen af 1800-tallet stod under vand som den inderste og vestligste del af Stavns Fjord, kaldt Alstrup Fjord, bag øen Gammelholm. I vest blev fjorden adskilt fra vestkysten ud mod Sælvig af et hævet terræn omkring to bakker, Store og Lille Vorbjerg. Det var ved opførelsen af to dæmninger mellem “fastlandet” og Gammelholm i slutningen af 1800-tallet, at Alstrup Fjord blev forvandlet til engarealet Stavns Made. 

Fig. 3: Stavns Fjord og det sydlige opland på udsnit af Videnskabernes Selskabs kort fra 1787.

Historiske efterretninger om Alstrup Fjord og Stavns Made

Alstrup Fjord var på landsiden omkranset af tre landsbyejerlav: Stavns mod nordvest, Toftebjerg mod sydvest, og Alstrup mod sydøst. Ifølge 1700-talsgeografen Laurids de Thurah var bymarken til Stavns temmelig dårlig, men landsbyens fire gårdmænd, der kaldtes ‘skipperbønder’, ernærede sig også primært af fjordsejlads og en ganske betydelig trafik på havnen på den nærliggende ø Gammelholm, hvis østside lå ud til den dybe sejlrende i Stavns Fjord. Stavns havde fra gammel tid således været adskilt fra resten af sydøen »..formedelst Renden, som gaaer fra Fiorden op til Wordbierg, og er næsten en Ottendedel Miil bred, dog er denne Rende imellem Stavns og Alstrup, ei dybere, end at man kan kiøre og vade derover ved maadelig høit Vand, og undertiden er den fast ganske tør, og da er ikkun en kort Vei imellem Stavns og Alstrup, men naar høit Vand er, maa man omkring ved Wordbierg forbi Tofteberg derhen.«[9]

Fig. 4: Udsnit af det minorerede sognekort for Onsbjerg Sogn fra 1815, med den nordlige del af Alstrup Ejerlav fra sognekortet for Besser Sogn indsat i nederste højre hjørne.

Tidligere havde fjorden tydeligvis gået endnu længere ind, idet der allerede på de Thurahs tid fandtes en Stavns Made, akkurat som der eksisterede en Vorbjerg Made. På sognekortet fra 1815 ses disse gamle mader i umiddelbar forlængelse af fjordens vestbred, hvor ejerlavene i såvel Stavns som Toftebjerg var inddelt i henholdsvis tre og seks mindre engparceller, samt to større mod vest. På udskiftningskortene fra 1792-93 er matrikelnumrene 6, 1, 2 og 3 i Stavns Ejerlav og numrene 34, 7, 5, 8, 6, 1 og 9 i Toftebjerg Ejerlav alle markeret som eng; den store matrikel nr. 34 endda som “Huusmændenes Fælles Jord”, en sikker indikation på at vi her har noget nær byens dårligste jord. Disse mader var tilsyneladende resultatet af en gradvis inddigning og dræning af fjordkysten, hvis begyndelsestidspunkt fortaber sig i fortidens tåger. »Østen for Wordbjergene ligger en Maae eller siid Græsgang, som om Vinteren overskylles (...) I samme Maae er kiendelig at see adskillige Diger eller Dæmninger, som Indbyggerne sige at være giorte til at holde Hav-Heste fra at gaae i Land; Denne Tradition er urimelig, og er sluttelig, at Dæmningerne ere giorte til at holde Vandet ude, som ellers løb over de omliggende Marker.«[10] Hvad enten digerne nu skulle holde havheste eller fjordvand væk fra markerne, så kan man endnu i dag finde dem ligge kendeligt tilbage i landskabet, ikke mindst på markerne vest for Stavns By, hvor de fungerer som bemærkelsesværdigt høje markskel af opkastede jordvolde forstærkede med sten. Udover en ofte høj og kraftig hegnsbevoksning bemærkes det, at der endnu gror siv på disse gamle diger.[11] Den sydvestgående vej fra Stavns ud til Sælvig og derfra videre mod syd afspejler muligvis et stadie i kystliniens tilbagetrækning. Vejforløbet kan således benyttes som et indicium for præcis hvor stenalderøen Stavns blev landfast med Samsø, nemlig umiddelbart vest for Lille Vorbjerg, hvor ejerlavsgrænsen mellem Stavns og Toftebjerg endnu går. 

Mens Laurids de Thurah nøjedes med at konstatere, at man selv ved mådeligt højvande kunne vade over fjorden fra Stavns til Alstrup, så var J.H. Larsens (1849) observationer 90 år senere prægede af 1800-tallets voksende interesse for inddæmninger: »Mellem Alstrup og Stauns gaar et Fladvand ind, som menes at kunne inddiges uden stor Besværlighed, og et Par hundrede Tønder Land derved vindes, hvori der endog under Sandet befinder sig Tørveskær. Fladen har altså her ligesom ved Slesvigs Vesterhavskyst været en god Del højere over Vandet, end den er nu, men var derpå afsænket.«[12] En tilsvarende opfattelse blev fremsat af den samtidige P. Michelsen: »..paa Stauns og Tofteberg Marker og flere Steder kunde og ved Inddæmning vindes en betydelig Del Land fra Havet.«[13]

Forarbejderne og planerne til inddæmningen af Stavns Fjord

De to lærde mænd, Larsen og Michelsen, var ikke ene om deres opfattelse af den lavvandede Alstrup Fjords egnethed til inddæmning. En inddæmning var imidlertid et særdeles stort, kostbart og voveligt projekt, der krævede sine nøje forberedelser. »Hvor en Tørlægning paatænkes med Dyrkning af det indvundne Areal for Øje, maa man allerførst finde sikkerhed for, at Jordbunden er af en saadan Kvalitet, at det hele er Umagen værd.«[14] En væsentlig del af forarbejderne til 1800-tallets inddæmnings- og dræningsprojekter bestod i en systematisk optagning af jordprøver fra fjordbunden eller den vandlidende jord. Undersøgelserne handlede ikke kun om, hvor velegnet jorden så ud til at være til agerbrug, men drejede sig i lige så stor udstrækning om, hvordan bundforholdene kunne harmonere med opførelsen af dæmninger, diger, kanaler o.lign. Ofte blev undersøgelserne derfor overladt til ingeniører (typisk med militær baggrund) snarere end til agronomer. På baggrund af bundens beskaffenhed udtalte de sig om, hvor store byggeanlæg bunden kunne bære, mulighederne for at undgå gennemsivning af havvand, behovet for afvandingskanaler og pumpekraft osv. Ikke blot selve opførelsen af anlægget, men også den efterfølgende drift af dæmning og dræning medførte omkostninger, som en seriøs projektplanlægning måtte tage med i betragtning. I praksis blev disse dog ofte bevidst undervurderet af hensyn til projektets attraktivitet for deltagerne.[15] Af mere agroøkonomisk karakter måtte man i sin cost-benefit-analyse tillige tage højde for tab af andre indtægtsmuligheder, såsom jagt og fiskeri, græsning, tørvegravning, sivskær mv. Endvidere skulle der forhandles med de lodsejere, der havde jord ned til fjorden eller diverse rettigheder til den, hvorvidt de skulle have andele i projektet og/eller den indvundne jord, eller sælge deres rettigheder til det dræningsselskab, der efter ansøgning havde fået kongelig koncession på områdets tørlægning. I dag ville man (måske) tillige tage hensyn til den rekreative og økologiske værdi af naturområderne.

Manden, der satte hele inddæmningsprojektet på Samsø i gang, var godsinspektør August Kruse, der virkede en livsalder som “de facto greve” på Samsø (1839-1881). Han var en foretagsom og markant personlighed, der gennemførte den første fredning af øens kæmpehøje og andre oldtidsminder på godsets jorder, foretog restaureringer af dysser og jættestuer, og erhvervede en betydelig samling af oldsager, der i dag findes på Samsø Økomuseum.[16] Han stod tillige bag beplantningen af Nordby Hede, som blev købt ind under godset i 1866.[17] Godsinspektør Kruse lod iværksatte en større undersøgelse af dræningsmulighederne for Stavns Fjord, hvilket der på Samsø Egnsarkiv haves en del breve bevaret fra korrespondancen omkring. Med hensyn til landvindingen i Stavns Fjord var det Kruses tanke, at hele fjorden - eller i hvert fald det meste af den - skulle inddæmmes og tørlægges. 

Til at forestå de tekniske forundersøgelser til dette ambitiøse projekt allierede Kruse sig med en ingeniør F. Grove,[18] der i sommeren 1866 var ude at besigtige forholdene på og omkring fjorden. Svaret fra ingeniøren var umiddelbart lovende, idet han så gode muligheder for, at opføre en serie dæmninger fra Langør til Stenskov syd for Besser Rev via holmene, hvorved omkring halvdelen af fjorden ville kunne drænes.[19] Dertil var det hans opfattelse, at en sådan dæmning ville gavne havnen i Langør og gøre den ideel som militær søbase: »..jeg gaar endog frugtsommelig med Tanker for denne Havns Benyttelse, der vil skaffe Danmark Erstatning for Als som Retraiteplads, og hvorom jeg, naar jeg kommer til Kjøbenhavn, vil conferere med de militaire Ingenieurer og Marinens Technikere. Men Kyllingen ligger endnu i sit Æg, og der skal løbe en Deel Vand ud af Fjorden før jeg tør lade den vordende Kamphane træde frem for Verdens Lys. Jeg ønsker derfor helst, at denne Deel af Sagen ikke endnu omtales.«[20] Tilsyneladende delte de militære teknikere ikke Groves begejstring for Langør Havn og sagen omtaltes aldrig siden.

Pengene til inddæmningen skulle komme fra grev Danneskiold-Samsoe, idet det indvundne land skulle lægges under godset - og dermed under forvaltning af den energiske godsinspektør Kruse. Greven ovre på Gisselfeld var imidlertid tydeligvis mere forbeholden over for det samske projekts bæreevne end godsinspektøren og ingeniøren, og han stolede tilsyneladende heller ikke helt på ingeniørens objektivitet i sagen. Efter at have fået forelagt Groves analyser, planer og overslag for omkostningerne, udbad greven sig en kontrollerende undersøgelse hos et par andre ingeniører. Allerede da var der tanker fremme om, at begrænse inddæmningen til Alstrup Fjord, men tilsyneladende fik Grove opbakning af sine kollegaer til, at sådanne småtskårne planer ikke var at anbefale, idet »..man burde ikke indskrænke sig til Inddigningen af Alstrup Fjorden, men ogsaa tage Østerfjorden med, da det ellers kun var halvgjort Arbeide.«[21] 

Fig. 5: Stavns Fjord med indtegnede linieføringer for de projekterede dæmninger A, B og C, samt den planlagte placering af pumpestation og dræningskanal. Til sammenligning er også den endelige dæmningsføring (D) indtegnet.

Ingeniør Grove fortsatte da med sine undersøgelser og foretog i de følgende måneder mere end hundrede boreprøver over hele fjorden. Muligvis i skuffelse over en militær afvisning af hans storstilede planer for Langør, indgik dette næs ikke længere i planerne. I stedet fremlagde han to alternative dæmningslinier fra Stenskov til Grønhoved nordvest for Langør. Den ene (C), som han selv varmt anbefalede, gik langs de inderste holme i fjorden, mens alternativet (B) var at opføre en dæmning langs Besser Rev op til Hønsepold og derfra ind i fjorden til Grønhoved via Hjortholm.[22] Ifølge Groves beregninger ville den første løsning kunne indvinde ca. 964 tdr. land, sikre 226 tdr. land made fra oversvømmelse og skabe 15 tdr. land rørsumpe. Den anden løsning ville give hele 1.551 tdr. land, sikre 256 tdr. land made og skabe 400 tdr. land rørsumpe. Imidlertid var den anden løsning også klart den teknisk set mest krævende og derfor omtrent dobbelt så dyr - eller omkring 50% dyrere gjort op i omkostninger pr. indvundet tønde land. Problemet ved at opføre en dæmning langs Besser Rev var, at boreforsøgene havde vist, at undergrunden ikke som først antaget bestod af ler, men derimod af sand og rullesten. Den anden store tekniske udfordring var at finde et sted over den dybe strømrende i fjorden, hvor en dæmning kunne anlægges, men ifølge Grove havde det vist sig, »..at der uden Vanskelighed kan føres et Dige fra Hjortholm til Hundsholm i en bestemt Retning.«[23] Når først dæmningen var opført, skulle dræningen foregå ved, at der fra den naturlige rende gravedes en hovedgrøft over til Barnekold, hvor pumpestationen skulle anlægges. Herfra skulle vandet pumpes op i en kanal, der førte ud til en sluse placeret i dæmningen mellem Stenskov og Brokold (eller på stranden ved Besser Rev, hvis man valgte den store løsning). Imellem Stenskov og Brokold havde Grove fundet ler til op under overfladen, »..saa at her er fortrinlig Byggegrund for Slusen.« Pumpestationen på Barnekold kunne endvidere bruges på tørre somre til at løfte vand op i kanalen, hvorfra det via stigborde kunne ledes ud over de tilstødende enge. Rapporten blev sendt til greven, men ingeniøren valgte taktisk klogt også at sende en til sin ven godsinspektøren, da han nok vidste, hvem der var projektets virkelige ildsjæl på øen. Han afsluttede rapporten med en generel fundering over tidens smag for dræningsprojekter: »Det er mærkværdigt saa mange Inddæmningsarbeider der ere under Udførelse og paatænkes omkring i Landet. Det er aabenbart at der er stor trang til gode Græsgange under den stærke Udvikling som Qvægholdet og Meierivæsenet har taget. Jeg haaber at herved være en Spore til at ogsaa Samsø faaer sin marsk.«[24] 

I sensommeren 1868 var planerne så langt fremme, at der kunne indsendes en ansøgning til Indenrigsministeriet og planerne lægges til høring i en landvæsenskommission. Til dette skulle godsinspektøren skaffe en fuldstændig liste over »..hvilke Selveiere og Arvefæstere, der have Strand ud imod Fjorden eller ere Besiddere af de i Fjorden nævnede Øer, da disse Mænd igjennem Amtet skulle indstævnes til at møde for Commissionen.«[25] Kruse udfærdigede to lister over de bønder i Besser og Onsbjerg sogne, der havde jord ned til fjorden - og hermed begyndte projektet tilsyneladende at komme i modvind. Bønderne i Stavns By krævede ifølge Samsø Avis en højere pris for rettighederne til holmene i fjorden end greven ville betale, og greven havde åbenbart sat som forudsætning for inddæmningsprojektets implementering, at godset forinden havde erhvervet sig hele det omhandlede fjordområde inklusive holmene, der ellers ville ligge som fremmede ejendomme midt på godsets fjordjorder. Avisen bakkede op om det store projekt og opfordrede »..Greven til at forhøje Tilbuddet og Stauns Bønder til ikke at skrue Prisen for højt op, thi et sådant Arbejde vil både nu give Arbejde til mange, og i Tiden rigelige Renter både til Grevskabet og de Mænd, som nu opofre noget for Inddæmningen af Fjorden udfor Stauns og Alstrup Marker...«.[26] 

Stavnsbønderne fik opbakning fra intellektuel side, idet en tidligere præst i Nordby, Stephan Heegaard, der nu var rejst til Nordsjælland, havde set artiklen refereret i Berlingske Tidende.[27] Han havde to anker imod grevens forehavende. Dels mente han, at opførelsen af en dæmning helt ude ved Langør eller fra Grønhoved og ned gennem fjorden ville få dramatiske konsekvenser for Langør Havn, idet al det sand, som tidevandet bragte ind og ud af Stavns Fjord, i stedet ville aflejres i og uden for Langør.[28] Ellers var han principielt tilhænger af idéen om at omdanne fjordbund til engjord og agerland, men han frarådede på det skarpeste bønderne at sælge deres holme til greven; de skulle hellere kræve anparter i projektet, da de ellers ville blive snydt. Pastor Heegaard skrev til sin ven hjemme på Nordøen, skolelærer Thomas Michelsen (1814-1883), om at rejse sagen omkring risikoen for havnens tilsanding for Havnekommissionen og i det hele taget tale Stavnsbøndernes sag. Pastoren havde således sendt »..en Opsats desangaaende til Indrykning i Samsøe Avis...«, men han frygtede, at avisens redaktør ikke »..har villet unde den Plads.«[29]

Endnu i foråret 1869 var ingeniør Grove optimistisk på projektets vegne og i færd med at indhente tilbud til selve bygningsentreprisen. Afgørelsen var nu overladt til myndighedernes eksperter, bl.a. en professor Jørgensen[30] og en dr. Stein,[31] der på baggrund af yderligere analyser skulle afgive deres vurdering om inddæmningsprojektets holdbarhed til Landvæsenskommissionen: »Hvilket Resultat disse Herrer er kommet til kjender jeg ikke, men jeg har ingen Frygt i saa Henseende.« Der var ellers tilsyneladende opstået tvivl om, hvorvidt dyndet i fjorden var værd at dyrke, da man fra andre steder i landet hørte ildevarslende nyt: »Den sorte ufrugtbare Klæg, som min Broder omtaler,[32] troer jeg kun findes pletviis paa Vestkysten. Hvor der er organiske Stoffer i Jordsmonnet, er der ikke foregaaet den skadelige Indvirkning paa Stofferne, som fremkalder giftig Klæg - og jeg tvivler ikke om, at Steins Analyser ville godtgjøre at organiske Bestanddele findes i Slikken overalt i Fjorden.«[33]

Om det var negative resultater af doktor Steins analyser, for høje tilbud fra entreprenørerne, sognepræstens og skolelærerens kritiske indgriben, Stavnsbøndernes gridskhed eller grevens nærighed og generelle forbehold, der i sidste ende bragte det store inddæmningsprojekt i Stavns Fjord til fald, vides ikke, men det blev i hvert tilfælde ikke til noget. En årsag hertil kan også være, at manden med pengene, den gamle greve, døde barnløs i 1869. En broder overtog styringen af grevskabet fra hovedsædet Gisselfeld, mens brodersønnen C.F. Danneskiold-Samsoe forpagtede godsbesiddelserne på Samsø i 1871 og som den første af greverne flyttede til øen, hvor han lod genopføre herresædet Brattingsborg.[34] Efter sigende havde den unge greve et godt samarbejde med Kruse, der havde bolig i den nærliggende gård Ørnslev og fortsatte som godsinspektør til sin død 1881,[35] men Kruse kan næppe have oplevet generationsskiftet som andet end en stækning af sine beføjelser.

Den virkelige inddæmning

Under alle omstændigheder trak godset sig herefter ud af projektet, der i stedet blev ført videre i en betydelig mere beskeden målestok af bønderne i Stavns, Toftebjerg og Alstrup, der nok kunne se fornuften i at inddæmme og dræne den lille Alstrup Fjord - men altså også selv ville have glæde af jorden. Da skolelærer Michelsen i 1882 genudgav sin faders beskrivelse af Samsø, kunne han tilføje, at den oplagte inddæmningsmulighed af Alstrup Fjord, som hans fader havde omtalt i 1851, nu var blevet aktualiseret, men det var hverken greven, ingeniøren eller godsinspektøren, der af Michelsen blev udråbt til primus motor for dræningsprojektet: »Den Mand, der i Særdeleshed med Iver og Dygtighed har virket hen til, at Inddæmningen af Staunsfjord er kommen i Stand, er Gaardejer Brandt i Alstrup, og ham især skyldes derfor ogsaa de Fordele, det temmelig store Areal af indvunden Jord i Fremtiden vil have for de tilgrænsende Byers Lodsejere.«[36]

Dæmningen, der lukkede Alstrup Fjord fra Stavns Fjord, stod færdig i 1877, dvs. omtrent samtidigt med det beslægtede men langt større inddæmningsprojekt på den sjællandske Lammefjord. »Endnu for faa Aar siden sendte Stavns Fjord en Gren mod Vest næsten helt ind til Store Vorbjerg, men 1877 blev denne Gren inddæmmet af de tilstødende Lodders Ejere i Stavns, Toftebjerg og Alstrup, som opførte Dæmninger fra Alstrup Mark til Gammelholm og fra denne videre til Stavns Mark. Der indvandtes omtrent 120 Tdr. Land.«[37] Dræningen foregik ved, at vandet fra det inddæmmede område førtes gennem en kanal, der blev uddybet efterhånden som vandstanden bag dæmningen sank. Fremme ved dæmningen blev vandet løftet op via en pumpe og ledt ud i fjorden.[38]

Umiddelbart kunne det nyvundne land udlægges til eng og græsning, men på længere sigt havde man håb om mere: »Byen (Stavns) har siden Inddæmningen af Staunsfjord indvunden en Del Græsjord, der maaske med Tiden ogsaa kan anvendes til Dyrkning af Sæd.«[39] En anden gevinst ved dæmningen og kanalerne var, at man på selve dæmningen angiveligt havde rejst en vandmølle.[40] 20 år senere lød der imidlertid mindre optimistiske toner om den indvundne jords bonitet: »..det inddæmmede Areal er temmelig værdiløst, men Inddæmningen har dog Betydning for de tilstødende Jorder.«[41] Af kort fra 1890 og 1962 fremgår det, at det inddæmmede område da fortsat havde karakter af eng. Først i de seneste årtier er maden blevet dyrket op, og de yderste dele anvendes endnu i dag til kreaturgræsning. Sluser og kanaler afvander stadig denne yderste del af maden syd for Gammelholm.

Fig. 6: Generalstabernes kort over Stavns Made i 1890.

Fig. 7: Nutidigt kort over Stavns Made.

Beretningerne om de samske maders opdyrkning er meget sparsomme, men bl.a. ud fra de udførlige rapporter omkring den samtidige inddæmning af Lammefjorden kan man få et indblik i de problemer, som også madebønderne på Samsø sandsynligvis har måttet døje med - hvilket tillige kan være med til at forklare, hvorfor forvandlingen af den gamle fjordbund til agerland skulle tage omkring 100 år. Dét er imidlertid en helt anden historie, som ikke skal fortælles her.

LITTERATUR OG KILDER

Andersen, John Roth: Der ligger en ø - Samsø, 1981

Dansk Biografisk Leksikon, 3. udgave, 1979-84

Eriksen, Palle: Samsøs store stengrave, 1990

Grosen, Uffe: Lammefjordens Historie, 1957

Knudsen, Gunnar: Samsøs Stednavne, Danmarks Stednavne bind 1, 1922

Larsen, J.H.: Samsøe og Tunøe - topographisk beskrevne af J.H. Larsen, 1849, udgivet af P. Sørensen, 1974

Madsen, Victor: Beskrivelse af Geologisk Kort over Danmark - Kortbladet Samsø, Danmarks geologiske Undersøgelse, 1.rk. bind 5, 1897

Malmros, Claus: Hjortholm-køkkenmøddingen - Sten- og bronzealder omkring Stavns Fjord, i: Stavns Fjord - et natur- og kulturhistorisk forskningsområde på Samsø, red. af H.H. Hansen og B. Aaby, 1995

Michelsen, P.: Beskrivelse over Øen Samsø - udgiven til Brug for Menigmand paa Landet, 1851. Genudgivet af Thomas Michelsen som: Beskrivelse over Samsø af P. Michelsen, Med et Anhang af Sønnen, Th. Michelsen, 1882

Nedergaard, Paul: Personalhistoriske, sognehistoriske og statistiske Bidrag til en Dansk Præste- og Sognehistorie 1849-1949, bind 1 Københavns Stift, 1951

Søllinge, Jette D. & Niels Thomsen: De danske aviser 1634-1989, bind 2, 1989

de Thurah, Laurids: Omstændelig og Tilforladelig Beskrivelse af Øen Samsøe, Og De derunder hørende smaae Øer, 1758, udgivet af J.M. Hansen som: Laurids de Thurah : Samsøe, 1969

Trap, J.P.: Holbæk Amt, 3. udgave, 1898

Trap, J.P.: Danmark, bind III.2 Holbæk Amt, 1954

Ussing, N.V.: Danmarks Geologi i almenfatteligt Omrids, 2. udgave, Danmarks geologiske Undersøgelse III. rk. nr. 2, 1904

Breve og avisartikel fra tiden omkring forundersøgelserne til inddæmningen af Stavns Fjord, samt kopier af relevante udskiftningskort mv., er venligst stillet til rådighed af Samsø Egnsarkiv, hvis daglige leder, Kirsten Borch Hansen, jeg skylder tak for stor hjælp.