Milthers’ ledeblokke udsat for GIS

af Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen og Peder Dam, Roskilde Universitetscenter (2001)

En af dansk geologis grand old men, Vilhelm Milthers (1865-1962), introducerede i starten af 1900-tallet den såkaldte “ledeblokmetode” i Danmark - en metode, som han selv tillagde stor betydning i det kvartærgeologiske arbejde. Det udmøntede sig bl.a. i hans bog fra 1909, “Scandinavian Indicator-Boulders in the Quaternary Deposits”, hvor metoden beskrives og resultaterne af hans første ledeblokanalyser frem­lægges og vurderes. Med “Israndens Tilbagerykning fra Østjylland til Sjælland-Fyn, belyst ved Ledeblokke” i 1932 gav Vilhelm Milthers et konkret eksempel på, hvordan han mente metoden skulle anvendes i praksis. Sønnen Keld Milthers gav ledeblokmetoden fornyet liv med sin udgivelse fra 1942, “Ledeblokke og landskabsformer i Danmark”, hvor faderens feltundersøgelser suppleredes med endnu flere danske tællinger foretaget af sønnen, og introduktionen af et trekantsdiagram til analyse af bloksammensætningen.

Kort fortalt gik Vilhelm Milthers’ ledeblokmetode ud på, at afsøge et stenrigt fundområde for et begrænset antal stenarter, der ud over at være let genkendelige også kunne henføres med ganske stor sikkerhed til et geografisk begrænset oprindelsessted. Ved at sammenligne det relative fordelingsforhold mellem de fundne ledeblokke for en række fundsteder fordelt over hele landet, mente han, at kunne komme med et værdifuldt bidrag til kortlægningen af isstrømmene under Weichsel-perioden. Vilhelm Milthers’ foretrukne ledeblokke var seks porfyrtyper, som han kunne inddele i tre grupper ud fra deres oprindelsessted: To norske blokarter kom fra det inderste af Oslofjorden (rombeporfyr og rombeporfyrkonglomerat), to svenske blokarter kom fra Dalarne (bredvadporfyr og grønklitporfyr) og to baltiske blokarter stammede fra Østersøhavbunden syd for Ålandsøerne (rød og brun østersøkvartsporfyr). Disse såkaldte “ædle ledeblokarter” udgør i gennemsnit 1% af alle fundne sten i Danmark. Dertil supplerede han analysen med fire grupper af “halvædle bloktyper”: Granitblokke fra Ålandsøerne, porfyr fra Småland, diabas fra Västergötland og skånsk basalt.

Ledeblokmetoden har ikke været videre anvendt blandt danske geologer i det sidste halve århundrede. Det har været let for kritikerne at finde usikkerhedsfaktorer ved Milthers’ metode. Generelt må ledeblokkenes mulige vidnesbyrd om isstrømmene tages med en del forbehold, da der uvægerligt må forventes en opblanding af aflejringsmaterialet fra flere forskellige isbevægelser. Dette opvejes til dels ved at studere det relative forhold mellem ledeblokgrupperne, men  analysemetoden kan f.eks. ikke afsløre om samme lokalitet har været overskredet af to rene isstrømme fra samme hovedretning, såsom gammelbaltisk og ungbaltisk is. Et andet problem ved Milthers’ metode er, at eftersom kun 1% af alle sten tilhører gruppen af ædle ledeblokke, er det nødvendigt med et temmeligt stort antal undersøgte sten førend man når op i statistisk sikre mængder. Dertil kommer, at metoden kun opererer med tre afgrænsede oprindelsessteder, hvilket nødvendigvis kun kan give begrænset viden om isstrømmenes bevægelser; en isstrøm uden ret mange dalablokke kan således godt være passeret gennem Sverige, blot ikke lige igennem Dalarne. Endelig er der diskussionen om, hvilke steder ledeblokkene bør optælles. Vilhelm Milthers benyttede sig af sten fundet på marker, i grusgrave og på stranden. Derimod var han glødende modstander af de såkaldte in situ-tællinger, hvor ledeblokkene blev optalt direkte i morænebænken på blottede skrænter. Der kan argumenteres for fordele og ulemper ved alle de anførte optællingssteder, og endnu blandt nutidens geologer kan man finde diametralt modsatte opfattelser af, hvilke steder der vil give det mest sandfærdige billede. Vi vil gerne understrege, at det med denne undersøgelse hverken har været hensigten at forsvare eller undergrave ledeblokmetoden i Milthers’ udgave, ej heller at bidrage til diskussionen om de forskellige optællingsmetoder. Mens metoden er blevet kritiseret fra flere sider i Danmark har ledeblokanalyser haft relativ stor betydning i Tyskland og Holland.[i]

På baggrund af egne og andres tællinger af ledeblokke lod Vilhelm Milthers i 1909 udarbejde nogle kort over blokkenes relative fordeling i Norden og Danmark. Kortene viser fordelingen af to typer ædle ledeblokke sat op mod hinanden, med isolinier der repræsenterer forholdene 10-90, 20-80, 40-60, 50-50, 60-40, 80-20 og 90-10. Især fordelingskortene over Danmark har vi studeret med interesse, og vi har i denne artikel valgt at koncentrere os om fordelingen mellem norske og baltiske ledeblokke.[ii]

Fig. 1. Vilhelm Milthers’ kort over fordelingen af norsk-baltiske ledeblokke (61 lokaliteter).

Vilhelm Milthers’ kort og isolinier fra 1909 bygger imidlertid på forholdsvis få tællinger, der ikke engang er specielt godt fordelt over landet. Efter at have arbejdet med GIS-programmet ArcView i forskellig analysesammenhæng fik vi derfor den idé, at det kunne være interessant at se, om man ved hjælp af den seneste computerteknologi ville få tilnærmelsesvis samme resultat som Milthers selv fik godt 90 år tidligere, hvis de samme optællingspunkter med tilhørende dataværdier blev indplottet og udsat for en GIS-interpolation. Desuden besluttede vi os for, også at plotte alle tællingerne præsenteret hos Keld Milthers ind, for derved at give GIS-analysen et bedre arbejds­grundlag.[iii]

Vi indskannede Keld Milthers’ kort over de 578 optællingssteder. Det tegnede landkort blev rettet ind efter et digitalt Danmarkskort, hvorefter vi kunne afsætte samtlige fundlokaliteter i et elektronisk punktkort med de tilknyttede måleværdier. Hver af kortets 578 punkter indeholder således lokalitetens nummer, antallet af de forskellige ledeblokke, fordelings­forholdet mellem disse, lokalitetens type (strand, grusgrav osv.) og selvfølgelig stedets koordinater. Det næste skridt var, at interpolere punkterne til et fordelingskort for hele landet. Til dette brugte vi GIS-programmet ArcView, der ud fra måleværdierne (det relative forhold mellem de tre typer ledeblokke) i de 578 punkter tegnede et generaliseret billede af ledeblokfordelingen i hele Danmark. Der findes flere forskellige interpolations­metoder, hvor vi valgte den anerkendte Kriging-metode. Kort fortalt går metoden ud på, at et Danmarkskort deles op i kvadrater (her af hver 1 km²), og hver af disse ”grids” får tilført en værdi, som udregnes ud fra et vægtet gennemsnit af punktkortets data; jo tættere et punkt er på en grid, jo højere vægtes det.[iv] Der vælges hvor mange punkter der skal indgå i hver udregning ud fra en vurdering af vigtigheden af detaljeringsgraden kontra overskueligheden. I nedenstående Fig. 2 og 3 er valgt 10 km søgeradius og 12 punkter.

Vores kort er dermed resultatet af en generalisering af Vilhelm og Keld Milthers’ optællinger, samt af en række valg og vurderinger fra vores side. Alligevel mener vi at kunne hævde, at resultatet er et forsvarligt bud på det virkelige billede ud fra de eksisterende optællinger. Dette bygger bl.a. på valget af interpolationsmetode og det store antal lokaliteter, der formindsker kortets mulige udsving. Punkternes fordeling er dog ikke jævn, og der findes klart flest tællinger på Fyn, mens der er forholdsvis få i Vest- og Nordjylland. Pga. disse forhold i fordelingen har vi i selve analysen sammenholdt det generaliserede kort med punktkortet, for derved løbende at kunne vurdere kilde­grundlaget. Specielt ved undersøgelser i mindre områder var inddragelsen af punktkortet vigtig, da få afvigende lokaliteter sådanne steder kunne ændre billedet, uden at der reelt var tilstrækkelig statistisk belæg for dette.

Fig. 2. GIS-generaliseret kort over fordelingen af norsk-baltiske ledeblokke (578 lokaliteter).

Umiddelbart viser Vilhelm Milthers’ kort fra 1909 og vort GIS-generaliserede fordelingskort de samme overordnede tendenser. En temmelig markant skillelinie skærer sig fra det nordlige Djursland skråt ned gennem Jylland. Især på liniens østjyske stræk ligger isolinierne forholdsvis tæt på begge kort, mens vores isolinier “flyder mere ud” end Milthers’ længere mod vest. 50-50 linien passer faktisk ganske godt terrænmæssigt med det, der normalt betegnes som “den østjyske israndslinie”.[v] Den primære forskel på kortene observeres omkring Fyn. Her opererede Milthers med en “baltisk tunge”, der populært sagt skød op igennem Storebælt og nord om Fyn til Horsens og Vejle Fjorde. Imidlertid havde Vilhelm Milthers i 1909 endnu forholdsvis få tællinger på Fyn og i Sønder­jylland, hvilket de senere tællinger rådede bod på. Med disse fik vi et lidt anderledes billede, idet der nu tegner sig konturen af et generelt baltisk fremstød henover Fyn og op langs hele den jyske østkyst til Djursland. Imidlertid falder antallet af baltiske blokke i en tydeligt afgrænset zone på det nordvestlige Fyn. Vores kort kunne altså indikere, at et baltisk isfremstød har passeret forbi et ikke-baltisk dødisområde netop dér, hvor vi finder dødislandskabet omkring Vissenbjerg.[vi]

Et andet interessant billede tegner sig på den nordlige halvdel af Sjælland. Ligesom Milthers kan vi her konstatere en “grænsezone” med forholdsvis tæt samlede isolinier rundt om Isefjorden. Mens resten af Sjælland er klart domineret af baltiske blokke, har Isefjordsområdet et udpræget norsk islæt. Kigger man nærmere på isoliniernes nordsjællandske forløb og sammenholder dette med et topografisk højdekurvekort, tegner der sig et for os at se ganske karakteristisk mønster.

Fig. 3. Ledeblokfordelingen (norsk-baltisk) i det nordlige Sjælland sammenholdt med de topografiske forhold (højdekurver over 40 m)

På interpolationskortet har det meste af Sjælland en meget høj andel af baltiske ledeblokke, men dette falder kraftigt i Nordsjælland. Skillelinien for dette fald går fra Sejerøbugten i en buet linie til Roskilde og derefter meget svingende over Nordøstsjælland, således at den her danner to ”fingre”. På Fig. 3 er højdekurverne over 40 m lagt oven på interpolationskortet, og der ses et sammenfald mellem de to kort: Mellem Sejerøbugten og Roskilde ligger ledeblokke-skillelinien langs et højdedrag og mellem Nordøstsjællands ”fingre” ses ligeledes et højdedrag.[vii] Flere af højdeområderne er mere sandede end de omkringliggende arealer, bl.a. er der en del diluvialt sand, tertiært sand og ferskvandssand i områderne.

Hvad er så forklaringen på dette mønster:  At det sidste såkaldt ungbaltiske isfremstød er kommet fra sydlig retning, er blevet ”stoppet” af højdedragene på Midtsjælland og har bevæget sig uden om det nordøstsjællandske højdedrag? Eller at højdedragene er fremkommet ved, at isen er standset her? Modsat forholdene omkring Fyn kom Keld Milthers slet ikke frem til et tilsvarende billede som os med hensyn til Nordsjælland. Tværtimod mente han, at de yngre isstrømme generelt havde bevæget sig stik vestligt hen over Isefjorden og hele det nordlige Sjælland.[viii]

Gennem denne artikel håber vi på, at kunne bidrage til en fornyet interesse for ledeblokmetoden. De Milthers’ske tællinger er et stort datamateriale og sammen med de nye muligheder inden for GIS, har man måske et redskab til at løse flere af spørgsmålene om gletscherfremstødene. Der er både kildemæssige og metodiske problemstillinger ved at benytte denne metode, og hvorvidt ledeblokmetoden i Vilhelms Milthers’ udgave er et geologisk forsvarligt værktøj at bruge i den glacialmorfologiske forskning eller ej, har vi som studerende ikke forudsætninger nok til at kunne vurdere.

Som nævnt har vi digitaliseret hele ledeblok-datamaterialet og lavet tilsvarende fordelingsanalyser med tilhørende kort for forholdet mellem norsk-svensk og svensk-baltisk. Datamaterialet giver også mulighed for at sætte alle tre bloktyper op mod hinanden samtidig, som Keld Milthers gjorde det, eller studere fordelingsforholdet på de forskellige typer optællingssteder enkeltvist; sådanne analyser har vi ikke foretaget.

Referencer:

Milthers, K. 1942: Ledeblokke og Landskabsformer i Danmark. Danmarks Geologiske Undersøgelse II rk. nr. 69. 137 pp.

Milthers, V. 1909: Scandinavian Indicator-Boulders in the Quaternary Deposits. 153 pp. Danmarks Geologiske Undersøgelse.

Milthers, V. 1932: Israndens Tilbagerykning fra Østjylland til Sjælland-Fyn, belyst ved Ledeblokke. Danmarks Geologiske Undersøgelse IV rk. bd. 2 nr. 9. 70 pp.

Smed, P. 1989: Sten i det danske landskab. 2. udgave. 181 pp. Geografforlaget.

Burrough, P. & MacDonnel R. 1998: Principles of Geographical Information System. 333 pp. Oxford University Press.

Noter: